En missionær som overnattede hos en broder i Mbale, hørte nogle rode med sin bil der stod på gårdspladsen. Da han var klar over at tyvene sikkert var bevæbnede, besluttede han at lade dem stjæle hvad de ville. Næste morgen manglede bilen to hjul, og desuden var reservehjulet og forruden stjålet. Foran sig havde han en tur på 240 kilometer til Kampala. Han lånte to hjul med næsten nedslidte dæk, og måtte klare sig uden forrude til at beskytte sig mod regnen. Han skulle også igennem den farlige skovstrækning. Men alt gik godt — ingen punkteringer, kun en masse vind og regn i ansigtet!

Eftersom der kun var én ældste for hver otte menigheder i Uganda, var der et stort behov for hjælp. Man besluttede derfor igen at ansøge om missionærer. I september 1982 kom Ari Palviainen og Jeffrey Welch, to ugifte missionærbrødre, til Kampala midt under de vedvarende uroligheder. Der var stadig udgangsforbud fra klokken 18.30, og skyderier, ja direkte skudvekslinger, hørte til nattens orden. Forkyndere forsvandt og frygtedes at være døde. Nogle dukkede senere op igen, men andre gjorde ikke. I alt otte ugandiske forkyndere har mistet livet under urolighederne siden krigen i 1979.

I februar 1983 fik missionærerne opholdstilladelse, og i april samme år blev et missionærhjem oprettet i et forholdsvis sikkert område. Det blev hjemsted for fire tapre gileadmissionærer, deriblandt Heinz og Marianne Wertholz. Ugandernes høflighed og respekt for Bibelen hjalp missionærerne til at glemme de økonomiske problemer, de dårlige veje, usikkerheden og den natlige uro. Det var ikke usædvanligt at de hver især ledte 10-15 bibelstudier. I én måned spredte de fire missionærer 4084 blade!

„Det er ham!“

I en landsby i det indre Uganda fik en midaldrende mand fat i en ’Sandhedsbog’ og opdagede hurtigt hvilken skat han havde fundet. Han læste den igen og igen og begyndte at forkynde for alle dem han kom i kontakt med. Han bekendte sig endda som et vidne for Jehova, selv om han aldrig havde mødt andre Jehovas vidner og vidste at der ikke var nogen i området.

Han indså at han måtte finde sine „brødre“. En dag tog han derfor af sted til Kampala på cykel for at lede efter Jehovas vidner. Når han så et kors på en kirke, vidste han at det ikke var dér han kunne finde dem. De mennesker han spurgte kendte Jehovas Vidner, men de kunne ikke give ham en nøjagtig adresse. I sin fortvivlelse gik han ind i en boghandel og spurgte efter Jehovas Vidner. Ekspedienten sagde at der en gang imellem kom nogle med bladene, men han vidste ikke hvor de boede. „Når de kommer igen,“ sagde den interesserede mand, „vil du så ikke give dem min adresse? De skal komme og besøge mig.“

Netop på det tidspunkt var to missionærer i gang med at genbesøge nogle som tidligere havde vist interesse. Der var imidlertid ingen hjemme. Ved endnu en gennemgang af deres notater stødte de på ekspedientens navn og sagde: „Lad os besøge ham igen.“

Da pionererne kom ind i boghandelen, sagde ekspedienten til dem: „Der var en her som ledte efter jer.“ Han kiggede ud ad døren, pegede ned ad gaden og tilføjede: „Det er ham!“

De europæiske missionærer fik straks kontakt med den interesserede landsbyboer, som omfavnede dem begge! De oprettede studium med ham, og han var naturligvis en flittig elev. Snart blev der bygget en lille rigssal i hans landsby, og nu er han en indviet og døbt broder.

Krig igen!

For de fleste var livet i Uganda barskt. Det var præget af stor usikkerhed. Soldater kom og tog folk med, og man så dem aldrig mere. Priserne røg i vejret. For eksempel steg prisen på brød 1000 procent fra 1974 til 1984! I forretningerne opgav nogle at tælle pengene og målte i stedet stakken af sedler med en lineal!

Utilfredsheden banede vej for guerillakrig. Efter flere måneders kampe blev regeringen til sidst fravristet magten af „den nationale modstandsbevægelse“. I mellemtiden blev ejendomme plyndret af flygtende soldater som skød folk i flæng.

Der udbrød kampe lige omkring missionærhjemmet. Dagen efter begyndte nogle at skyde mens missionærerne var på vej til møde. Kuglerne fløj om ørerne på dem, men ingen kom noget til. Søndag eftermiddag fik de ubudne gæster: flygtende, plyndrende soldater. Soldaterne blev vrede fordi fordøren var låst. Men da deres leder så missionærernes identitetskort, ændrede han omgående indstilling og blev venlig. Han ikke så meget som rørte deres ting. De andre næsten undskyldte at de tog noget tøj og sengetøj, og de undlod at tage noget af større værdi.

Da de gik, rådede de missionærerne til at lave uorden i hele huset, fjerne gardiner, tømme skuffer og sprede ting på gulvet for at give det udseende af at huset allerede var blevet plyndret. Det virkede; det var forholdsvis lidt de fik stjålet. Før forholdene blev rolige, var missionærerne på et tidspunkt omgivet af hårde kampe og måtte tilbringe et helt døgn i et lille spisekammer. Det var det sikreste rum i huset. Under alt dette erfarede de broderkærligheden og Jehovas beskyttelse.

De ugandiske brødre kan fortælle at Jehovas hånd har beskyttet dem. Nogle kan pege på skudhuller i vægge og tøj. En specialpioner måtte ligge fladt på maven i mere end fem timer mens projektilerne mellem regeringssoldater og oprørere svirrede over hans hoved. Da det stilnede af, opdagede han at han var omgivet af døde.

Større sikkerhed og flere glæder

I løbet af de følgende måneder øgedes sikkerheden og der skete nogle overraskende ting. For eksempel var missionærerne på hjemvejen nødt til at gå forbi et stort hus som tilhørte en højtstående embedsmand. Det var altid bevogtet af soldater der var så uberegnelige at folk var bange for dem. Selv missionærerne drog et lettelsens suk hver gang de havde passeret stedet. Det bevirkede også at der ikke kom så mange og besøgte dem. Men under den nye regering blev dette hus pludselig sat til leje på et tidspunkt hvor missionærerne også skulle flytte. Inden længe var det dem der boede i det hus de havde været bange for at gå forbi. Her kunne de nyde at sidde på en stor terrasse og spise aftensmad i den tropiske aftenbrise. Hvis nogen havde sagt det et år tidligere, ville ingen have troet det!

På et tidspunkt blev alle foreninger bedt om at genansøge om registrering, hvorefter ansøgningen fra International Bible Students Association blev afvist. De fleste missionærer måtte forlade landet. Trods alt dette blev områdestævnet i december 1990 afviklet på tilfredsstillende måde. Nogle overordnede embedsmænd har vist sig at være meget hjælpsomme og retsindige, hvilket giver håb om at alle missionærer snart kan vende tilbage til Uganda og fortsætte deres undervisningsarbejde.