UDHOLDENDE PIONERER

Trods den vedvarende usikkerhed var der altid nogle få som det lykkedes at være pionerer. En af disse nidkære pionerer var James Luwerekera, som arbejdede for myndighederne, og som var blevet døbt i 1974. Kort efter sin dåb blev han landmand så han kunne forkynde den gode nyhed for folk i nærheden af sin hjemby. James’ kone studerede også et stykke tid, men efterhånden gjorde hun mere og mere for at modarbejde ham.

En morgen da det stadig var mørkt, var James og nogle andre brødre for eksempel på vej til et områdestævne i Nairobi. Da de blev standset ved en kontrolpost, lagde brødrene mærke til at James så mærkelig ud i tøjet — det lignede ham ellers ikke at vælge noget der hverken passede sammen eller sad ordentligt. Først lavede han sjov med det og sagde at det var fordi han havde klædt sig på i en vældig fart og i mørke. Men da hans venner gik ham på klingen, indrømmede han at hans kone havde gemt hans mødetøj for at hindre ham i at overvære stævnet. Han havde været nødt til at tage det første det bedste han kunne finde. James’ rejsefæller gav ham venligt noget af deres tøj, og han ankom velklædt til stævnet.

Somme tider var den modstand James kom ud for derhjemme og i nabolaget, blot generende. Andre gange var den mere intens. Men den fortsatte i flere år. James udholdt det hele med mildhed og forblev trofast til sin død i 2005. Brødrene husker ham stadig for hans tro, og det gør hans Gud, Jehova, helt sikkert også.

SAMUEL MUKWAYA

FØDT 1932

DØBT 1974

PROFIL I mange år repræsenterede Samuel organisationen i juridiske anliggender, og samtidig tjente han som ældste og pioner.

◼ JEG vil aldrig glemme hvad der skete under et af vores besøg på afdelingskontoret i Nairobi i Kenya.

„Hvad betyder disse kulørte tegnestifter?“ spurgte jeg da jeg så på et kort over Uganda.

„Det er steder hvor der er stor interesse,“ svarede Robert Hart, medlem af afdelingskontorets udvalg i Kenya.

„Hvornår sender I pionerer dertil?“ spurgte jeg og pegede på en tegnestift ved min hjemby, Iganga.

„Vi sender ikke nogen dertil,“ sagde han og så direkte på mig. Med et blink i øjet fortsatte han: „Vi sender dig dertil!“

Jeg blev overrasket over broder Harts svar, for jeg var ikke pioner, og jeg boede ikke i min hjemby. Ikke desto mindre gjorde denne oplevelse et varigt indtryk på mig, og da jeg blev pensioneret som tjenestemand, besluttede jeg at flytte tilbage til min hjemby og blive pioner. Det var en stor glæde at se den lille gruppe forkyndere hurtigt blive til en stærk menighed der havde sin egen rigssal.

Da Patrick Baligeya blev sendt til Iganga som specialpioner, boede han hos mig, og vi virkede sammen i heltidstjenesten. Vi plantede også en majsmark for at forsørge os selv. Vi begyndte tidligt hver dag med en drøftelse af dagsteksten, hvorefter vi arbejdede nogle få timer i majsmarken. Midt på formiddagen tog vi ud i distriktet og tilbragte resten af dagen med at forkynde.

Efterhånden som majsen voksede, mente nogle af naboerne at vi forsømte vores majsmark på grund af vores forkyndelse. Vi var udmærket klar over at majsen måtte beskyttes mod aber i den tid kolberne modnedes. Men vi ønskede ikke at afbryde vores åndelige høst for at jage aber væk.

Kort efter lagde vi mærke til at der var to store hunde der luskede rundt i vores mark. Vi vidste ikke hvor de kom fra, eller hvem der ejede dem, men i stedet for at jage dem væk satte vi mad og vand frem til dem hver dag. Mens hundene holdt til på marken, var der naturligvis ingen aber at se. Efter fire uger forsvandt hundene lige så pludseligt som de var kommet — men ikke en dag før vores majs var uden for fare! Vi takkede Jehova for den store majshøst der kom os, og ikke aberne, til gavn. Og endnu vigtigere: Vi var dybt taknemmelige for at Gud også havde velsignet den åndelige høst!