Gode tider for missionærerne i Uganda

Missionærernes udvisning fra Burundi blev til gavn for Uganda, hvor der i 1964 var en solid kerne af aktive forkyndere. Endelig, efter over 30 års bestræbelser, fik modne brødre og søstre adgang til at tjene her hvor behovet var stort. Nu ankom de sammen med det første missionærægtepar, og senere skulle der komme flere missionærer.

Efter at det første missionærhjem var blevet oprettet i Kampala, blev et andet åbnet i industribyen Jinja, hvor Nilen løber ud i den nordlige ende af Victoriasøen. Der skete hurtige fremskridt, og snart blev den første menighed oprettet.

I mellemtiden var Rigets budskab nået ud til mindre byer i hele Uganda, og i 1967 var der 53 forkyndere. Året efter blev endnu et missionærhjem åbnet i Mbale, en by i vækst på vestsiden af Mount Elgon, nær ved Kenyas grænse. I 1969 var der 75 forkyndere, og tallet steg året efter til 97 og til 128 i 1971.

Siden den 12. august 1965 havde arbejdet været officielt anerkendt. I 1972 så det meget lovende ud. Man havde nået et nyt højdepunkt på 162 forkyndere, og fem nye missionærer havde netop fået indrejsetilladelse.

Selv om der var stor interesse for sandheden og der blev spredt meget læsestof, trak skyerne sammen i horisonten. To missionærpar kunne ikke få forlænget deres arbejdstilladelse, hvilket betød at de måtte rejse inden tre måneder. Og den 8. juni 1973 forbød regeringen uden varsel 12 religiøse grupper, deriblandt Jehovas Vidner. De tilbageværende 12 missionærer skulle rejse den 17. juli 1973. Det var sørgeligt for alle de udenlandske hjælpere, og det skete endda på et tidspunkt hvor der også var problemer med trosfriheden i Kenya.

De fleste missionærer måtte tage tilbage til deres hjemlande, men nogle af de par der havde været i Uganda for at tjene hvor behovet var større, kunne bosætte sig i Kenya og være til yderligere hjælp der.