GUDS ELLER MENNESKERS HERREDØMME?

Netop på det tidspunkt planlagde man at afholde områdestævnet for 1972, „Guds herredømme“, i Kampala, det første af sådanne stævner i Uganda. Der ville komme delegerede fra Kenya, Tanzania og det fjerne Etiopien. Hvordan ville de klare den ulmende spænding, den voksende politiske uro, konflikterne mellem stammerne og de nervepirrende optrin ved grænseovergangene? Skulle man annullere stævnet? Brødrene bad inderligt til Jehova om hans vejledning i forbindelse med stævnet og for de delegerede der ville komme rejsende.

Situationen virkede endnu mere truende da de delegerede kom til grænsen og så store grupper af mennesker flygte ud af landet. De fleste flygtede på grund af et regeringsdekret om at udvise alle asiatere — fortrinsvis indere og pakistanere — der ikke havde ugandisk statsborgerskab. Mange, som for eksempel udenlandske skolelærere, rejste fordi de frygtede at lignende dekreter ville ramme andre etniske grupper. Trods dette blev stævnedeltagerne ved med at ankomme. Hvad ville de finde i en by der sydede af politiske spændinger?

Til deres store forbavselse fandt de at Kampala var meget rolig, og at brødrene og de interesserede med glæde ventede på stævnepladsen for at tage imod deres gæster. De var også forbavsede over at myndighederne havde givet tilladelse til at der over Kampalas travleste gade blev udspændt et enormt banner som averterede tid og sted for stævnet. Dér, i en tid med uroligheder af hidtil ukendt omfang, kunne man med store bogstaver læse titlen på det offentlige foredrag: „Guds herredømme — menneskehedens eneste håb“!

Programmet forløb uden forstyrrelser, og det højeste antal tilstedeværende var på 937 — en betydningsfuld milepæl i den rene tilbedelses historie i Uganda. De udenlandske delegeredes hjemrejse blev besværliggjort ved grænserne, men alle kom sikkert hjem, styrket i deres nidkærhed. Midt i den voksende politiske usikkerhed havde Jehovas folk modigt vist deres loyalitet over for den suveræne Hersker. På dette kritiske tidspunkt havde Gud givet sit folk ’mod og styrke’. — Sl. 138:3.

Blandt de ugandere der var til stede, var George og Gertrude Ochola. „Det var mit allerførste stævne,“ fortæller Gertrude, „og det var der jeg blev døbt.“ George var imidlertid endnu ikke et af Jehovas Vidner. Han var en ivrig fodboldfan og var mere interesseret i stadionet som sportsplads. Hans kones gode adfærd og hans eget studium af Bibelen fik ham dog til omsider at symbolisere sin indvielse ved at lade sig døbe i Kenya i 1975.

Gertrude fortæller at hun var blandt de første fra det nordlige Uganda der lærte sandheden at kende. „I 1972, da jeg blev døbt, syntes jeg at jeg boede meget afsides. Nu er der en rigssal, et missionærhjem og et oversættelseskontor her. Det fylder mig med endnu større glæde end da jeg blev døbt.“

[Illustration på side 89]

Tom Cooke holder foredrag ved områdestævnet „Guds herredømme“ i Kampala