Ét ægtepar slog sig ned i Mbarara, en mindre by i de kuperede bakker i det sydvestlige Uganda, hen ved 300 kilometer fra Kampala. De sørgede for at der blev holdt vagttårnsstudium og bogstudium i deres hjem. Men fra tid til anden rejste de hele vejen til Kampala eller Entebbe for at nyde det nære fællesskab med deres trosfæller. De forblev også i kontakt med afdelingskontoret i Luanshya, Nordrhodesia (nu Zambia), der på det tidspunkt førte tilsyn med forkyndelsen i Østafrika.

I 1970’erne havde vores familie den glæde at omgås og forkynde sammen med missionærerne, som boede omkring 65 kilometer borte, i Mbarara. Da vi en dag var på vej derhen, var der nogle soldater som standsede vores bil. „Hvis I gerne vil dø, skal I bare fortsætte,“ sagde en af soldaterne. Det syntes tilrådeligt at vende om og tage hjem. Men som dagene gik, blev vi mere og mere bekymrede for missionærerne. Vi ville gerne så hurtigt som muligt hen til missionærhjemmet for at finde ud af hvordan de havde det. Vagtposterne forhindrede de fleste i at komme ind i området, men jeg brugte min stilling i hospitalsadministrationen sammen med et skilt på bilen for at komme igennem kontrolposterne. Hvor var vi lettede over at erfare at missionærerne var i sikkerhed! Vi supplerede deres madforsyninger og tilbragte et par dage sammen med dem. Derefter besøgte vi dem hver uge indtil det var sikkert for dem at flytte til Kampala.