„Og da det tog skriftrullen, faldt de fire levende skabninger og de fireogtyve ældste ned for Lammet, og de havde hver en harpe og guldskåle fulde af røgelse, som betyder de helliges bønner.“ (Åbenbaringen 5:8) Både de fire levende skabninger, altså keruberne, og de 24 ældste bøjer sig for Jesus i anerkendelse af hans myndighed. Men det er kun de 24 ældste der har harper og røgelsesskåle.a Og det er kun dem der nu synger en ny sang. (Åbenbaringen 5:9) Derved ligner de de 144.000 medlemmer af det hellige „Guds Israel“, som også står med harper og synger en ny sang. (Galaterne 6:16; Kolossenserne 1:12; Åbenbaringen 7:3-8; 14:1-4) I synet varetager de 24 ældste desuden en præstelig funktion i himmelen som blev forudskildret ved at præsterne i fortidens Israel brændte røgelse for Jehova i tabernaklet — en funktion der ophørte på jorden da Gud tog Moseloven bort ved at nagle den til Jesu marterpæl. (Kolossenserne 2:14) Hvilken slutning kan vi drage ud fra alt dette? At de salvede sejrvindere her ses i deres endelige stilling som „Guds og Messias’ præster“ der ’hersker som konger sammen med ham i de tusind år’. — Åbenbaringen 20:6.

16. (a) Hvem får under den kristne tingenes ordning adgang til det modbilledlige Allerhelligste? (b) Hvorfor må de salvede kristne ’brænde røgelse’?

¹⁶ Under den kristne tingenes ordning er det ikke kun den modbilledlige ypperstepræst, Jesus Kristus, men også hver enkelt af de 144.000 underpræster der til sidst får adgang til det modbilledlige Allerhelligste, stedet hvor Jehova befinder sig i himmelen. (Hebræerne 10:19-23) Disse præster, der her skildres ved de 24 ældste, kan kun få adgang til dette Allerhelligste hvis de ’brænder røgelse’, det vil sige uden ophør opsender bønner og anråbelser til Jehova. — Hebræerne 5:7; Judas 20, 21; jævnfør Salme 141:2.

[Helsides illustration på side 86]