Hvilke skridt bør menigheden da tage hvis en udøbt forkynder begår alvorlige fejltrin eller synder?

12. (a) Hvorfor gives der også barmhjertig hjælp til en udøbt forkynder som synder? (b) Hvordan kan princippet i Lukas 12:48 anvendes på dét at skulle stå til regnskab for overtrædelser?

¹² Judas tilskyndede til at der blev vist barmhjertighed mod salvede kristne som var begyndt at tvivle eller var bukket under for kødets synder, såfremt de viste anger. (Judas 22, 23; se også Andet Korintherbrev 7:10.) Ville det da ikke være endnu mere på sin plads at vise barmhjertighed mod en overtræder som endnu ikke var døbt men som viste anger? (Apostelgerninger 3:19) Jo, for hans åndelige grundvold er endnu ikke så fast, og hans erfaring i at leve som en kristen er begrænset. I nogle anliggender har han måske endnu ikke lært hvordan Gud ser på tingene. Han har ikke været igennem den række bibelske samtaler de ældste fører med nye som skal døbes, og han har ikke taget det alvorlige skridt som vanddåben er. Jesus sagde at „enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget“. (Lukas 12:48) Det er derfor der forventes en del af de døbte; de har større kundskab og større velsignelser — og derfor også et større ansvar. — Jakob 4:17; Lukas 15:1-7; 1 Korinther 13:11.

13. Hvad vil de ældste gøre for at hjælpe en udøbt forkynder som begår et fejltrin?

¹³ I overensstemmelse med Paulus’ vejledning vil brødre med åndelige kvalifikationer gerne hjælpe enhver udøbt forkynder som uforvarende begår et fejltrin. (Jævnfør Galaterbrevet 6:1.) De ældste kan lade to iblandt dem (måske de to ældstebrødre som tidligere har haft en samtale med vedkommende) prøve at hjælpe ham på fode igen. De henvender sig ikke for at irettesætte med strenghed, men på en barmhjertig måde og i mildhedens ånd. (Salme 130:3) I de fleste tilfælde vil bibelske formaninger og praktiske forslag være nok til at lede vedkommende til anger så han kommer ind på den rette vej igen.

14, 15. Hvad vil de ældste eventuelt gøre hvis overtræderen oprigtigt angrer? (b) Hvilken enkel meddelelse vil i nogle tilfælde blive givet?

¹⁴ De to ældstebrødre vil give anvisninger som passer til den udøbte overtræders situation. I nogle tilfælde vil de beslutte at overtræderen for en tid ikke kan være med på den teokratiske skole eller give kommentarer ved møderne. Eller de kan give vedkommende besked om ikke at deltage i den offentlige forkyndelse sammen med menigheden indtil han har gjort åndelige fremskridt. Når dette er sket kan de give ham meddelelse om at han igen kan deltage i tjenesten på arbejdsmarken. Hvis overtrædelsen ikke er blevet almindeligt kendt og ikke udgør en trussel mod hjordens renhed, er det ikke nødvendigt at fremsætte nogen bekendtgørelse i menigheden.

¹⁵ Hvad så hvis de to ældstebrødre finder at overtræderen angrer oprigtigt, men den urette handling er blevet almindeligt kendt eller senere vil blive det? I sådanne tilfælde kan de underrette menighedens tjenesteudvalg, som vil give menigheden en enkel meddelelse med denne ordlyd: „Ældste fra menigheden har behandlet en sag i forbindelse med [personens navn]. Han/hun fortsætter med status som udøbt forkynder i menigheden.“ Som i alle andre tilfælde af en sådan art, kan ældsterådet afgøre om det vil være tilrådeligt at man på et senere tidspunkt holder et bibelsk foredrag for at vejlede menigheden angående den form for overtrædelser der var tale om.

16, 17. (a) Hvilke to situationer kan medføre at der bringes en meddelelse med en anden ordlyd? (b) Hvordan lyder meddelelsen?

¹⁶ Det hænder at udøbte forkyndere som begår en overtrædelse, ikke vil tage imod kærlig hjælp. Det kan også ske at udøbte forkyndere beslutter sig til ikke at gå videre frem mod dåb, og informerer de ældste om at de ikke længere ønsker at blive regnet som forkyndere. Hvad bør menigheden da gøre? Da sådanne endnu ikke er blevet godkendt af Gud, kan der ikke blive tale om udstødelse. Den praksis at udstøde overtrædere som ikke angrer, gælder kun i forbindelse med dem som ’kaldes brødre’, det vil sige de døbte. (1 Korinther 5:11) Betyder det da at man blot ser bort fra overtrædelsen? Nej.

¹⁷ De ældste har det ansvar at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’. (1 Peter 5:2) Hvis to ældste som tilbyder hjælp, kan fastslå at den udøbte overtræder ikke angrer og ikke opfylder kravene til at være forkynder, vil de oplyse vedkommende om det.d Og hvis en udøbt meddeler de ældste at han ikke længere ønsker at blive regnet som forkynder, vil de tage dette til efterretning. I begge tilfælde vil det være rigtigt at tjenesteudvalget på et passende tidspunkt lader en meddelelse bringe med denne ordlyd: „[Personens navn] er ikke længere en forkynder af den gode nyhed.“

18. (a) Når en sådan meddelelse er bragt, hvad vil de enkelte i menigheden da huske når de afgør hvordan de skal forholde sig? (b) Er det nødvendigt at man helt undgår enhver udøbt der på et tidspunkt har begået en overtrædelse?

¹⁸ Hvordan vil menighedens medlemmer derefter betragte vedkommende? Engang var han „en ikke-troende“ der kom til menighedens møder. Derefter ønskede han, og opfyldte kravene til, at blive forkynder af den gode nyhed. Det er nu ikke længere tilfældet, så han er igen et af denne verdens mennesker. Bibelen forlanger ikke at Jehovas vidner holder helt op med at tale med vedkommende, for han er ikke udstødt.e Men kristne vil naturligvis være meget forsigtige med hensyn til et sådant menneske som er af denne verden og som ikke tilbeder Jehova, ligesom israelitterne var det over for ikkeomskårne fremmede iblandt dem. En sådan forsigtighed er nødvendig for at beskytte menigheden mod at blive fordærvet af „lidt surdej“. (1 Korinther 5:6) Hvis vedkommende senere udtrykker et oprigtigt ønske om at der afholdes et bibelstudium med ham, og de ældste finder at det er i orden, vil dette måske hjælpe ham til at forstå hvor stor en forret det er at tilbede Jehova sammen med hans folk. — Salme 100.

19. Hvordan kan de ældste i nogle tilfælde give yderligere hjælp privat?

¹⁹ Hvis de ældste ser at en sådan person udgør en trussel mod hjorden, kan de privat advare dem der måtte være i fare. Den tidligere forkynder kan for eksempel være et ungt menneske som nu giver sig af med drikkeri eller umoralitet. Skønt det er blevet bekendtgjort at han ikke længere har status som udøbt forkynder, vil han måske forsøge stadig at komme sammen med nogle af de unge i menigheden. I et sådant tilfælde vil de ældste henvende sig privat til forældrene til de unge der måtte være i farezonen, og måske også til de unge selv. (Hebræerne 12:15, 16; Apostelgerninger 20:28-30) I det sjældne tilfælde at én afbryder møderne ved støjende adfærd eller optræder med vold, kan man meddele ham at han ikke er velkommen ved møderne og at man vil betragte ham som en fremmed der trænger ind på privat område hvis han kommer.

Hjælp til mindreårige

20. Hvilken hjælp yder kristne forældre deres børn, og hvad er resultatet blevet?

²⁰ Ifølge Bibelen er det forældrene der har den opgave at undervise deres børn i sandhedens vej. (5 Mosebog 6:4-9; 31:12, 13) Jehovas Vidner har derfor længe opfordret alle kristne familier til at holde et ugentligt bibelstudium. Kristne forældre bør tilskynde deres børn til at stræbe mod indvielse og dåb, så de kan opnå Guds godkendelse. (Ordsprogene 4:1-7) Som et smukt resultat af dette ser vi i vore menigheder hundredtusinder af eksemplariske unge som elsker Jehova og ønsker at tilbede ham for evigt.

21-23. (a) Hvis en mindreårig begår en overtrædelse, hvordan vil sagen da i første række blive behandlet? (b) Hvilken rolle spiller menighedens ældste i en sådan situation?

²¹ Det er også i første række forældrene der har den opgave at tugte og retlede deres børn, samt efter behov og i kærlighed at pålægge dem begrænsninger eller give dem straf. (Efeserne 6:4; Hebræerne 12:8, 9; Ordsprogene 3:11, 12; 22:15) Hvis en mindreårig der har status som udøbt forkynder begår alvorlige fejltrin, må sagen imidlertid også tages op af de ældste, som har det ansvar at vogte hjorden og ’våge over dens sjæle’. — Hebræerne 13:17.

²² I princippet vil de ældste behandle sådanne overtrædelser på samme måde som angivet tidligere i denne artikel. To ældste kan få til opgave at undersøge sagen. Først kan de, for eksempel, drøfte med forældrene hvad der er sket, hvordan barnets holdning til det er, og hvilken retledning der er blevet givet. (Se Femte Mosebog 21:18-21.) Hvis de kristne forældre har hold på situationen, kan de ældste blot fra tid til anden henvende sig til dem og tilbyde vejledning og forslag eller give kærlig opmuntring.

²³ Undertiden viser en samtale med forældrene dog at det vil være bedst hvis de ældste holder et møde med den mindreårige der er kommet på afveje, sammen med forældrene. Tilsynsmændene vil naturligvis huske hvilke tilbøjeligheder og begrænsninger unge har, men vil alligevel søge med mildhed at vejlede den unge udøbte forkynder. (2 Timoteus 2:22-26) I nogle tilfælde vil det stå klart at vedkommende ikke længere opfylder kravene til at være forkynder, og at der bør bringes en bekendtgørelse om dette.

24. (a) Hvilken opgave har kristne forældre i forbindelse med deres mindreårige børn selv om disse skulle begå en alvorlig overtrædelse, og hvordan kan de varetage den? (b) Hvordan forholder det sig hvis en mindreårig er blevet udstødt?

²⁴ Hvad bør forældrene derefter gøre for deres søn eller datter som har fejlet? De har stadig ansvar for barnet, skønt dette ikke længere har status som udøbt forkynder — også hvis det bliver udstødt (fordi det er døbt og har syndet). Ligesom de vil blive ved med at sørge for føde, klæder og husly, må de stadig oplære og tugte deres barn i overensstemmelse med Guds ord. (Ordsprogene 6:20-22; 29:17) Kærlige forældre kan således afholde et bibelstudium med deres barn, også selv om han eller hun er udstødt.f Måske vil barnet komme hurtigere på fode igen hvis studiet afholdes med ham eller hende alene. Men det kan også være at vedkommende får lov til fortsat at deltage i familiestudiet. Barnet har været på afveje, men forældrene ønsker at se det vende tilbage til Jehova, som den fortabte søn i Jesu billedtale. — Lukas 15:11-24.