Vidner til jordens fjerneste egne

THULE er et navn der fra gammel tid er blevet brugt om det yderste mål for en menneskelig bestræbelse. Nu er det navnet på et distrikt i den nordligste del af Grønland, verdens største ø. Distriktet fik sit navn i 1910, da den danske polarforsker Knud Rasmussen kaldte den station hvorfra hans ekspeditioner udgik, for Thule. At komme til Thule er stadig snarere en ekspedition end en rejse.

Der er fortsat behov for ekspeditioner til Thule-området. For at efterkomme Jesu befaling: ’Vær vidner om mig til jordens fjerneste egne,’ er Jehovas vidner ivrige efter at nå ud til dette område — et af menneskets nordligste permanente bosteder på jorden — med den gode nyhed om Guds rige. — Apostelgerninger 1:8; Mattæus 24:14.

’Hvornår kan vi komme til Thule?’

I 1955 kom to danske Jehovas vidner til Grønland, drevet af ordene om at der skal vidnes „til jordens fjerneste egne“. Siden kom andre til, og efterhånden blev der forkyndt på hele den sydlige og vestlige kyst, helt op til Melvillebugten, og på noget af Østkysten. Men i de yderste distrikter — som for eksempel Thule — blev der stort set kun forkyndt pr. brev og telefon.

To heltidsforkyndere, Bo og hans kone, Helen, stod en dag i 1991 på et fjeld og så mod nord ud over Melvillebugten og spurgte hinanden: ’Hvornår kan vi komme op og forkynde den gode nyhed for dem der bor i Thule?’

I 1993 vovede Werner, en anden heltidsforkynder, sig ud på turen over Melvillebugten i sin 18-fods speedbåd Qaamaneq (Lyset). Han havde allerede sejlet 1200 kilometer fra Nuuk (Godthåb) op til Upernavik-distriktet. Men en tur over Melvillebugten — 400 kilometer på åbent arktisk hav — er noget helt andet. Det meste af året spærrer isen for sejlads. Det lykkedes dog Werner at komme over bugten, skønt han mistede den ene motor på grund af is. Han nåede også at få begyndt en gennemgang af noget distrikt, inden han måtte tilbage.

Af sted mod Thule

Efter den tur begyndte Werner at lægge nye planer. Han talte med Arne og Karin — der har en 23-fods familiebåd med 4 sovepladser og frem for alt moderne navigationsudstyr — om at foretage en fælles rejse op til Thule-distriktet. Med to både ville logiproblemet være løst, og når de fulgtes ad ville turen over Melvillebugten være mindre risikabel. Men for at kunne gennemgå hovedbyen med dens 600 indbyggere og de seks bygder i området, behøvede de mere hjælp. Det blev Bo og Helen og Jørgen og Inge — alle erfarne forkyndere som er vant til at rejse i Grønland — der trådte til. Fem af forkynderne i gruppen kunne grønlandsk.

De sendte forsyninger af bøger, brochurer og blade i forvejen til depoter på ruten. Også bådene blev fuldt lastet med publikationer, foruden de nødvendige forsyninger af madvarer, vand og brændstof, reservemotor og gummibåd. Den 5. august 1994, efter måneders forberedelse, var holdet samlet og begge både klar og lastet i havnen i Ilulissat. Her begyndte turen mod nord. I den mindste af bådene var Werner, Bo og Helen. „Det eneste man kunne foretage sig var at sidde eller ligge på sin briks og holde sig fast,“ skriver Bo. Lad os følge logbogen for turen.

„På lange strækninger sejlede bådene i helt blankt og roligt vand. Storslåede panoramaer udfoldede sig — havet, der hele tiden skiftede udseende; tyk tåge; sol og blå himmel; isbjerge og isskosser i fantastiske formationer og fascinerende farvenuancer; en brun hvalros på en isflage; kystlinjen med sorte fjeldsider og små sletter — hele tiden noget nyt at se på.

Det mest fascinerende var naturligvis at besøge menneskene i byer og bygder undervejs. Som regel var der folk, ikke mindst børn, nede ved anløbsbroen for at se hvem det var der kom sejlende, og for at byde dem velkommen. Der blev uddelt blade og bøger, og videofilm om Jehovas Vidners organisation blev udlånt. Adskillige kunne nå at se den inden vi sejlede videre. I Søndre Upernavik kom flere sejlende ud til vore både endnu inden vi var kommet ind. Hele aftenen havde vi således gæster om bord som stillede bibelske spørgsmål og fik svar.“

Nu, efter de første 700 kilometer af sejladsen, skulle de to både så lægge ud på turen over Melvillebugten.

Den afgørende præstation

„De fleste betragtede dette som rejsens afgørende præstation. Og vi måtte tage turen i ét stræk, uden at søge ind til bygden Savissivik (hvor Thule-distriktet begynder), for den lå stadig begravet i is.

Vi tog af sted. Det første stykke var der masser af is, og vi kom langt ud på havet, næsten uden landkending, men havet var roligt. Der skete ikke noget de første mange timer, ud over naturligvis at vi tilbagelagde mil efter mil med åbent hav så langt øjet rakte. I løbet af aftenen fik vi Kap York i sigte og begyndte langsomt at trække indad mod nord. Nu begyndte der igen at komme is — gammel, brudt vinteris, tykke, rådne flager så langt øjet rakte. Vi sejlede længe langs iskanten. Enkelte steder skulle vi manøvrere os gennem et bælte af is. Så blev der tåge, en tyk, blågrå suppe som havde en egen skønhed i den lave sol. Og bølger! Ejendommeligt at have både bølger, tåge og is på samme tid. Normalt optræder disse udfordringer kun én ad gangen.“

Modtagelsen i Thule

„Derefter kom vi ind i roligere vand og nærmede os Pituffik. Her gav skaberværket os en overvældende modtagelse. Solen stod højt på en blå, blå himmel; foran os lå en bred, spejlblank fjord med spredte isfjelde, og langt forude den velkendte silhuet af fjeldet Dundas — det gamle Thule!“ Da forkynderne nåede frem til Qaanaaq, små hundrede kilometer længere mod nord, var de endelig kommet til bestemmelsesstedet.

Nu var de spændt på at begynde husbesøgene i Qaanaaq. To af dem fik en absurd modtagelse ved den første dør. „Vi blev afvist fuldstændig som hvis det havde været i Danmark,“ fortæller de. „Men de allerfleste steder blev vi godt modtaget. Folk var tænksomme, virkede veloplyste og fulgte godt med. Nogle gav udtryk for at de havde hørt om os og var glade for at vi nu omsider var kommet. Vi mødte mange herlige typer, fangere der havde været med på ekspeditioner til Nordpolen, tilfredse og nøjsomme naturfolk med en vis tøvende distance til den moderne civilisation.“

De kommende dage havde vi alle masser af oplevelser. Overalt fik vore bøger og blade en god modtagelse. Flere steder kunne vi uden videre begynde bibelstudier med folk. Inge fortæller om et sted hvor hun fandt interesse: „Det var et lillebitte hus, med kun ét rum, rent og hyggeligt. Vi aflagde besøg hos beboeren tre dage i træk og kom virkelig til at holde af denne milde mand. Han var en rigtig fanger, med kajak uden for huset. Han havde skudt flere isbjørne og hvalrosser, og mange sæler. Da vi til slut bad en bøn sammen med ham, fik han tårer i øjnene. Vi overlader nu det hele til Jehova og håber på bedre tid og muligheder.“

I Thule-området er der jævnlig besøg af eskimoer fra Canada. Inge fortæller: „Helen og jeg mødte flere Canada-eskimoer. De kunne interessant nok tale med grønlænderne og forstå dem. Det lader altså til at folk på Nordkalotten taler beslægtede sprog. Selv om Canada-eskimoerne har udviklet deres eget skriftsprog, kunne de, med lidt besvær, læse vore blade og bøger på grønlandsk. Måske kan det åbne spændende muligheder for dem.“

De bygder der lå 50-60 kilometers sejlads fra Qaanaaq, blev også besøgt. „På vejen ind til bygden Qeqertat sejlede vi tæt på kysten i håb om at finde familier der lå i lejr for at fange narhvaler. Vi fandt også ganske rigtigt en sådan lejr på en klippehylde. Her opholdt tre eller fire familier sig sammen, med telte og kajakker og klædt i skindtøj. Bevæbnet med harpuner skiftedes mændene til at sidde på klipperne og holde udkig efter de eftertragtede narhvaler. Egentlig brød de sig ikke om at blive forstyrret; de havde allerede ventet forgæves i flere dage, og vi kunne kun yderligere skræmme hvalerne væk. De levede helt i deres egen verden og kunne ikke uden videre omstille sig til et besøg udefra. Kvinderne tog dog godt imod det læsestof vi tilbød, men nogen samtale eller kontakt var situationen ikke rigtig til. Qeqertat kom vi til klokken 23, og det sidste besøg i bygden sluttede klokken 2 om natten!

Til sidst nåede vi bygden Siorapaluk, Grønlands nordligste beboede sted. Den ligger på en rigtig sandstrand ved foden af nogle overraskende frodigt græsklædte fjelde i et ellers meget goldt, næsten ørkenagtigt landskab.“ Forkynderne havde bogstavelig talt nået jordens fjerneste egne, i det mindste i nordlig retning, på denne forkyndertur.

Rejsen fuldføres

Forkynderne havde fuldført deres opgave. De havde forkyndt fra hus til hus og fra telt til telt, uddelt blade og bøger, tegnet abonnementer, vist videofilm, talt med mange grønlændere og ledet bibelstudier. Nu måtte de begynde hjemrejsen. „Da vi om aftenen satte os i gummibåden for at ro ud fra Moriusaq, var der flere nede ved stranden og vinke farvel, stadig med deres nye bøger og brochurer i hænderne.“

Senere, på en øde strækning af klippekysten, så forkynderne til deres forbløffelse at der stod en mand og vinkede — her midt ude i det store intet, langt fra beboede steder! „Vi tog naturligvis ind til ham. Det var en ung mand fra Berlin som var på vej op langs kysten i kajak og havde været undervejs i en måned. Han fik selv regelmæssigt besøg af Jehovas vidner hjemme i Berlin og havde adskillige af vore bøger. Vi var sammen med ham et par timer, og det gjorde et stort indtryk på ham at møde forkyndere helt herude.“

Inde i bygden Savissivik, som ikke kunne besøges på udturen, fik gruppen en overstrømmende modtagelse. Nogle her havde modtaget bøger året før og havde læst dem og hungrede efter at få mere at vide.

Tilbageturen over Melvillebugten tog 14 timer. „Vi oplevede en fantastisk lang solnedgang med alle dens utrolige farveskift. Og den solopgang der fulgte umiddelbart efter, varede lige så længe. Endnu mens de røde og violette striber dækkede himlen mod nordøst, stod solen op en smule længere mod syd. Det kan ikke beskrives. Dårligt nok fotograferes.“ Besætningen holdt sig vågen hele natten.

„Vi var meget trætte, men glade og tilfredse, da vi nåede Kullorsuaq. Det var lykkedes at komme op til Thule og tilbage igen. På resten af turen fandt vi stor interesse i byerne og bygderne. Mange steder hørte vi spørgsmålet: ’Hvorfor er der ikke nogen af jer som kan blive her? Vi er kede af at I rejser så hurtigt!’“

I Qaarsut blev fem forkyndere indbudt til at spise hos en venlig familie. „Familien spurgte om ikke vi ville blive natten over. Men vi mente at der var bedre forhold at ankre op på 40 kilometer længere borte, så vi tog af sted. Senere hørte vi at et stort isfjeld tidligt næste morgen havde kælvet ud for Qaarsut, og at bølgerne derfra havde sænket 14 joller!“

Endelig nåede forkynderne tilbage til Ilulissat — og her sluttede så denne „Thule-ekspedition“. Næsten samtidig var to andre forkyndere rejst til de isolerede egne langs Østgrønlands kyst. På de to rejser blev der i alt uddelt 1200 bøger, 2199 brochurer, 4224 blade, og tegnet 152 abonnementer. Kontakten med de mange interesserede opretholdes ved hjælp af telefon og brevskrivning.

Selv om det koster Jehovas vidner store anstrengelser og strabadser, foruden tid og penge, finder de stor glæde ved at følge deres Herres befaling: ’I skal være vidner om mig til jordens fjerneste egne.’ — Apostelgerninger 1:8.

[Ramme på side 28]

På Grønlands østkyst

NÆSTEN samtidig med at en gruppe forkyndere besøgte Thule-distriktet, rejste et ægtepar, Viggo og Sonja, til et andet distrikt i Grønland som endnu ikke var blevet gennemarbejdet — Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) — på Østkysten. For at komme hertil er det mest praktisk at rejse helt til Island, tage et fly til Constable Pynt i Grønland og derfra en helikopter til Scoresbysund.

„Det var første gang Jehovas Vidner skulle forkynde her,“ fortæller de to pionerer, der begge har grønlandsk som modersmål. „Trods deres geografiske isolation var folk her overraskende veloplyste. Men de var også glade for at høre nyt. De ejede virkelig fortællekunst og fortalte gerne om deres mange fangstture og oplevelser i naturen.“ Hvordan tog de imod det budskab forkynderne kom med?

„Fra hus til hus mødte vi J ——, der er hjælpepræst. ’Tak fordi I også vil se ind til mig,’ sagde han. Vi præsenterede bøger og blade og viste brugen af dem. Dagen efter kom han på besøg hos os og ville høre om navnet Jehova. Vi viste ham en forklaring i en fodnote i hans egen grønlandske bibel. Da vi rejste, ringede han til vore venner i Nuuk og ville gerne takke for vort besøg i byen. Ham må vi helt sikkert prøve at hjælpe.

Vi mødte også O ——, som er lærer og kender til Jehovas Vidner. Vi fik to timer til at orientere hans 14-16-årige elever, dels ved at vise videofilmen om Jehovas Vidner, og dels ved at svare på spørgsmål. Unge spørger — Svar der duera og andre bøger blev revet væk. Tre af pigerne traf vi senere. De havde endnu flere spørgsmål, og især én af dem var interesseret. Hun spurgte: ’Hvordan bliver man et Jehovas vidne? Det må være rart at være som jer. Min far holder også med jer.’ Vi lovede at skrive.

I en af bygderne traf vi hjælpepræsten M —— og fik en meget interessant samtale med ham. Han tilbød at sørge for at de som var ude på fangstpladser, fik vore bøger og blade når de kom hjem til bygden. Så vi har nu en slags ’forkynder’ i den lille bygd.“

Selv om det var en omfattende og anstrengende tur, følte de to pionerer at deres bestræbelser var blevet rigt belønnet.

[Fodnote]