Kristne tilbeder Gud i ånd og sandhed

„Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — JOHANNES 4:24.

1. Hvilken form for tilbedelse godkender Gud?

JEHOVAS enestefødte søn, Jesus Kristus, gjorde det helt klart hvilken form for tilbedelse hans himmelske Fader godkender. Da han ved en lejlighed forkyndte for en samaritansk kvinde ved en brønd i nærheden af byen Sykar, sagde han: „I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:22-24) Hvordan skal disse ord forstås?

2. Hvad byggede samaritanernes tilbedelse på?

² Samaritanerne havde nogle fejlagtige religiøse opfattelser. Desuden mente de at det kun var de fem første bøger i Den Hellige Skrift der var inspirerede — og det kun i deres egen version, kendt som Den Samaritanske Pentateuk. Samaritanerne kendte i virkeligheden ikke Gud, hvorimod jøderne havde fået betroet „Guds hellige udsagn“. (Romerne 3:1, 2) Det var dog muligt for både troende jøder og andre at opnå Jehovas gunst. Men hvad krævede det af dem?

3. Hvad vil det sige at tilbede Gud „i ånd og sandhed“?

³ Hvad måtte jøder, samaritanere og andre i fortiden gøre for at opnå Jehovas godkendelse? De måtte tilbede ham „i ånd og sandhed“. Det samme må vi. At tilbede Gud i ånd vil ikke blot sige at man er optaget af ’det åndelige’ og af tro og kærlighed. Nej, det betyder mere specifikt at man må have Guds hellige ånd og lade sig lede af den. Vi må studere og følge Guds ord og på den måde lade vores ånd, eller indstilling, bringe i harmoni med Guds ånd. (1 Korinther 2:8-12) Hvis vores tilbedelse skal være antagelig for Jehova, må vi også tilbede ham i sandhed, hvilket vil sige i overensstemmelse med hvad Guds ord, Bibelen, åbenbarer om ham og hans hensigter.

DET ER MULIGT AT FINDE FREM TIL SANDHEDEN

4. Hvordan betragter nogle sandhed?

⁴ Nogle der beskæftiger sig med filosofi, har anlagt det synspunkt at det er umuligt at finde frem til den absolutte sandhed. Den svenske forfatter Alf Ahlberg har i den forbindelse skrevet: „Mange filosofiske spørgsmål kan være af den art at noget bestemt svar på dem ikke kan gives.“ Nogle siger at sandhed er noget relativt. Men forholder det sig sådan? Ikke ifølge Jesus Kristus.

5. Hvorfor kom Jesus til verden?

⁵ Forestil dig at vi befinder os i år 33. Det er først på året, og Jesus står foran den romerske landshøvding Pontius Pilatus. Jesus siger til Pilatus: „Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Det får Pilatus til at spørge: „Hvad er sandhed?“ Men han venter ikke på at høre Jesu svar. — Johannes 18:36-38.

6. Hvilken opgave gav Jesus sine disciple?

⁶ Når begrebet „sandhed“ nævnes, tænker man ofte blot på det der er sandt i al almindelighed, og det kan dreje sig om mange forskellige emner. Men vidnede Jesus om alt hvad der var sandt i generel forstand? Nej, det var en specifik „sandhed“ han havde i tanke. Han bemyndigede sine disciple til at forkynde denne sandhed, for han sagde til dem: „Gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Før denne tingenes ordnings ophør ville Jesu trofaste disciple forkynde „den gode nyheds sandhed“ over hele jorden. (Mattæus 24:3; Galaterne 2:14) Det ville være en opfyldelse af Jesu ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Det er derfor vigtigt at finde ud af hvem der underviser alle nationer i sandheden ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

HVOR FINDES SANDHEDEN?

7. Hvordan ved vi at Jehova er kilden til sandheden?

⁷ Jehova er den der fortæller sandheden om sig selv og sin hensigt. Salmisten David kaldte ham for „sandhedens Gud“. (Salme 31:5; 43:3) Jesus anerkendte at hans Faders ord er sandhed, og sagde desuden: „Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.“ (Johannes 6:45; 17:17; Esajas 54:13) Det er derfor indlysende at de der søger efter sandheden, må lade sig oplære af Jehova, den store Lærer. (Esajas 30:20, 21) De må tilegne sig „kundskab om Gud“. (Ordsprogene 2:5) Og Jehova har kærligt åbenbaret sandheden på forskellige måder.

8. Hvordan har Gud formidlet sandheden og undervist i den?

⁸ Loven til israelitterne blev formidlet gennem engle. (Galaterne 3:19) I drømme lovede Gud patriarkerne Abraham og Jakob at de ville blive velsignet. (1 Mosebog 15:12-16; 28:10-19) Han talte endog fra himmelen, for eksempel da følgende ord hørtes på jorden ved Jesu dåb: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Vi kan også være taknemmelige for at Gud har inspireret bibelskribenterne til at nedskrive sandheden. (2 Timoteus 3:16, 17) At undersøge Guds ord kan derfor give os „tro på sandheden“. — 2 Thessaloniker 2:13.

SANDHEDEN OG GUDS SØN

9. Hvordan har Gud åbenbaret sandheden gennem sin søn?

⁹ Gud har især brugt sin søn Jesus Kristus til at åbenbare sandheden for mennesker. (Hebræerne 1:1-3) Faktisk underviste Jesus i sandheden på en måde som ingen anden havde gjort. (Johannes 7:46) Selv efter at han var steget til himmelen, åbenbarede han sandheden fra sin Fader. For eksempel modtog apostelen Johannes „en åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle det der snart skal ske“. — Åbenbaringen 1:1-3.

10, 11. (a) Hvilken sandhed vidnede Jesus om? (b) Hvordan blev sandheden til virkelighed gennem Jesus?

¹⁰ Jesus sagde til Pontius Pilatus at han var kommet til jorden for at vidne om sandheden. I løbet af sin tjeneste åbenbarede han at denne sandhed var forbundet med hævdelsen af Jehovas suverænitet ved Guds rige med Kristus som konge. Men for Jesus indebar det at vidne om sandheden mere end at forkynde og undervise. Jesus gjorde sandheden til virkelighed ved at opfylde den. Derfor skrev apostelen Paulus: „Lad . . . ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til højtid eller nymånefest eller sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ — Kolossenserne 2:16, 17.

¹¹ En af de måder sandheden blev til virkelighed på, var da Jesus som forudsagt blev født i Betlehem. (Mika 5:2; Lukas 2:4-11) Sandheden blev også til virkelighed da Daniels profeti om de 69 ’åruger’ gik i opfyldelse og Messias fremstod. I år 29, nøjagtig til tiden, blev Jesus døbt og fremstillede sig derved for Gud og blev salvet med hellig ånd. (Daniel 9:25; Lukas 3:1, 21, 22) Sandheden blev yderligere til virkelighed da Jesus, ved sin tjeneste for Riget, kom med lyset. (Esajas 9:1, 2, 6, 7; 61:1, 2; Mattæus 4:13-17; Lukas 4:18-21) Den blev også til virkelighed ved hans død og opstandelse. — Salme 16:8-11; Esajas 53:5, 8, 11, 12; Mattæus 20:28; Johannes 1:29; Apostelgerninger 2:25-31.

12. Hvorfor kunne Jesus sige: ’Jeg er sandheden’?

¹² Eftersom sandheden var centreret om Jesus Kristus, kunne han sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Folk bliver åndeligt frie når de stiller sig „på sandhedens side“ ved at anerkende Jesu plads i Guds hensigt. (Johannes 8:32-36; 18:37) Og de symbolske får, der tager imod sandheden og i tro følger Jesus, vil få evigt liv. — Johannes 10:24-28.

13. Hvilke tre områder vil vi se nærmere på?

¹³ Den sandhed som Jesus forkyndte, og som hans disciple formidlede gennem inspiration, udgør den sande kristne tro. At ’adlyde troen’ er således ensbetydende med ’fortsat at vandre i sandheden’. (Apostelgerninger 6:7; 3 Johannes 3, 4) Hvem er det der i dag vandrer i sandheden? Hvem er det der underviser alle nationer i sandheden? For at kunne besvare disse spørgsmål må vi se på hvad de kristne i det første århundrede lærte, og undersøge hvad Bibelen siger om (1) sandheden hvad angår lærespørgsmål, (2) sandheden vedrørende gudsdyrkelse og (3) sandheden i forbindelse med den personlige adfærd.

SANDHEDEN HVAD ANGÅR LÆRESPØRGSMÅL

14, 15. Hvilken indstilling havde de første kristne til Skrifterne, og hvad er Jehovas Vidner kendt for?

¹⁴ De første kristne satte Jehovas skrevne ord højt. (Johannes 17:17) Det var deres norm hvad angik lærespørgsmål og livsførelse. Clemens fra Alexandria der levede i det andet og tredje århundrede, sagde: „De der stræber efter det ypperste, indstiller ikke deres søgen efter sandheden før de i Skrifterne har fået bevis for det de tror.“

¹⁵ Jehovas Vidner sætter ligesom de første kristne Bibelen højt. De tror at „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning“. (2 Timoteus 3:16) Lad os derfor se på nogle af de første kristnes læresætninger og sammenligne dem med det Jehovas tjenere i vor tid er nået frem til fordi de betragter Bibelen som deres vigtigste lærebog.

SANDHEDEN OM SJÆLEN

16. Hvad er sandheden om sjælen?

¹⁶ De første kristne troede på det der stod i Skrifterne, og kunne derfor lære andre sandheden om sjælen. De forstod at da Gud skabte mennesket, ’blev det en levende sjæl’. (1 Mosebog 2:7) De forstod også at menneskesjælen kunne dø. (Ezekiel 18:4; Jakob 5:20) De var desuden klar over at ’de døde slet ingenting ved’. — Prædikeren 9:5, 10.

17. Hvordan vil du forklare hvilket håb der er for de døde?

¹⁷ Jesu første disciple havde imidlertid et sikkert håb om at de døde der befinder sig i Guds erindring, vil få livet igen ved en opstandelse. Det understreges af Paulus’ ord: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Senere skrev en kristen ved navn Minucius Felix: „Hvem er tåbelig og indskrænket nok til at kunne bestride at Gud, der første gang dannede mennesket, også kan anden gang genoprejse ham?“ Ligesom de første kristne tror Jehovas Vidner på det Bibelen siger om sjælen, døden og opstandelsen. Lad os nu se på læren om Gud og Jesus.

SANDHEDEN OM TREENIGHEDSLÆREN

18, 19. Hvorfor er treenighedslæren ikke bibelsk?

¹⁸ De første kristne betragtede ikke Gud, Jesus og den hellige ånd som en treenighed. I The Encyclopædia Britannica kan man læse følgende: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Sjema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4).“ De kristne tilbad heller ikke den romerske triade eller andre guder, men anerkendte Jesu udtalelse om at det kun er Jehova der bør tilbedes. (Mattæus 4:10) De troede desuden på det Jesus havde sagt: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) I dag har Jehovas Vidner den samme overbevisning.

¹⁹ Jesu første disciple skelnede klart mellem Gud, Jesus og den hellige ånd. De døbte disciplene (1) i Faderens navn, (2) i sønnens navn og (3) i den hellige ånds navn, ikke i en treenigheds navn. Jehovas Vidner underviser også i sandheden fra Bibelen og skelner derfor mellem Gud, hans søn og den hellige ånd. — Mattæus 28:19.

SANDHEDEN OM DÅBEN

20. Hvad må de der ønsker at lade sig døbe, anerkende og forstå?

²⁰ Jesus har bemyndiget kristne til at undervise andre i sandheden og gøre disciple. For at blive døbt må disciplene have et grundlæggende kendskab til Bibelen. De må blandt andet anerkende den myndighed som Faderen og hans søn, Jesus Kristus, sidder inde med, og den stilling de hver især indtager. (Johannes 3:16) De der ønsker at lade sig døbe, må også forstå at den hellige ånd ikke er en person, men Guds virksomme kraft. — 1 Mosebog 1:2, fodnote.

21, 22. Hvorfor må man have tro for at kunne blive døbt?

²¹ I det første århundrede måtte de der ønskede at blive døbt, kende Skrifterne. De måtte ændre sind og indvi sig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje. De jøder og proselytter der befandt sig i Jerusalem på pinsedagen år 33, kendte allerede De Hebraiske Skrifter. Da folk hørte apostelen Peter forkynde at Jesus var Messias, var der omkring 3000 der „villigt tog imod hans ord“ og blev døbt. — Apostelgerninger 2:41; 3:19–4:4; 10:34-38.

²² Det er kun troende der kan lade sig døbe med den kristne dåb. I Samaria, for eksempel, tog mange imod sandheden, og „da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder“. (Apostelgerninger 8:12) Den ætiopiske eunuk var en gudfrygtig proselyt der kendte Jehova, og da han forstod det Filip forklarede ham om opfyldelsen af en messiasprofeti, lod han sig døbe. (Apostelgerninger 8:34-36) Senere sagde Peter til Kornelius og andre ikkejøder at ’den der frygter Gud og øver retfærdighed, er velkommen for ham’, og at alle der tror på Jesus Kristus, får tilgivelse for synder. (Apostelgerninger 10:35, 43; 11:18) Det viser at de fulgte Jesu befaling om at ’gøre disciple idet de lærte dem at holde alt det han havde befalet dem’. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Jehovas Vidner følger den samme norm og døber kun dem der har et grundlæggende kendskab til Bibelen og har indviet sig til Gud.

23, 24. Hvordan bør den kristne dåb foregå?

²³ Den rette form for dåb er fuldstændig nedsænkning i vand. Vi læser i Bibelen at Jesus efter at være blevet døbt i Jordanfloden „steg op af vandet“. (Markus 1:10) Da den ætiopiske eunuk blev døbt, siges der at både Filip og eunukken ’steg ned i vandet’ og bagefter ’kom op af vandet’. (Apostelgerninger 8:36-40) I Bibelen omtales dåben symbolsk som en begravelse, hvilket viser at der må være tale om fuldstændig nedsænkning. — Romerne 6:4-6; Kolossenserne 2:12.

²⁴ I The Oxford Companion to the Bible står der: „Den beskrivelse af dåbshandlinger vi finder i Ny Testamente, viser at den der blev døbt, blev nedsænket under vand.“ I et fransk opslagsværk siges der: „De første kristne blev døbt ved en nedsænkning der kunne finde sted hvor som helst der fandtes vand.“ (Larousse du XX^e Siècle, Paris 1928) Og i bogen After Jesus — The Triumph of Christianity står der: „I sin mest grundlæggende form krævede [dåben] at den der skulle døbes, bekendte sin tro og derefter blev fuldstændig nedsænket i vand i Jesu navn.“

25. Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²⁵ I det foregående har vi set nogle få eksempler på hvordan de første kristne fulgte Bibelens lære. Man vil kunne pege på mange andre lighedspunkter mellem de første kristne og Jehovas Vidner. De eksempler der bliver trukket frem i den næste artikel, vil også hjælpe os til at se hvem det er der underviser folk i sandheden.

Kristne der fortsat vandrer i sandheden

„Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 JOHANNES 4.

1. Hvad er „den gode nyheds sandhed“?

JEHOVA godkender kun dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) De adlyder „den gode nyheds sandhed“ ved at gå ind for hele den kristne lære der bygger på Guds ord, Bibelen. (Galaterne 2:14) Denne sandhed drejer sig om Jesus Kristus og hævdelsen af Jehovas suverænitet ved hjælp af Riget. Frelsen afhænger af om man vandrer i sandheden og tror på den gode nyhed, hvorimod Gud vil lade „en vildfarelse“ komme over dem der foretrækker løgnen. — 2 Thessaloniker 2:9-12; Efeserne 1:13, 14.

2. Hvad var apostelen Johannes taknemmelig for, og hvilket forhold havde han til Gajus?

² Forkyndere af Riget er „medarbejdere for sandheden“. Ligesom apostelen Johannes og hans ven Gajus holder de beslutsomt fast ved sandheden og vandrer i den. Johannes skrev til Gajus: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ (3 Johannes 3-8) Det er ikke sikkert at det var Johannes der havde undervist Gajus i sandheden. Men på grund af sin høje alder, sin kristne modenhed og sin faderlige hengivenhed kunne han godt betragte den yngre Gajus som et af sine åndelige børn.

SANDHEDEN OG DEN KRISTNE GUDSDYRKELSE

3. Hvad var formålet med de første kristnes møder, og hvilken gavn havde de af dem?

³ For at blive bedre kendt med sandheden kom de første kristne sammen i menigheder, ofte i private hjem. (Romerne 16:3-5) Her opmuntrede og tilskyndede de hinanden til kærlighed og gode gerninger. (Hebræerne 10:24, 25) Om dem der senere bekendte sig til kristendommen, skrev Tertullian (ca. 155 til efter 220 e.v.t.): ’Vi samles for at drøfte de guddommelige skrifter. Vi giver troen næring med hellige ord, vi retter håbet opad, vi befæster tilliden.’ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 39.

4. Hvilken betydning har sang haft ved kristne møder?

⁴ De første kristne sang sandsynligvis ved deres møder. (Efeserne 5:19; Kolossenserne 3:16) Celsus fra det andet århundrede, som var modstander af kristendommen, fandt de kristnes melodiske sange „så smukke at han nærmest blev fortørnet over den indvirkning de havde på følelserne,“ skriver professor Henry Chadwick. Han tilføjer: „Clemens af Alexandria er den første kristne skribent der gør rede for hvilken musik der passer sig for kristne. Han peger på at det ikke bør være den form for musik der forbindes med erotisk dansemusik.“ (The Early Church, side 274-75) I lighed med de første kristne synger Jehovas Vidner ofte sange med bibelske tekster, deriblandt magtfulde hymner som priser Gud og hans rige.

5. (a) Hvordan fik de første kristne menigheder åndelig vejledning? (b) Hvordan har sande kristne fulgt Jesu ord i Mattæus 23:8, 9?

⁵ I de første kristne menigheder tog tilsynsmænd sig af undervisningen mens menighedstjenere hjalp deres trosfæller på forskellig vis. (Filipperne 1:1) Et styrende råd der lod sig lede af Guds ord og den hellige ånd, sørgede for åndelig vejledning. (Apostelgerninger 15:6, 23-31) Ingen i menighederne bar religiøse titler, for Jesus havde befalet sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.“ (Mattæus 23:8, 9) På disse og mange andre områder ligner Jehovas Vidner de første kristne.

FORFULGT FORDI DE FORKYNDTE SANDHEDEN

6, 7. Hvordan er sande kristne blevet behandlet på trods af at de forkynder et fredeligt budskab?

⁶ De første kristne forkyndte det fredelige budskab om Riget. Ikke desto mindre blev de forfulgt ligesom Jesus var blevet det. (Johannes 15:20; 17:14) Historikeren John L. von Mosheim kalder de kristne i det første århundrede for „en skare mennesker med den mest uskadelige og skikkelige karakter . . . , der aldrig nærede et ønske eller tænkte en tanke der kunne være skadelig for staten“. Dr. Mosheim siger at det der „irriterede romerne var enkelheden i de kristnes tilbedelse, som på ingen måde kunne sammenlignes med andre folkeslags hellige ceremonier“. Han tilføjer: „Blandt de kristne var der ingen ofre, ingen templer, ingen statuer, ingen orakler, ingen præsteklasser; og mennesker som man ikke kunne finde nogen af disse ting hos, blev i almindelighed af de uvidende betragtet som folk uden religion. Og dem der blev anset for gudsfornægtere, regnede man efter de romerske love blandt de skadeligste mennesker.“

⁷ Præster, kunsthåndværkere og andre der tjente penge på afgudsdyrkelse, hidsede folk op imod de kristne, som tog afstand fra alt hvad der havde med afgudsdyrkelse at gøre. (Apostelgerninger 19:23-40; 1 Korinther 10:14) Tertullian skrev „at de kristne efter [anklagernes] mening er skyld i enhver offentlig ulykke og alt ubehageligt, folk kommer ud for. Går Tiberen over sine bredder, vælder end Nilen ikke udover pløjemarkerne, står himlen stille, ryster jorden, er der sult eller pest, råbes der straks: ’De kristne for løven.’“ Uanset konsekvenserne vil sande kristne ’vogte sig for afguderne’. — 1 Johannes 5:21.

SANDHEDEN OM RELIGIØSE SKIKKE

8. Hvorfor vil de der vandrer i sandheden, ikke holde jul?

⁸ De der vandrer i sandheden, undgår ubibelske skikke, for ’lys har intet fællesskab med mørke’. (2 Korinther 6:14-18) For eksempel fejrer de ikke jul, som mange fejrer den 24. eller 25. december. „Ingen kender den nøjagtige dato for Kristi fødsel,“ indrømmer The World Book Encyclopedia. The Encyclopedia Americana (1956-udgaven) siger: „Saturnalierne, en romersk fest som blev fejret i midten af december, dannede forbillede for mange af julens lystige skikke.“ I bogen Højtider og fester siges der: „Datoen for Jesu fødsel kendes ikke. Omkring år 336 blev datoen af kirkens mænd fastlagt til d. 25. december. Der anføres flere mulige begrundelser herfor. . . . En anden forklaring er den, at man i Rom på d. 25. december holdt festen for den ubesejrede sol.“ Og bogen La vie quotidienne en Palestine au temps de Jésus (Dagligliv i Palæstina på Jesu tid) siger: „Hjordene opholdt sig . . . om vinteren . . . i fårehusene, og alene denne omstændighed viser at den traditionelle dato for julen, om vinteren, kun har ringe mulighed for at være rigtig, eftersom evangeliet siger at hyrderne var ude på markerne.“ — Lukas 2:8-11.

9. Hvordan betragter Jehovas tjenere kristenhedens fejring af påsken?

⁹ Man regner almindeligvis den ’kristne’ påske for at være en fejring af Kristi opstandelse, men pålidelige kilder forbinder denne fest med falsk tilbedelse. Dagligt Liv i Norden siger: „Paaske hedder paa Tysk ’Ostern’, paa Engelsk ’Easter’, begge af det gammelsachsiske ’oster’ = at opstaa. . . . De gamle Germaner dyrkede en Vaarens Gudinde ved Navn ’Ostara’.“ Men uanset oprindelsen forholder det sig som Encyclopædia Britannica siger: „Der er intet i Det Nye Testamente der tyder på at man holdt [den fest der i dag kaldes påske, eller på engelsk: Easter].“ De første kristne holdt ikke en sådan fest, og Jehovas Vidner gør det heller ikke i dag.

10. Hvilken højtid indstiftede Jesus, og hvem fejrer den som den bør fejres?

¹⁰ Jesus befalede hverken sine disciple at fejre hans fødsel eller hans opstandelse, men han indstiftede en højtid til minde om sin offerdød. (Romerne 5:8) Det er i virkeligheden den eneste begivenhed han befalede sine disciple at fejre. (Lukas 22:19, 20) Denne årlige højtid, der også kaldes Herrens aftensmåltid, bliver stadig fejret af Jehovas Vidner. — 1 Korinther 11:20-26.

SANDHEDEN FORKYNDES PÅ HELE JORDEN

11, 12. Hvordan har de der vandrer i sandheden, altid støttet forkyndelsesarbejdet?

¹¹ De der kender sandheden, betragter det som en ære at kunne bruge deres tid, kræfter og andre ressourcer på at forkynde den gode nyhed. (Markus 13:10) De første kristnes forkyndelsesarbejde blev støttet af frivillige bidrag. (2 Korinther 8:12; 9:7) Tertullian skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 39.

¹² Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelsesarbejde støttes også af frivillige bidrag. Ud over Jehovas Vidner er der mange interesserede der gerne vil yde økonomiske bidrag til dette arbejde. Her er der også en parallel mellem de første kristne og Jehovas Vidner.

SANDHEDEN OG DEN PERSONLIGE ADFÆRD

13. Hvilken vejledning følger Jehovas Vidner i forbindelse med deres adfærd?

¹³ De første kristne viste også at de vandrede i sandheden ved at følge denne vejledning fra apostelen Peter: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ (1 Peter 2:12) Jehovas Vidner følger samvittighedsfuldt den samme vejledning i dag.

14. Hvordan ser kristne på umoralsk underholdning?

¹⁴ Selv efter at frafaldet var sat ind, undgik de der bekendte sig som kristne, en umoralsk adfærd. W.D. Killen, der er professor i kirkehistorie, har skrevet: „I det andet og tredje århundrede var teatret i enhver større by en hovedattraktion; skuespillerne, der normalt ikke selv havde en særlig høj moral, leflede ustandseligt for tidens laveste instinkter når de var på scenen. . . . Alle sande kristne betragtede teatret med afsky. . . . De veg tilbage for den uanstændige underholdning; og den ustandselige påkaldelse af hedenske guder og gudinder var en grov krænkelse af deres religiøse overbevisning.“ (The Ancient Church, side 318-19) I dag undgår Jesu sande disciple også underlødig og moralsk fordærvede former for underholdning. — Efeserne 5:3-5.

SANDHEDEN OG „DE HØJERE MYNDIGHEDER“

15, 16. Hvem er „de højere myndigheder“, og hvordan betragtes de af dem der vandrer i sandheden?

¹⁵ På trods af de første kristnes gode adfærd bedømte de fleste romerske kejsere dem forkert. Historikeren E.G. Hardy har sagt at de romerske kejsere betragtede de første kristne som nogle „foragtelige fanatikere“. En brevveksling mellem kejser Trajan og Plinius den Yngre, der var romersk statholder i Bitynien, viser at den herskende klasse stort set var uvidende om hvad kristendommen stod for. Hvordan betragter kristne staten?

¹⁶ Ligesom Jesu første disciple underordner Jehovas Vidner sig i relativ forstand „de højere myndigheder“, et bibelsk udtryk der bruges om enhver regering. (Romerne 13:1-7) Hvis der opstår en konflikt mellem det mennesker kræver af dem, og det Gud ønsker, vil de indtage det klare standpunkt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Bogen After Jesus — The Triumph of Christianity siger: „Selv om kristne ikke deltog i kejserdyrkelsen, var de ikke oprørsstiftere, og skønt deres religion var anderledes og til tider virkede stødende på hedningerne, udgjorde den ingen reel trussel mod kejserriget.“

17. (a) Hvilket styre satte de første kristne deres lid til? (b) Hvordan har Jesu sande disciple fulgt ordene i Esajas 2:4?

¹⁷ De første kristne satte deres lid til Guds rige, og patriarkerne Abraham, Isak og Jakob så frem til den lovede ’by hvis ophavsmand var Gud’. (Hebræerne 11:8-10) Ligesom Jesus var hans disciple ’ikke en del af verden’. (Johannes 17:14-16) Og hvad angik menneskers krige og stridigheder, havde de vist at de jagede efter fred ved at „smede deres sværd til plovjern“. (Esajas 2:4) Læg mærke til den interessante parallel som lektor i kirkehistorie Geoffrey F. Nuttall har peget på: „Ligheden mellem de første kristnes holdning til krig og den holdning som de der kalder sig Jehovas Vidner, har, er langt større end vi bryder os om at indrømme.“

18. Hvorfor har intet styre grund til at frygte Jehovas Vidner?

¹⁸ De første kristne forholdt sig neutrale og underordnede sig „de højere myndigheder“. Derfor udgjorde de ingen trussel mod noget som helst politisk system, og det gør Jehovas Vidner heller ikke. En nordamerikansk lederskribent har skrevet: „Man skal være en hykler eller lide af vrangforestillinger for at tro at Jehovas Vidner udgør nogen form for trussel mod noget politisk styre; de er så lidt revolutionære og så fredselskende som et trossamfund kan være.“ Velinformerede myndighedspersoner véd at de ikke har noget at frygte fra Jehovas Vidners side.

19. Hvad kan der siges om de første kristne og Jehovas Vidner i forbindelse med at betale skat?

¹⁹ De første kristne viste blandt andet respekt for „de højere myndigheder“ ved at betale skat. I et skrift stilet til den romerske kejser Antoninus Pius (138-161 e.v.t.) hævder Justinus Martyr at de kristne ’alle Vegne bestræber sig for at betale Skatter og Afgifter’. (Justinos Martyr’s Forsvarsskrift for Kristendommen, kapitel 17) Og Tertullian sagde til de romerske herskere at deres skatteopkrævere kunne „takke de kristne for“ at de samvittighedsfuldt betalte deres skatter. (Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 42) De kristne nød gavn af Pax Romana (den romerske fred) med dens lov og orden, gode vejanlæg og relativt sikre sørejser. De anerkendte at de stod i gæld til samfundet, og adlød Jesu ord: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:17) Jehovas tjenere i dag følger også denne vejledning og er blevet rost for deres ærlighed, for eksempel med hensyn til at betale skatter. — Hebræerne 13:18.

SANDHEDEN — ET FORENENDE BÅND

20, 21. Hvordan kan man beskrive freden og broderkærligheden blandt de første kristne og blandt Jehovas tjenere i dag?

²⁰ At vandre i sandheden betød for de første kristne at de var forenet i et fredeligt brodersamfund. Det samme er Jehovas Vidner i dag. (Apostelgerninger 10:34, 35) Et brev der blev bragt i The Moscow Times, lød: „[Jehovas Vidner] er kendt for at være meget venlige og ydmyge mennesker, der er nemme at omgås. De lægger aldrig pres på andre, men søger at have et fredeligt forhold til alle. . . . Der er ingen alkoholikere, narkomaner eller nogen som tager imod bestikkelse, i deres rækker, og det skyldes ganske enkelt at de forsøger at lade sig lede af deres bibeloplærte samvittighed i alt hvad de gør og siger. Hvis alle i hele verden i det mindste forsøgte at leve i overensstemmelse med Bibelen, som Jehovas Vidner gør, ville vores grusomme verden se helt anderledes ud.“

²¹ Opslagsværket Encyclopedia of Early Christianity siger: „Oldkirken betragtede sig selv som et nyt menneskesamfund hvor tidligere fjendtlige grupper, jøder og hedninger, kunne leve i fredelig sameksistens.“ Jehovas Vidner udgør også et fredselskende internationalt brodersamfund — i sandhed et nyt verdenssamfund. (Efeserne 2:11-18; 1 Peter 5:9; 2 Peter 3:13) Da sikkerhedschefen ved et udstillingsområde i Pretoria i Sydafrika så hvordan Jehovas Vidner af alle racer samledes fredeligt til et stævne, sagde han: „Alle var og er høflige, alle talte pænt til hinanden, ja, hele den indstilling der blev vist i disse dage, vidner om den høje standard der præger medlemmerne af Deres organisation og om at alle er som én stor familie.“

VELSIGNELSER VED AT UNDERVISE I SANDHEDEN

22. Hvad har det ført til at kristne har gjort sandheden kendt?

²² Paulus og andre kristne gjorde „sandheden kendt“ — både ved deres adfærd og ved deres forkyndelse. (2 Korinther 4:2) Er det ikke sandt at Jehovas Vidner gør det samme og underviser alle nationer i sandheden? Folk overalt i verden slutter sig til den sande tilbedelse, og stadig flere strømmer til „bjerget med Jehovas hus“. (Esajas 2:2, 3) Hvert år indvier tusinder sig til Gud og lader sig døbe, og mange nye menigheder oprettes.

23. Hvordan betragter du dem der underviser alle nationer i sandheden?

²³ Jehovas tjenere har vidt forskellig baggrund, men er forenede i den sande tilbedelse. Den kærlighed der præger dem, viser at de er Jesu disciple. (Johannes 13:35) Kan du se at ’Gud virkelig er iblandt dem’? (1 Korinther 14:25) Har du sluttet dig til dem der underviser alle nationer i sandheden? Hvis du har, er det vor bøn at du altid må vise værdsættelse af sandheden og opnå det privilegium at vandre i den for evigt.