Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Hvad er sandhed?“
    Vagttårnet – 1995 | 1. juli
    • Dette skeptiske syn på sandhed er meget udbredt i dag. Mange tror at sandheden er relativ, eller med andre ord — at det der er sandt for én person, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for en anden, og at begge kan have „ret“. Denne holdning er så udbredt at der findes et ord for den: „Relativisme“. Er det også din holdning til begrebet sandhed? Hvis det er tilfældet, har du da taget denne holdning til dig uden at tænke den grundigt igennem? Ved du hvor stor indflydelse denne filosofi har på din tilværelse, uanset din personlige holdning?

      Et angreb på sandheden

      Pontius Pilatus var ikke den første til at sætte spørgsmålstegn ved tanken om en absolut sandhed. Nogle af fortidens græske filosoffer gjorde det praktisk talt til deres livsværk at docere tvivl. Parmenides (som anses for at være fader til den europæiske metafysik) hævdede fem hundrede år før Pilatus at sand kundskab var uopnåelig. Demokrit, der er blevet hyldet som „en af antikkens største filosoffer“, påstod: „Sandheden er dybt begravet. . . . Vi opfatter intet sikkert.“ Og den måske mest ansete af dem alle, Sokrates, sagde at det eneste han med sikkerhed vidste, var at han intet vidste.

      Dette angreb på tanken om at der findes en sandhed, er fortsat helt op til vor tid. Nogle filosoffer siger for eksempel at ingen kundskab kan bevises at være sand, eftersom kundskaben opnås via sanserne, der kan bedrages. Den franske filosof og matematiker René Descartes besluttede at undersøge alt det han anså for at være kendsgerninger. Han forkastede alt undtagen én sandhed, som han regnede for ubestridelig: „Cogito, ergo sum,“ eller: „Jeg tænker, altså eksisterer jeg.“

      Relativismen

      Relativismen findes ikke kun blandt filosoffer. Den fremholdes også af religiøse ledere, indoktrineres i skolerne og udbredes af medierne. Den episkopale biskop John S. Spong sagde for nogle få år siden: „Vi må . . . forlade den tanke at vi har sandheden og at andre må anlægge vort syn, til fordel for den erkendelse at den endegyldige sandhed ligger uden for det nogen af os kan fatte.“ Spongs relativisme er, ligesom så mange andre af vor tids gejstliges, hurtig til at forlade Bibelens morallære, til fordel for filosofien om at „den enkelte selv må tage stilling“. Et eksempel på dette er at Spong, i et forsøg på at få de homoseksuelle til at ’føle sig bedre tilpas’ i den episkopale kirke, har skrevet en bog hvori han hævder at apostelen Paulus var homoseksuel.

      I mange lande synes skolevæsenet at fremme en lignende tankegang. Allan Bloom har i sin bog The Closing of the American Mind skrevet: „Der er én ting en professor faktisk kan være helt sikker på: næsten alle studenterne på universitetet tror, eller hævder at de tror, at sandheden er relativ.“ Bloom erfarede at eleverne blev meget forbavsede hvis han anfægtede deres opfattelse på dette punkt, „som om han havde sat spørgsmålstegn ved om 2 + 2 = 4“.

      Den samme tankegang fremmes også på utallige andre måder. Tv-journalister og avisreportere synes for eksempel ofte at være mere interesserede i at underholde folk end i at afdække kendsgerningerne bag en historie. Nogle nyhedsprogrammer benytter endda bearbejdede eller arrangerede filmoptagelser for at gøre reportagen mere dramatisk. I underholdningsverdenen rettes et endnu stærkere angreb mod sandheden. De værdier og moralnormer som vore forældre og bedsteforældre levede efter, bliver i det store og hele betragtet som forældede og bliver endda ofte fremstillet som latterlige.

      Nogle kunne selvfølgelig indvende at meget af denne relativisme er et udtryk for et åbent sind og at den derfor har en positiv indflydelse på samfundet. Men har den det? Og hvordan påvirker den dig? Mener du at sandheden er relativ eller at der ikke findes nogen sandhed? Hvis du gør, kan dét at søge efter den forekomme dig at være tidsspilde, og den indstilling vil få betydning for din fremtid.

  • Hvorfor søge efter en sandhed?
    Vagttårnet – 1995 | 1. juli
    • Hvorfor søge efter en sandhed?

      MANGE religiøse organisationer hævder at have sandheden, og de er ivrige efter at tilbyde den til andre. Der tilbydes imidlertid et væld af „sandheder“. Er det så blot endnu et vidnesbyrd om at alle sandheder er relative, at der ikke findes en absolut sandhed? Nej.

      Professor V. R. Ruggiero siger i sin bog The Art of Thinking, at han er overrasket over at der selv blandt intelligente mennesker er nogle der hævder at sandheden er relativ. Han kommer med følgende ræsonnement: „Hvis alle blot danner deres egen sandhed, kan den enes idé være lige så god som den andens. Alle må i så fald regnes for lige acceptable. Og hvis alle idéer er lige gode, hvad er så meningen med at undersøge et emne? Hvorfor grave i jorden for at finde svar på arkæologiske spørgsmål? Hvorfor undersøge årsagerne til den spændte situation i Mellemøsten? Hvorfor søge efter en kur mod kræft? Hvorfor udforske Mælkevejen? Disse bestræbelser er kun rationelle hvis nogle svar er bedre end andre, hvis sandheden ligger uden for, og er upåvirket af, individets perspektiver.“

      I virkeligheden tror ingen oprigtigt på at der ikke er nogen sandhed. Når det drejer sig om fysiske realiteter, som for eksempel lægevidenskab, matematik eller fysikkens love, vil selv den mest hårdnakkede relativist anerkende at visse ting er sande. Hvem turde rejse med flyvemaskine uden at være helt overbevist om at aerodynamikkens love er absolutte sandheder? Der findes beviselige sandheder; vi er omgivet af dem, og vi sætter vort liv ind på dem.

      Relativismens omkostninger

      Det er imidlertid på det moralske område at relativismens vildfarelse er mest synlig, for det er her denne tankegang har gjort størst skade. The Encyclopedia Americana fremholder dette synspunkt: „Der har været rejst alvorlig tvivl om hvorvidt kundskab, eller hvad der erkendes som sandheder, kan opnås af mennesker. . . . Det står dog fast at når sandhedens og kundskabens idealer afvises som uvirkelige eller skadelige, går samfundet i forfald.“

      Måske har du selv bemærket dette forfald. For eksempel bliver Bibelens lære om moral, der klart udtrykker at kønslig umoralitet er forkert, kun sjældent fremholdt som en sandhed. Situationsetik — ’gør det du føler er rigtigt’ — er et fremherskende livssyn. Kan nogen hævde at det sociale forfald ikke kommer af denne relativistiske anskuelse? De verdensomspændende epidemier af seksuelt overførte sygdomme, opløste hjem og teenagegraviditeter taler for sig selv.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del