Det var en af de udfordringer der mødte bibeloversætteren Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære dens sprog, der ikke havde noget skriftsprog, færdedes han blandt den lokale befolkning. Han holdt ud, og uden hjælp af ordbøger eller lærebøger lærte han til sidst sproget og fandt frem til en måde at skrive det på. Han lærte også nogle tswanatalende at læse skriftsproget. Efter at have arbejdet blandt tswanafolket i otte år færdiggjorde han i 1829 oversættelsen af Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“ Moffat fortæller også om en afrikaner som så flere læse Lukasevangeliet, hvorefter han spurgte hvad det var de havde. „Det er Guds ord,“ svarede de. „Taler det?“ spurgte manden. „Ja,“ sagde de, „det taler til hjertet.“

¹⁴ Nidkære oversættere som Robert Moffat har gjort det muligt for mange afrikanere at kommunikere ved hjælp af et skriftsprog. Men de har givet afrikanerne en endnu kosteligere gave — Bibelen på deres eget sprog. Moffat gjorde desuden tswanafolket bekendt med Guds navn, og han brugte det i hele sin oversættelse.c Tswanafolket omtalte derfor Bibelen som „Jehovas mund“. — Salme 83:18.