Adam, en kristen far til to, forklarer hvordan han følte det da han mistede sit arbejde. „Jeg blev let ophidset; alt irriterede mig. Ikke engang i mine drømme kunne jeg slippe problemet; alt handlede om hvordan jeg skulle forsørge mine børn og min kone — som også pludselig var blevet sagt op.“ Da Ryszard og Mariola, et ægtepar med et barn, mistede deres indtjeningsmuligheder, havde de et stort udestående i form af et banklån. Mariola fortæller: „Jeg var hele tiden bekymret; min samvittighed sagde mig at det var en fejltagelse at vi havde taget dette lån. Jeg blev ved med at tænke: ’Det hele er min fejl!’“

Adam, som vi tidligere har omtalt, følte det på den måde. Han siger: „Min kone og jeg mistede begge vores arbejde. Men tanken om at blive borte fra de kristne møder eller gøre mindre i forkyndelsen ikke så meget som strejfede os. På den måde undgik vi at blive overdrevent bekymrede for morgendagen.“ Ryszard har det på næsten samme måde: „Hvis ikke det havde været for møderne og tjenesten, havde vi aldrig klaret det; vi ville afgjort være blevet tynget fuldstændig ned af bekymringer. Åndelige samtaler gør godt, for de hjælper os til ikke hele tiden at fokusere på os selv, men også have øje for andres behov.“ — Filipperne 2:4.

Hvordan gør man det? „Sid ikke med hænderne i skødet og vent på at Gud vil gribe ind ved et mirakel,“ siger Adam. „Og når du leder efter arbejde, så tøv ikke med at fortælle at du er et af Jehovas Vidner. De fleste arbejdsgivere værdsætter at man gør det.“ Ryszard giver følgende råd: „Spørg alle du kender, om jobmuligheder, bliv ved med at henvende dig på arbejdsformidlingen, læs jobannoncerne i avisen, for eksempel en som denne: ’Søges: Kvinde til at tage sig af en handicappet,’ eller: ’Midlertidigt arbejde: Jordbærplukning.’ Bliv ved med at søge! Vær ikke for kræsen, heller ikke selvom du bliver nødt til at tage et mindre attraktivt arbejde, som måske ikke svarer til dine ambitioner.“

Det lykkedes Adam og Irena at klare dagen og vejen ved at vaske trapper og være sparsommelige når de foretog indkøb. De fortsatte også med jævnlig at henvende sig på arbejdsformidlingen. „Hjælpen var der altid når vi mest behøvede den,“ bemærker Irena. Og hendes mand tilføjer: „Tiden har vist at det vi bad om i vore bønner, ikke altid var det som syntes at være Guds vilje. På den måde har vi lært at stole på hans visdom og ikke blot at handle efter vores eget forgodtbefindende. Det er bedst at vente stille og roligt på Guds løsning.“ — Jakob 1:4.

Ryszard og Mariola tog forskellige løse jobs samtidig med at de engagerede sig i forkyndelsesarbejdet i områder hvor behovet var større. „Vi fik de jobs vi behøvede, netop når vi ikke havde mere at spise,“ fortæller Ryszard. „Vi sagde nej tak til vellønnede jobs som ville kollidere med vore teokratiske forpligtelser. Vi foretrak at vente på Jehova.“ De er overbeviste om at Jehova havde en finger med i spillet da det lykkedes dem at leje en bolig meget billigt og Ryczard til sidst fandt et arbejde.