Tænk på hvordan Esajas reagerede da han hørte seraferne bekendtgøre Jehovas hellighed. „Da sagde jeg: ’Ve mig! For jeg er så godt som bragt til tavshed; jeg er jo en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; mine øjne har nemlig set Kongen, Hærstyrkers Jehova!’“ (Esajas 6:5) Ja, Jehovas store hellighed mindede den trofaste Esajas om hvor syndig og ufuldkommen han selv var. Til at begynde med følte han sig helt sønderknust, men Jehova hjalp ham til at overvinde denne følelse.

¹⁸ En seraf kom straks og trøstede profeten. Hvordan? Den mægtige åndeskabning fløj hen til alteret, tog et stykke glødende kul og lod det røre ved Esajas’ læber. Umiddelbart lyder det måske som noget der var mere smertefuldt end trøstende. Men vi må huske at det var et syn fyldt med symbolik. Som troende jøde var Esajas godt kendt med de ofre der hver dag blev bragt på templets alter til soning af synder. Og serafen lod ham kærligt forstå at selv om han var ufuldkommen, en mand „med urene læber“, kunne han godt komme til at stå ren i Jehovas øjne.a Jehova var villig til at betragte et ufuldkomment og syndigt menneske som helligt — i hvert fald i relativ forstand. — Esajas 6:6, 7.