„Hvad er sandhed?“

DE TO mænd der stod ansigt til ansigt kunne næppe være mere forskellige. Den ene var kynisk, ærgerrig, velhavende og rede til at gøre hvad som helst for at fremme sin politiske karriere. Den anden, en lærer, tog afstand fra rigdom og prestige, og han var villig til at ofre livet for andres skyld. Det er vist overflødigt at sige at de ikke havde samme livssyn. Især på ét punkt var de meget uenige — nemlig i spørgsmålet om hvad sandhed var.

Mændene var Pontius Pilatus og Jesus Kristus. Jesus var stillet for Pontius Pilatus som en gemen forbryder, og den egentlige årsag til dette — ja, selve årsagen til at han var kommet til jorden og havde udført sin tjeneste — havde til syvende og sidst at gøre med én ting: Sandheden. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.

Pilatus reagerede med et bemærkelsesværdigt spørgsmål: „Hvad er sandhed?“ (Johannes 18:38) Ønskede han virkelig et svar? Sikkert ikke. Jesus kunne besvare ethvert spørgsmål der blev stillet i oprigtighed, men han gav ikke Pilatus noget svar. Og ifølge Bibelens beretning forlod Pilatus audienssalen umiddelbart efter at han havde stillet spørgsmålet. Den romerske landshøvding har sikkert spurgt i kynisk mistro, som for at sige: ’Sandhed? Hvad er det? Der findes ikke nogen sandhed!’a

Dette skeptiske syn på sandhed er meget udbredt i dag. Mange tror at sandheden er relativ, eller med andre ord — at det der er sandt for én person, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for en anden, og at begge kan have „ret“. Denne holdning er så udbredt at der findes et ord for den: „Relativisme“. Er det også din holdning til begrebet sandhed? Hvis det er tilfældet, har du da taget denne holdning til dig uden at tænke den grundigt igennem? Ved du hvor stor indflydelse denne filosofi har på din tilværelse, uanset din personlige holdning?

Et angreb på sandheden

Pontius Pilatus var ikke den første til at sætte spørgsmålstegn ved tanken om en absolut sandhed. Nogle af fortidens græske filosoffer gjorde det praktisk talt til deres livsværk at docere tvivl. Parmenides (som anses for at være fader til den europæiske metafysik) hævdede fem hundrede år før Pilatus at sand kundskab var uopnåelig. Demokrit, der er blevet hyldet som „en af antikkens største filosoffer“, påstod: „Sandheden er dybt begravet. . . . Vi opfatter intet sikkert.“ Og den måske mest ansete af dem alle, Sokrates, sagde at det eneste han med sikkerhed vidste, var at han intet vidste.

Dette angreb på tanken om at der findes en sandhed, er fortsat helt op til vor tid. Nogle filosoffer siger for eksempel at ingen kundskab kan bevises at være sand, eftersom kundskaben opnås via sanserne, der kan bedrages. Den franske filosof og matematiker René Descartes besluttede at undersøge alt det han anså for at være kendsgerninger. Han forkastede alt undtagen én sandhed, som han regnede for ubestridelig: „Cogito, ergo sum,“ eller: „Jeg tænker, altså eksisterer jeg.“

Relativismen

Relativismen findes ikke kun blandt filosoffer. Den fremholdes også af religiøse ledere, indoktrineres i skolerne og udbredes af medierne. Den episkopale biskop John S. Spong sagde for nogle få år siden: „Vi må . . . forlade den tanke at vi har sandheden og at andre må anlægge vort syn, til fordel for den erkendelse at den endegyldige sandhed ligger uden for det nogen af os kan fatte.“ Spongs relativisme er, ligesom så mange andre af vor tids gejstliges, hurtig til at forlade Bibelens morallære, til fordel for filosofien om at „den enkelte selv må tage stilling“. Et eksempel på dette er at Spong, i et forsøg på at få de homoseksuelle til at ’føle sig bedre tilpas’ i den episkopale kirke, har skrevet en bog hvori han hævder at apostelen Paulus var homoseksuel.

I mange lande synes skolevæsenet at fremme en lignende tankegang. Allan Bloom har i sin bog The Closing of the American Mind skrevet: „Der er én ting en professor faktisk kan være helt sikker på: næsten alle studenterne på universitetet tror, eller hævder at de tror, at sandheden er relativ.“ Bloom erfarede at eleverne blev meget forbavsede hvis han anfægtede deres opfattelse på dette punkt, „som om han havde sat spørgsmålstegn ved om 2 + 2 = 4“.

Den samme tankegang fremmes også på utallige andre måder. Tv-journalister og avisreportere synes for eksempel ofte at være mere interesserede i at underholde folk end i at afdække kendsgerningerne bag en historie. Nogle nyhedsprogrammer benytter endda bearbejdede eller arrangerede filmoptagelser for at gøre reportagen mere dramatisk. I underholdningsverdenen rettes et endnu stærkere angreb mod sandheden. De værdier og moralnormer som vore forældre og bedsteforældre levede efter, bliver i det store og hele betragtet som forældede og bliver endda ofte fremstillet som latterlige.

Nogle kunne selvfølgelig indvende at meget af denne relativisme er et udtryk for et åbent sind og at den derfor har en positiv indflydelse på samfundet. Men har den det? Og hvordan påvirker den dig? Mener du at sandheden er relativ eller at der ikke findes nogen sandhed? Hvis du gør, kan dét at søge efter den forekomme dig at være tidsspilde, og den indstilling vil få betydning for din fremtid.

[Fodnote]

Hvorfor søge efter en sandhed?

MANGE religiøse organisationer hævder at have sandheden, og de er ivrige efter at tilbyde den til andre. Der tilbydes imidlertid et væld af „sandheder“. Er det så blot endnu et vidnesbyrd om at alle sandheder er relative, at der ikke findes en absolut sandhed? Nej.

Professor V. R. Ruggiero siger i sin bog The Art of Thinking, at han er overrasket over at der selv blandt intelligente mennesker er nogle der hævder at sandheden er relativ. Han kommer med følgende ræsonnement: „Hvis alle blot danner deres egen sandhed, kan den enes idé være lige så god som den andens. Alle må i så fald regnes for lige acceptable. Og hvis alle idéer er lige gode, hvad er så meningen med at undersøge et emne? Hvorfor grave i jorden for at finde svar på arkæologiske spørgsmål? Hvorfor undersøge årsagerne til den spændte situation i Mellemøsten? Hvorfor søge efter en kur mod kræft? Hvorfor udforske Mælkevejen? Disse bestræbelser er kun rationelle hvis nogle svar er bedre end andre, hvis sandheden ligger uden for, og er upåvirket af, individets perspektiver.“

I virkeligheden tror ingen oprigtigt på at der ikke er nogen sandhed. Når det drejer sig om fysiske realiteter, som for eksempel lægevidenskab, matematik eller fysikkens love, vil selv den mest hårdnakkede relativist anerkende at visse ting er sande. Hvem turde rejse med flyvemaskine uden at være helt overbevist om at aerodynamikkens love er absolutte sandheder? Der findes beviselige sandheder; vi er omgivet af dem, og vi sætter vort liv ind på dem.

Relativismens omkostninger

Det er imidlertid på det moralske område at relativismens vildfarelse er mest synlig, for det er her denne tankegang har gjort størst skade. The Encyclopedia Americana fremholder dette synspunkt: „Der har været rejst alvorlig tvivl om hvorvidt kundskab, eller hvad der erkendes som sandheder, kan opnås af mennesker. . . . Det står dog fast at når sandhedens og kundskabens idealer afvises som uvirkelige eller skadelige, går samfundet i forfald.“

Måske har du selv bemærket dette forfald. For eksempel bliver Bibelens lære om moral, der klart udtrykker at kønslig umoralitet er forkert, kun sjældent fremholdt som en sandhed. Situationsetik — ’gør det du føler er rigtigt’ — er et fremherskende livssyn. Kan nogen hævde at det sociale forfald ikke kommer af denne relativistiske anskuelse? De verdensomspændende epidemier af seksuelt overførte sygdomme, opløste hjem og teenagegraviditeter taler for sig selv.

Hvad er sandheden?

Lad os nu forlade relativismens plumrede vand og kort undersøge det Bibelen beskriver som sandhedens rene vand. (Johannes 4:14; Åbenbaringen 22:17) Bibelens „sandhed“ kan på ingen måde sammenlignes med de abstrakte, uhåndgribelige forestillinger som filosofferne debatterer.

Da Jesus sagde at hensigten med hans liv på jorden var at vidne om sandheden, talte han om noget som de trofaste jøder i århundreder havde sat pris på. I deres hellige skrifter havde jøderne længe læst om „sandheden“ som noget konkret, ikke noget teoretisk. I Bibelen er „sandhed“ oversat fra det hebraiske ord „’æmæthʹ“, der betegner noget som er fast, stabilt og, måske frem for alt, pålideligt.

Jøderne havde gode grunde til at betragte sandheden på den måde. De kaldte deres Gud, Jehova, for „sandhedens Gud“. (Salme 31:5) Og det skyldtes at alt hvad Jehova sagde han ville gøre, det gjorde han. Når han lovede noget, holdt han det. Når han lod inspirerede profetier udtale, gik de i opfyldelse. Når han udtalte endelige domme, blev de eksekveret. Millioner af israelitter havde været øjenvidner til disse fakta. Bibelens inspirerede skribenter nedskrev dem som uomtvistelige historiske kendsgerninger. Modsat andre såkaldt hellige bøger bygger Bibelen ikke på myter og legender. Den er solidt grundfæstet på sikre kendsgerninger — historiske, arkæologiske, videnskabelige og sociologiske beviser. Intet under at salmisten siger om Jehova: „Din lov er sandhed. . . . Alle dine bud er sandhed. . . . Summen af dit ord er sandhed.“ — Salme 119:142, 151, 160.

Jesus Kristus gentog salmens ord da han i en bøn til Jehova sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Jesus vidste at alle hans Faders udtalelser var sikre og pålidelige. Jesus selv var „fuld af . . . sandhed“. (Johannes 1:14) Hans disciple kunne som øjenvidner bekræfte, og nedskrive for eftertiden, at alt hvad han sagde var fuldstændig pålideligt, at det var sandhed.a

Men da Jesus sagde til Pilatus at han var kommet for at tale om sandheden, havde han en ganske særlig sandhed i tanke. Jesu udtalelse var et svar på Pilatus’ spørgsmål: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ (Johannes 18:37) Guds rige og Jesu rolle som konge i Riget var temaet for, eller det centrale i, Jesu undervisning mens han var på jorden. (Lukas 4:43) At dette rige vil hellige Jehovas navn, hævde hans suverænitet og give den trofaste menneskehed et evigt liv i lykke, er den „sandhed“ alle kristne sætter deres lid til. Eftersom Jesus har en så central plads i opfyldelsen af alle Guds løfter, og eftersom alle Guds profetier bliver „amen“, eller sande, gennem Jesus, kunne han sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet.“ — Johannes 14:6; 2 Korinther 1:20; Åbenbaringen 3:14.

Det har stor betydning for kristne i dag at anerkende denne sandhed som helt igennem pålidelig. Det betyder at deres tro på Gud og det håb de har til hans løfter, er baseret på kendsgerninger eller realiteter.

Sandheden i virksomhed

Ikke overraskende kædes sandhed og virksomhed sammen i Bibelen. (1 Samuel 12:24; 1 Johannes 3:18) For gudfrygtige jøder var sandheden ikke et filosofisk emne, men en livsform. Det hebraiske ord for „sandhed“ kunne også betyde „trofasthed“, og det blev brugt om én man vidste ville handle efter sit ord. Jesus lærte sine disciple at betragte sandheden på samme måde. Han rettede et heftigt angreb mod farisæernes hykleri, mod den afgrund der var mellem deres selvretfærdige ord og deres uretfærdige gerninger. Og han satte eksemplet ved selv at leve efter den sandhed han underviste i.

Sådan bør det være for alle Kristi disciple. For dem er sandheden fra Guds ord, den opmuntrende gode nyhed om Guds rige under Kristi styre, mere, ja, langt mere, end blot oplysninger. Denne sandhed får dem til at handle, den bevæger dem til at leve efter den og fortælle andre om den. (Jævnfør Jeremias 20:9.) Den livsform de kristne i det første århundrede fulgte som Kristi disciple, blev nogle gange omtalt som „sandheden“ eller „sandhedens vej“. — 2 Johannes 4; 3 Johannes 4, 8; 2 Peter 2:2.

En uvurderlig skat

Det koster ganske vist noget at acceptere sandheden fra Guds ord. For det første kan dét at lære om sandheden være en rystende oplevelse. Som der står i The Encyclopedia Americana: „Ofte er sandheden ubehagelig fordi den ikke støtter vore fordomme og myter.“ Det kan være desillusionerende når man indser at ens synspunkter er forkerte, især hvis man er blevet undervist af religiøse ledere som man har stolet på. Nogle ville måske sammenligne det med at man fandt ud af at ens forældre var kriminelle. Men er det ikke bedre at finde sandheden end at leve i et bedrag? Er det ikke bedre at kende fakta, frem for at blive manipuleret gennem løgne?b — Jævnfør Johannes 8:32; Romerbrevet 3:4.

For det andet kan dét at leve efter sandheden koste os tidligere venners accept. I en verden hvor så mange har ’ombyttet Guds sandhed med løgnen’, vil de der holder fast ved sandheden fra Guds ord virke mærkelige, og til tider vil de blive undgået og misforstået af andre. — Romerne 1:25; 1 Peter 4:4.

Men sandheden er det værd. Ved at kende sandheden er vi frigjort fra løgn, bedrag og overtro. Og når vi lever efter sandheden vil den styrke os til at udholde prøvelser. Sandheden fra Bibelen er så pålidelig og velfunderet og giver os så storslået et håb, at vi bliver i stand til at udholde en hvilken som helst prøve. Det kan ikke undre at apostelen Paulus sammenlignede sandheden med det brede, kraftige læderbælte som soldaterne bar når de var i krig. — Efeserne 6:13, 14.

Et bibelsk ordsprog lyder: „Køb sandhed og sælg den ikke, køb visdom og tugt og forstand.“ (Ordsprogene 23:23) At afvise sandheden som relativ eller ikke-eksisterende vil betyde at man går glip af den mest spændende og lønnende søgen livet kan byde på. At finde sandhed er at finde håb; at kende og elske den er at kende og elske Skaberen af universet og hans enestefødte søn; at leve efter den er at leve med et mål i livet og med fred i sindet, nu og til evig tid. — Ordsprogene 2:1-5; Zakarias 8:19; Johannes 17:3.

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

Ændrer sandheden sig?

DETTE spørgsmål har V. R. Ruggiero rejst i sin bog The Art of Thinking. Hans svar er nej. Han uddyber sit svar: „Nogle gange kan det se ud som om den ændrer sig, men ved nærmere eftersyn viser det sig at det ikke er tilfældet.“

Han siger videre: „Tag som eksempel spørgsmålet om hvem der er forfatter af den første bog i Bibelen, Første Mosebog. I århundreder mente både kristne og jøder at bogen havde én forfatter. Senere blev dette synspunkt angrebet, og man antog den holdning at helt op til fem forfattere havde bidraget til Første Mosebog. Men i 1981 blev resultatet af en 5-årig sproganalyse af Første Mosebog offentliggjort; det viste sig at der er 82 procents sandsynlighed for at der kun er én forfatter til bogen, som først antaget.

Har sandheden om hvem der er forfatter af Første Mosebog ændret sig? Nej, det er vore konklusioner der har ændret sig. . . . Sandheden ændrer sig ikke efter vor viden eller uvidenhed.“

[Ramme på side 7]

Ærbødighed for sandheden

„ÆRBØDIGHED for sandheden kan ikke sidestilles med vor tids pseudo-kynisme, som søger at ’afsløre’ alt, ud fra den formodning at ingen og intet har ret til at antage navn af sandhed. Det er derimod den indstilling der forbinder en positiv tillid til at sandheden virkelig kan findes, med en ydmyg anerkendelse af sandheden når som helst og hvor som helst den måtte vise sig. En sådan åbenhed for sandheden kræves af dem der tilbeder sandhedens Gud, og en passende ærbødighed for sandhed sikrer at der er ærlighed mennesker imellem, både i ord og handling. Dette er, har vi set, den holdning som både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente vidner om.“ — The New International Dictionary of New Testament Theology, bind 3, side 901.

[Illustrationer på side 7]

Videnskabelige fremskridt er baseret på afdækningen af videnskabelige sandheder

[Illustration på side 8]

Sandheden indbefatter Riget og dets velsignelser