MISSIONÆRER GØR EN STOR INDSATS

I 1962 opnåede Uganda uafhængighed af Storbritannien. Året efter besøgte broder Henschel Nairobi i Kenya og drøftede muligheden for at sende missionærer til Uganda. Hvem ville få til opgave at tjene der?

Tom og Bethel McLain fra den 37. klasse på Gileadskolen var kort tid forinden kommet til Nairobi for at tjene der. De blev meget overrasket da de fik at vide at de skulle til Kampala. Men de tog villigt imod deres nye opgave og blev de første gileaduddannede missionærer i Uganda. „I begyndelsen savnede vi Kenya,“ indrømmer Tom, „men det varede ikke længe før vi var helt forgabt i Uganda — de venlige mennesker og deres iver efter at tage imod budskabet.“

Tom og Bethel havde været i gang med at lære swahili i Kenya, men nu måtte de lære et nyt sprog, luganda. De havde ingen lærer at støtte sig til, kun deres faste beslutsomhed, deres tillid til Jehova og en lærebog. Den første måned i Uganda brugte de 250 timer på at studere det nye sprog, og den anden måned 150 timer. Det var foruden de 100 timer de brugte i tjenesten. Lidt efter lidt kunne de klare sig på deres nye sprog og havde gode resultater i forkyndelsen.

I januar 1964 sluttede Gilbert og Joan Walters fra den 38. klasse på Gilead sig til Tom og Bethel. To andre ægtepar fra den 38. klasse, Stephen og Barbara Hardy og Ron og Jenny Bicknell, havde fået til opgave at tjene i det nærliggende Burundi, men på grund af problemer med deres visa blev de også sendt til Uganda. På kort tid var der blevet brug for et større missionærhjem i Kampala.

Menigheden i Kampala var uforglemmelig. Den indbefattede broder Kadu og hans familie; John og Eunice Bwali, et specialpionerægtepar fra Nordrhodesia og deres børn; og Margaret Nyende og hendes børn. Møderne blev praktisk talt holdt i det fri. „De forbipasserende kunne se og høre os selvom vi ikke var ret mange,“ siger Gilbert Walters. „Familien Bwali sang for af hjertens lyst med deres høje stemmer når vi sang Rigets sange — uden akkompagnement og i fuld offentlighed. Det gav os mod til at fortsætte i missionærtjenesten.“

Inden længe blev Gilbert og Joan Walters bedt om at oprette et missionærhjem i Jinja, hvor der hidtil ikke havde fundet nogen organiseret forkyndelse sted. Senere blev der oprettet endnu to missionærhjem — et i Mbale, i nærheden af grænsen til Kenya, og et andet i Mbarara. Missionærerne i disse hjem arbejdede sammen med flere specialpionerer fra andre lande. Ja, markerne var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Men hvad kunne man gøre for at sætte mere fart i indhøstningen?

FORBEDRET ORGANISERING

Heltidstjenerne i Uganda forsøgte at gennemarbejde deres enorme distrikt så systematisk som muligt. I ugens løb forkyndte de i de beboelsesområder hvor gaderne havde navne og husene numre. Men hvordan kunne de systematisk gennemgå de distrikter hvor gaderne ikke havde navne, og husene ikke havde numre?

Tom McLain forklarer: „Vi inddelte distriktet i bakker. To af os gik den ene vej rundt om bakken, mens de to andre gik den anden vej. Vi fulgte stierne og gik op og ned ad bakken indtil vi alle fire mødtes igen.“

De udenlandske brødre begyndte snart at høste gavn af det voksende antal ugandiske forkyndere som kendte distriktet og forstod den lokale kultur. Til gengæld havde de lokale forkyndere stor nytte af de udenlandske brødre og søstre. I Jinja var der for eksempel nogle ugandiske brødre der allerede fulgtes med missionærerne i tjenesten. Om søndagen begyndte de i hus til hus-forkyndelsen fra klokken 8 til 10. Dernæst brugte de en time til at gå på genbesøg, hvorefter de ledte et bibelstudium indtil middag. På denne måde fik alle i menigheden gavn af hinandens erfaring, og alle blev opmuntret.

Jinja, der dengang var den næststørste by i landet, var begunstiget med et vandkraftværk, og som følge deraf var det et attraktivt sted for den industrielle udvikling. Missionærerne havde gode resultater med at forkynde ved taxaholdepladser og busstationer. Rejsende fra fjerne steder tog ivrigt imod bibelske publikationer for at kunne læse dem undervejs. På denne måde blev Rigets sæd spredt vidt og bredt i de omkringliggende landområder.

Brødrene gjorde også brug af radioudsendelser for at forkynde den gode nyhed for så mange som muligt. På den landsdækkende radiostation havde de et fast ugentligt program der blev kaldt „Noget folk går og tænker over“. Brødrene fremholdt sådanne tankevækkende emner som „Hvordan man klarer krisen i familielivet“ og „Hvordan man beskytter sig mod kriminalitet og vold“. Det foregik i form af en dialog mellem „Mr. Robbins“ og „Mr. Lee“. En af brødrene siger: „Det var ret usædvanligt at lytte til denne samtale mellem en amerikaner og en skotte på en afrikansk radiostation. Vi hørte ofte kommentarer om programmet når vi var ude i tjenesten, og det viste at det tjente et nyttigt formål.“

HJÆLP TIL NYE FORKYNDERE

Dengang holdt gruppen i Jinja møderne i forsamlingshuset i boligkvarteret Walukuba. „Mange af brødrene var nye og havde kun få publikationer de kunne bruge når de skulle forberede deres indlæg til møderne,“ siger Tom Cooke. Hvad kunne der gøres?

Tom fortsætter: „Missionærerne oprettede et bibliotek hos en broder der boede midt i boligkvarteret. Hver mandag aften plejede de der havde opgaver, at gå derhen for at bruge biblioteket og få hjælp med deres taleopgaver.“ Nu er der flere menigheder omkring Jinja som stadig finder at dette åndelige fiskeri ved Nilens udspring giver gode resultater.

[Illustration på side 80]

Tom og Bethel McLain var de første gileaduddannede missionærer i Uganda

[Illustration på side 81]

Det første missionærhjem i Jinja

[Illustration på side 83]

Gileadmissionærerne Barbara og Stephen Hardy