-
UgandaJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
ÆGTE PIONERER
Den første beretning om forkyndelsen af Riget i Uganda går tilbage til 1931, hvor afdelingskontoret i Sydafrika førte tilsyn med forkyndelsen i hele den del af Afrika der ligger syd for ækvator. For at påbegynde forkyndelsen i dette vældige område gav afdelingskontoret to pionerer, Robert Nisbet og David Norman, til opgave at forkynde i det område som nu udgør Kenya, Uganda og Tanzania.
De to brødre var besluttede på at bringe den gode nyhed om Riget langt ind i Afrikas indre. De begyndte deres forkyndertur i Dar es Salaam den 31. august 1931 med 200 kasser litteratur. Derfra tog de til øen Zanzibar og videre til havnebyen Mombasa på vej mod Kenyas højland. De rejste med tog og gennemarbejdede byerne langs jernbanelinjen indtil de kom til Victoriasøens østlige bred. De to frygtløse pionerer krydsede søen med dampskib og ankom til Kampala, Ugandas hovedstad. Efter at have afsat meget litteratur og tegnet abonnementer på Den Gyldne Tidsalder fortsatte de to brødre i bil endnu længere ind i landet.
Fire år senere, i 1935, foretog fire pionerer fra Sydafrika endnu en rejse ind i Østafrika. Det var Gray Smith og hans kone, Olga, sammen med Robert Nisbet og hans yngre bror George. Med to veludstyrede køretøjer indrettet til beboelse begav disse energiske pionerer sig ud på dårlige veje og kæmpede sig gennem elefantgræs der kunne være op til 3 meter højt. „De sov ofte ude i det fri,“ fortæller en rapport, „og kunne se, høre og mærke Afrikas hjerte slå med dets mangfoldighed af liv — brølende løver om natten, fredeligt græssende zebraer og giraffer samt den foruroligende tilstedeværelse af næsehorn og elefanter.“ Frygtløst besøgte de byer hvor man aldrig før havde hørt budskabet om Riget.
Mens Gray og Olga Smith tilbragte nogen tid i Tanganyika (nu Tanzania), drog Robert og George Nisbet til Nairobi i Kenya. Senere, da de koloniale myndigheder beordrede ægteparret Smith til at forlade Tanganyika, rejste de til Kampala i Uganda. Denne gang var forholdene imidlertid ikke så gunstige, og politiet i Kampala holdt dem hele tiden under opsyn. Uden at lade sig afskrække uddelte ægteparret på blot to måneder 2122 bøger og brochurer og holdt seks offentlige møder. Men til sidst udstedte guvernøren en udvisningsordre der tvang ægteparret til at forlade Uganda. De rejste til Nairobi, hvor de mødtes med brødrene Nisbet inden de tog tilbage til Sydafrika.
Med Jehovas velsignelse blev der opnået usædvanlig gode resultater på disse forkynderture, og der blev aflagt et stort vidnesbyrd. Trods religiøs modstand og et stigende pres fra de koloniale myndigheder uddelte pionererne over 3000 bøger, mere end 7000 brochurer og tegnede mange abonnementer. Efter disse forkynderture gik der mange år før der igen blev forkyndt i Uganda.
-
-
UgandaJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
[Illustration på side 69]
David Norman og Robert Nisbet bragte den gode nyhed til Østafrika
[Illustration på side 71]
George og Robert Nisbet og Gray og Olga Smith ved deres køretøjer på en tømmerflåde parate til at krydse en flod
-