• Uganda
    Jehovas Vidners Årbog 2010

    • I december sluttede Heinz og Marianne Wertholz fra den tyske gileadskole i Wiesbaden sig til Jeff og Ari. Det gjorde et dybt indtryk på ægteparret Wertholz at se hvordan de ugandiske brødre klarede sig under de kummerlige og farlige forhold der rådede i landet.

      „Mange funktioner,“ fortæller Heinz, „såsom vandforsyning og kommunikation, var brudt sammen. Den politiske situation var stadig spændt. Mere end én gang var der rygter om et kup, og der var mange militære vejspærringer. Skyderier og røverier var almindelige, især om natten. Når mørket faldt på, var der ikke en sjæl på gaden. Alle blev inden døre idet de håbede på — og ofte bad om — at natten ville forløbe uden ubudne gæster.“

      Heinz og Marianne blev indbudt til at bo hos Sam Waiswa og hans familie mens de ledte efter et hus de kunne bruge som missionærhjem. Sam var ganske vist uddannet som lærer, men den økonomiske situation i landet betød at han havde færre midler, og det gjorde hans families gæstfrihed så meget mere bemærkelsesværdig.

      „Det var vanskeligt at finde et hus i et sikkert område,“ siger Heinz, „så det endte med at vi måtte bo hos Sam i fem måneder. I den tid lærte vi hinanden rigtig godt at kende. Undertiden fik hans store familie kun ét måltid om dagen, men de var altid glade; og børnene var lydige og respektfulde. Da byens vandforsyning ikke fungerede rigtigt, måtte børnene hente vand i 20-liters plasticdunke, som de bar hjem på hovedet. Når vi vendte tilbage fra tjenesten, var der altid frisk vand til os. Vi lærte naturligvis at økonomisere med det. Når vi for eksempel tog bad, brugte vi kun nogle få liter vand og opsamlede vandet i en balje for at skylle toilettet med det.“

      I april 1983, omkring ti år efter at de forrige missionærer var blevet tvunget til at forlade Uganda, fandt de fire nye missionærer et hjem i et forholdsvis sikkert område. Den udbredte utryghed og mangelen på forsyninger var årsag til mange vanskeligheder, men de lokale brødres kærlighed mere end opvejede disse ubehageligheder.

      „Det var altid en fornøjelse at forkynde den gode nyhed,“ fortæller Marianne. „Folk var religiøse, de fleste havde en bibel og ville gerne tale med os. De var meget høflige og lette at komme i kontakt med. Og trods økonomien og andre dårlige forhold mødte de os altid med et venligt smil.“