En stjerne falder fra himmelen

28. Hvad sker der idet den tredje engel blæser i sin trompet?

²⁸ „Og den tredje engel blæste i sin trompet. Og en stor stjerne, brændende som en lampe, faldt ned fra himmelen, og den faldt på en tredjedel af floderne og på vandenes kilder. Og navnet på stjernen er Malurt. Og en tredjedel af vandene blev til malurt, og mange af menneskene døde af vandene, fordi disse var blevet bitre.“ (Åbenbaringen 8:10, 11) Hvordan opfyldes dette på Herrens dag? Også i dette tilfælde kan vi hente hjælp andre steder i Bibelen.

29. Hvad er det der symbolsk skildres som ’en stor stjerne der brænder som en lampe’, og hvorfor?

²⁹ Vi har allerede stiftet bekendtskab med stjernen som et symbol i Jesu budskaber til de syv menigheder, hvor syv stjerner bruges til at symbolisere menighedernes ældste.b (Åbenbaringen 1:20) De salvede „stjerner“ og alle andre som hører til de salvede, har i åndelig forstand taget bolig i det himmelske fra det tidspunkt da de er blevet beseglet med den hellige ånd som et forskud på deres himmelske arv. (Efeserne 2:6, 7) Apostelen Paulus advarede imidlertid om at nogle af dem der var som stjerner, ville blive frafaldne, sekterere, og føre hjorden vild. (Apostelgerninger 20:29, 30) Denne troløshed ville føre til et stort frafald, og disse faldne ældste ville komme til at udgøre et kollektivt lovløshedens menneske som ville ophøje sig selv til en guddommelig stilling blandt menneskene. (2 Thessaloniker 2:3, 4) Paulus’ advarsler gik i opfyldelse da kristenhedens gejstlighed viste sig på verdensskuepladsen. Denne gruppe skildres udmærket som ’en stor stjerne der brænder som en lampe’.

30. (a) Hvorfor blev Babylons konge omtalt som faldet fra himmelen? (b) Hvad kan et fald fra himmelen derfor sigte til?

³⁰ Johannes ser denne stjerne falde fra himmelen. I hvilken forstand? Det fremgår af noget som overgik en konge i fortiden. Henvendt til kongen af Babylon sagde Esajas: „Tænk, at du er faldet fra himmelen, du lysende, daggryets søn! At du er blevet omhugget og kastet til jorden, du som satte nationerne ud af spillet.“ (Esajas 14:12) Denne profeti gik i opfyldelse da Babylon blev overvundet af Kyros’ hære og dets konge blev styrtet fra verdensherredømmets tinder til det forsmædelige nederlags dybder. Et fald fra himmelen kan altså sigte til at man mister en høj stilling og styrtes i vanære.

31. (a) Hvornår faldt kristenhedens gejstlighed fra en „himmelsk“ stilling? (b) Hvordan er det vand som gejstligheden skænker, blevet til „malurt“, og med hvilket resultat for mange?

³¹ Da kristenhedens gejstlige afveg fra den sande kristendom, faldt de fra den ophøjede „himmelske“ stilling som Paulus beskriver i Efeserbrevet 2:6, 7. I stedet for at tilbyde sandhedens friske vand, serverede de „malurt“, bitre løgne som for eksempel læren om helvede, skærsilden, treenigheden og forudbestemmelse; de forledte også folk til at føre krig fordi de ikke lærte dem at leve moralsk som Guds tjenere. Følgen af dette har været at de der har troet på løgnene, er blevet åndeligt forgiftet. Det er gået dem som de utro israelitter på Jeremias’ tid, til hvem Jehova sagde: „Se, jeg giver dem malurt at spise, og jeg vil give dem forgiftet vand at drikke. Fra Jerusalems profeter er der nemlig udgået frafald til hele landet.“ — Jeremias 9:15; 23:15.

32. Hvornår blev kristenhedens fald fra den åndelige himmel tydeligt, og hvordan blev der især gjort opmærksom på det?

³² Dette fald fra den åndelige himmel blev tydeligt i året 1919, da den lille rest af salvede kristne, og ikke kristenhedens gejstlighed, blev sat over Rigets interesser. (Mattæus 24:45-47) Og der blev især gjort opmærksom på det fra 1922, da disse kristne genoptog deres frimodige afsløring af hvordan kristenhedens præsteskab var kommet til kort.

33. Hvordan blev kristenhedens præsteskab afsløret ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1924?

³³ Særlig bemærkelsesværdig i denne forbindelse var en proklamation der blev fremsat ved et stævne der i Vagttaarnet blev beskrevet som „det største Konvent, som Bibelstudenterne har afholdt i Tidernes Løb“. Dette stævne fandt sted i Columbus i staten Ohio fra 20. til 27. juli 1924. Uden tvivl ledet af den engel der blæste i den tredje trompet, vedtog man dér en magtfuld resolution som senere blev trykt i en traktat og uddelt i 50 millioner eksemplarer. Den blev offentliggjort under titlen Gejstligheden anklages. En overskrift præsenterede stridsspørgsmålet: „Forjættelsens Æt kontra Slangens Æt.“ Resolutionen anklagede i ligefremme vendinger kristenhedens gejstlige for sådanne ting som at de havde antaget højtklingende religiøse titler, at de havde gjort kommercielle kæmper og professionelle politikere til deres hjordes ypperste, at de ønskede at tage sig godt ud i menneskers øjne og at de nægtede at forkynde budskabet om Messiasriget for folk. Den understregede at enhver indviet kristen af Gud har fået til opgave „at udraabe en Hævnens Dag fra vor Gud og at trøste alle sørgende“. — Esajas 61:2, 1871-oversættelsen.

34, 35. (a) Hvad er der sket med præsteskabets magt og indflydelse siden den tredje engel begyndte at blæse i sin trompet? (b) Hvad venter der kristenhedens præsteskab i fremtiden?

³⁴ Siden den tredje engel begyndte at blæse i sin trompet er præsternes dominerende stilling i befolkningen gradvis blevet svækket, indtil det nu er ganske få af dem der stadig har den gudlignende myndighed de nød i tidligere århundreder. På grund af Jehovas Vidners forkyndelse har mennesker i stort antal indset at mange af de lærdomme præsterne fremholder, er åndelig gift — „malurt“. I Nordeuropa har præsterne så godt som ingen magt tilbage, og i andre lande har staten stærkt beskåret deres indflydelse. I de katolske dele af Europa og af Nord- og Sydamerika har de tilsmudset deres eget omdømme ved deres skandaløse adfærd i økonomiske, politiske og moralske anliggender. Og deres situation kan kun blive værre i fremtiden, for de vil snart lide samme skæbne som alle andre udøvere af falsk religion. — Åbenbaringen 18:21; 19:2.

[Oversigt på side 139]

Kristenhedens vande afsløret som malurt

Kristenhedens opfattelse og indstilling

GUDS personlige navn er uden betydning: „Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud ... er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“ (Forordet til Revised Standard Version, den amerikanske udgave af den engelske autoriserede bibeloversættelse)

Hvad Bibelen siger

Jesus bad om at Guds navn måtte blive helliget. Peter sagde: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Apostelgerninger 2:21; Joel 2:32; Mattæus 6:9; 2 Mosebog 6:3; Åbenbaringen 4:11; 15:3; 19:6)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

Gud er en treenighed: „På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud.“ (Den athanasianske trosbekendelse, citeret i Lad os bekende den kristne tro)

Hvad Bibelen siger

Bibelen siger at Jehova er større end Jesus og at han er Jesu Gud og hoved. (Johannes 14:28; 20:17; 1 Korinther 11:3) Den hellige ånd er Guds virksomme kraft. (Mattæus 3:11; Lukas 1:41; Apostelgerninger 2:4)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

Menneskesjælen er udødelig: „Mennesket består af en udødelig sjæl og et dødeligt legeme.“ (Luthers katekismus ved biskop C. F. Balslev)

Hvad Bibelen siger

Mennesket er en sjæl. Ved døden ophører sjælen med at tænke eller føle noget og vender tilbage til støvet som den er dannet af. (1 Mosebog 2:7; 3:19; Salme 146:3, 4; Prædikeren 3:19, 20; 9:5, 10; Ezekiel 18:4, 20)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

De onde bliver efter døden straffet i helvede. Ifølge „den traditionelt kirkelige opfattelse“ er helvede „de fordømtes evige pinested“. (Gads Danske Bibelleksikon)

Hvad Bibelen siger

Syndens løn er døden, ikke et liv i pine. (Romerne 6:23) De døde er uden bevidsthed og hviler i graven indtil opstandelsen af både onde og gode. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29; 11:24, 25; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:13, 14)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

„Titlen Midlerinde anvendes om Vor Frue.“ (New Catholic Encyclopedia, 1967-udgaven)

Hvad Bibelen siger

Den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker er Jesus. (Johannes 14:6; 1 Timoteus 2:5; Hebræerne 9:15; 12:24)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

Spædbørn skal døbes: „Om dåben lærer [kirken], at den er nødvendig til frelse, ... og at børnene skal døbes ... [Den] fordømmer gendøberne, som forkaster barnedåben.“ (Den augsburgske bekendelse, citeret i Lad os bekende den kristne tro)

Hvad Bibelen siger

Dåben er for dem som i forvejen er blevet disciple og har lært at holde Jesu befalinger. For at blive døbt må man forstå Guds ord og lægge tro for dagen. (Mattæus 28:19, 20; Lukas 3:21-23; Apostelgerninger 8:35, 36)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

De fleste kirker er opdelt i et lægfolk og en præsteklasse, som tjener på lægfolkets vegne. Præsterne får som regel løn for deres tjeneste og bliver ophøjet over lægfolket med titler som „pastor“, „fader“ eller „hans velærværdighed“.

Hvad Bibelen siger

Alle de første kristne var Guds ords tjenere og var med til at forkynde den gode nyhed. (Apostelgerninger 2:17, 18; Romerne 10:10-13; 16:1) En kristen skulle ikke tage sig betalt for dette, men „give det for intet“. (Mattæus 10:7, 8) Jesus forbød udtrykkeligt brugen af religiøse titler. (Mattæus 6:2; 23:2-12; 1 Peter 5:1-3)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

Der anvendes billeder, ikoner og kors i tilbedelsen: „Billederne ... af Kristus, af Jomfruen, Guds moder, og af de andre helgener, skal ... opbevares i kirkerne og skal vises tilbørlig ære og ærbødighed.“ (Erklæring ved Tridentinerkoncilet [1545-63])

Hvad Bibelen siger

Kristne må undgå enhver form for billeddyrkelse, herunder også såkaldt relativ tilbedelse. (2 Mosebog 20:4, 5; 1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) De tilbeder Gud, ikke ved noget synligt, men i ånd og sandhed. (Johannes 4:23, 24; 2 Korinther 5:7)

Kristenhedens opfattelse og indstilling

Kirkerne lærer deres medlemmer at Guds hensigter vil blive gennemført ved politiske bestræbelser. Nu afdøde kardinal Spellman sagde: „Jeg kender kun én vej til fred ..., demokratiets vej.“ Nyhedsmedier fortæller om kirkers deltagelse i politik (endog i opstande) og om deres støtte til FN som „det sidste håb for harmoni og fred“.

Hvad Bibelen siger

Jesus forkyndte Guds rige, ikke et politisk system, som menneskehedens håb. (Mattæus 4:23; 6:9, 10) Han nægtede at lade sig inddrage i politik. (Johannes 6:14, 15) Hans rige var ikke en del af denne verden; derfor skulle hans disciple ikke være en del af verden. (Johannes 18:36; 17:16) Jakob advarede mod venskab med verden. (Jakob 4:4)