Fra det 18. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede var tb den største dødsårsag i den vestlige verden. I 1882 offentliggjorde den tyske læge Robert Koch sin opdagelse af bakterien som forårsagede sygdommen. Tretten år senere opdagede Wilhelm Röntgen røntgenstråler, hvilket gjorde det muligt at skanne lungerne på levende personer for tegn på tuberkuløse læsioner. I 1921 skabte nogle franske forskere en vaccine mod tb som blev opkaldt efter dem. Den kom til at hedde BCG (Bacillus Calmette Guérin)a og er fortsat den eneste foreliggende vaccine mod sygdommen. Ikke desto mindre fortsatte tb med at kræve forfærdende mange ofre.

Endelig en helbredelsesmetode

Lægerne sendte tb-patienterne til sanatorier. Disse hospitaler lå ofte i bjergene hvor patienterne kunne slappe af og indånde frisk luft. I 1944 opdagede læger i USA streptomycin, det første antibiotikum som viste sig at være effektivt mod tb. Udviklingen af andre antituberkuløse lægemidler fulgte hurtigt efter. Nu kunne tb-patienterne endelig blive helbredt, selv i deres eget hjem.

Da antallet af tuberkulosesmittede faldt brat, begyndte fremtiden at se lysere ud. Sanatorier lukkede og midlerne til tb-forskningen slap op. Forebyggende programmer blev opgivet, og forskere og læger begyndte at se sig om efter nye lægelige udfordringer.