NYE UDFORDRINGER OG MULIGHEDER

I 1980, da broder Reschke besøgte hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev han indbudt til at fortælle betelfamilien om udviklingen i Uganda. Bagefter gav medlemmer af Det Styrende Råd udtryk for håbet om at der snart igen kunne sendes missionærer til Uganda. Alle var enige om at tiden var inde til at sende flere missionærer dertil. Det blev igen muligt at mødes i større forsamlinger, og i 1981 var antallet af forkyndere i Uganda allerede vokset til 175. I juli dette år nåede man et højdepunkt på 206 forkyndere.

MISSIONÆRER IGEN VELKOMNE

Gileadmissionærerne Jeffrey Welch og Ari Palviainen ankom fra Kenya til Kampala i september 1982. Lige fra begyndelsen opnåede Jeff og Ari, som de to brødre blev kaldt, glædelige resultater. „Folk hungrede efter det åndelige,“ fortæller Jeff, „så bladene med deres appellerende emner afsatte så at sige sig selv.“

I december sluttede Heinz og Marianne Wertholz fra den tyske gileadskole i Wiesbaden sig til Jeff og Ari. Det gjorde et dybt indtryk på ægteparret Wertholz at se hvordan de ugandiske brødre klarede sig under de kummerlige og farlige forhold der rådede i landet.

„Mange funktioner,“ fortæller Heinz, „såsom vandforsyning og kommunikation, var brudt sammen. Den politiske situation var stadig spændt. Mere end én gang var der rygter om et kup, og der var mange militære vejspærringer. Skyderier og røverier var almindelige, især om natten. Når mørket faldt på, var der ikke en sjæl på gaden. Alle blev inden døre idet de håbede på — og ofte bad om — at natten ville forløbe uden ubudne gæster.“

Heinz og Marianne blev indbudt til at bo hos Sam Waiswa og hans familie mens de ledte efter et hus de kunne bruge som missionærhjem. Sam var ganske vist uddannet som lærer, men den økonomiske situation i landet betød at han havde færre midler, og det gjorde hans families gæstfrihed så meget mere bemærkelsesværdig.

„Det var vanskeligt at finde et hus i et sikkert område,“ siger Heinz, „så det endte med at vi måtte bo hos Sam i fem måneder. I den tid lærte vi hinanden rigtig godt at kende. Undertiden fik hans store familie kun ét måltid om dagen, men de var altid glade; og børnene var lydige og respektfulde. Da byens vandforsyning ikke fungerede rigtigt, måtte børnene hente vand i 20-liters plasticdunke, som de bar hjem på hovedet. Når vi vendte tilbage fra tjenesten, var der altid frisk vand til os. Vi lærte naturligvis at økonomisere med det. Når vi for eksempel tog bad, brugte vi kun nogle få liter vand og opsamlede vandet i en balje for at skylle toilettet med det.“

I april 1983, omkring ti år efter at de forrige missionærer var blevet tvunget til at forlade Uganda, fandt de fire nye missionærer et hjem i et forholdsvis sikkert område. Den udbredte utryghed og mangelen på forsyninger var årsag til mange vanskeligheder, men de lokale brødres kærlighed mere end opvejede disse ubehageligheder.

„Det var altid en fornøjelse at forkynde den gode nyhed,“ fortæller Marianne. „Folk var religiøse, de fleste havde en bibel og ville gerne tale med os. De var meget høflige og lette at komme i kontakt med. Og trods økonomien og andre dårlige forhold mødte de os altid med et venligt smil.“

„HVORDAN SIGER MAN . . .?“

I 1980’erne kunne de flittige forkyndere i Uganda byde en stadig strøm af ivrige missionærer velkommen til landet. Nogle var kort tid forinden udgået fra Gileadskolen, og andre var blevet tvunget til at forlade deres missionærdistrikter i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo). Væksten i antallet af missionærer i Kampala og Jinja gjorde det muligt at gennemarbejde disse tætbefolkede områder mere grundigt, og missionærerne var begejstrede over at marken i Uganda viste sig at være moden til høst. Udfordringen var ikke kun at finde interesse, men også at pleje den.

Mats Holmkvist, der var fuld af gåpåmod efter oplæringen på Gileadskolen, var ivrig efter at lære det lokale sprog for at kunne gøre folk mere interesseret i sandheden. På det tidspunkt var Fred Nyende specialpioner i Entebbe, og man gjorde god brug af hans færdigheder med hensyn til oversættelse og tolkning for at undervise de nye missionærer så de kunne tale et forståeligt luganda, et sprog fuldt af vanskelige ord og lyde. Mats fandt udfordringen ved at lære dette sprog ret overvældende.

„Hvordan siger man ’Guds rige’ på luganda?“ spurgte Mats under en af sine første sproglektioner.

„Obwakabaka bwa Katonda,“ lød Freds flydende svar.

’Det lyder umuligt,’ tænkte Mats, der fortrød at han i det hele taget havde stillet spørgsmålet. Ikke desto mindre gjorde Mats bemærkelsesværdige fremskridt og blev ret god til at tale luganda.

1963 Gileadmissionærer ankommer.

1973 Jehovas Vidner forbydes, og missionærerne udvises.

1982 Missionærerne får igen lov at komme ind i landet.