Da vi kom tilbage til Australien, blev vi til vores store overraskelse bedt om at tjene som missionærer på øen Funafuti i Tuvalu, tidligere kendt som Elliceøerne. Vi ankom til øen i januar 1979 og tog straks fat på vores nye opgave. Der var kun tre andre døbte forkyndere på hele Tuvalu.

At lære tuvaluansk var noget af en udfordring, for den eneste bog der fandtes på sproget, var Det Nye Testamente. Der var ingen ordbøger eller sprogkurser, så vi besluttede at vi ville forsøge at lære 10 til 20 nye ord hver dag. Snart gik det dog op for os at vi i mange tilfælde ikke havde fået fat i den rigtige betydning af de ord vi havde lært. I stedet for at fortælle folk at spådomskunst er forkert, gik vi rundt og sagde at de skulle undgå at veje ting på vægte og at bruge spadserestokke! Men vi havde brug for at lære sproget så vi kunne lede de mange bibelstudier vi havde oprettet, derfor blev vi ved med at kæmpe. Mange år senere var der en af dem vi havde studeret med i denne periode, der sagde: “Vi er så glade for at I nu kan tale vores sprog. I begyndelsen anede vi ikke hvad det var I prøvede at sige.”

Der var dog noget der hjalp os til at lære sproget hurtigere. Da der ikke var nogen ledige boliger, kom vi til at bo hos nogle trosfæller i den største landsby på øen, så vi var tvunget til at tale tuvaluansk hele tiden. Efter at vi ikke havde talt engelsk i flere år, blev tuvaluansk vores førstesprog.

Inden længe begyndte mange at vise interesse for sandheden. Men vi havde ingen publikationer på deres sprog, så hvad skulle vi studere ud fra? Hvordan skulle de selv studere? Og når de begyndte at komme til møderne, hvilke sange skulle de så synge, hvilket materiale skulle de bruge, og hvordan skulle de kunne forberede sig til møderne? Hvordan skulle de overhovedet nå frem til dåb? Disse ydmyge mennesker havde virkelig brug for at få åndelig mad på deres eget sprog. (1 Kor. 14:9) Vi spekulerede på om vi nogen sinde ville få publikationer på tuvaluansk – et sprog der tales af færre end 15.000 mennesker. Jehova besvarede vores spørgsmål og gjorde to ting klart for os: (1) Han ønsker at hans ord skal forkyndes selv “på de fjerne øer”, og (2) han ønsker at de der er ‘ringestillede’ i verdens øjne, skal søge tilflugt i hans navn. – Jer. 31:10; Zef. 3:12.

VI BEGYNDER AT OVERSÆTTE

I 1980 gav Afdelingskontoret os til opgave at oversætte til tuvaluansk – noget vi slet ikke følte os kvalificerede til. (1 Kor. 1:28, 29) I begyndelsen brugte vi en gammel duplikator som vi havde købt af regeringen, til at trykke materiale til vores møder. Vi oversatte endda bogen Sandheden der fører til evigt liv og trykte den på vores maskine. Jeg husker stadig den stærke lugt af tryksværte og hvor hårdt det var at trykke alle disse publikationer manuelt i den tropiske hede. På det tidspunkt havde vi ikke engang elektricitet.

Det var vanskeligt at oversætte til tuvaluansk fordi der næsten ikke var nogen bøger på sproget. Nogle gange kom hjælpen dog fra en uventet kant. En formiddag kom jeg ved en fejl til at besøge en ældre mand der var modstander af sandheden. Manden, der havde været lærer, var hurtig til at minde mig om at vi ikke skulle besøge ham. Men så tilføjede han: “Jeg vil bare lige nævne én ting. I bruger den passive form alt for meget i jeres oversættelse. På tuvaluansk bliver den slet ikke brugt så ofte.” Jeg forhørte mig hos nogle andre, og det viste sig at han havde ret, så vi justerede vores oversættelse for at gøre den mere naturlig. Det var fantastisk at opleve at Jehova hjalp os gennem en modstander, der tydeligvis havde læst vores publikationer.

Den første publikation på tuvaluansk som blev delt ud til folk, var en invitation til mindehøjtiden. Derefter blev Rigets Nyheder nr. 30 udgivet, endda samtidigt med den engelske. Sikke en glæde det var at kunne give tuvaluanerne noget på deres eget sprog! Efterhånden blev flere brochurer og endda nogle bøger oversat til tuvaluansk. I 1983 begyndte Afdelingskontoret i Australien at trykke en 24-siders kvartalsudgave af Vagttårnet, og det gav os omkring syv paragraffer at studere hver uge. Folk i Tuvalu elsker at læse, så vores publikationer blev meget populære. Hver gang der kom en ny publikation, blev det annonceret i et nyhedsindslag på landets officielle radiostation, ja, nogle gange var det endda forsidestof!a

Hvordan foregik oversættelsesarbejdet? Selve oversættelsen blev udarbejdet i hånden. Herefter blev teksten skrevet på maskine flere gange indtil den var klar til at blive sendt til Afdelingskontoret i Australien. Dér tastede to søstre, som ikke forstod tuvaluansk, hver for sig teksten ind på computer og sammenlignede så teksterne – en metode der resulterede i bemærkelsesværdigt få fejl. Senere fik vi layoutet tilbage via luftpost for at det kunne blive tjekket igennem, og til sidst sendte vi den færdige udgave til trykning på Afdelingskontoret.

Tingene har virkelig ændret sig! I dag kan oversætterholdene selv taste teksten ind på computer. Som regel bliver det færdige layout lavet lokalt, og filerne sendes til trykning via internettet. Man behøver ikke længere at spæne til posthuset i sidste øjeblik for at få teksterne sendt af sted.

NYE OPGAVER

Gennem årene fik Jenny og jeg tildelt mange forskellige opgaver på øerne i Stillehavet. I 1985 blev vi sendt fra Tuvalu til Afdelingskontoret i Samoa.