De Forenede Nationer — et bedre fredens forum?

I FN’s formålsparagraf udtrykkes følgende ædle hensigt: „Vi, De Forenede Nationers folk, besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, . . . at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, . . . har bestemt at forene vore bestræbelser for at nå disse mål.“

Har FN så ’nået disse mål’? Har organisationen fået nationerne til at forene deres kræfter om at opretholde freden og sikkerheden? Ikke indtil videre, om end FN oprigtigt har bestræbt sig for at gøre det bedre end Folkeforbundet. Men den generation der var vidne til FN’s oprettelse i 1945, er lige siden blevet hjemsøgt af krigens svøbe såvel som revolutioner, invasioner, kup og aggressioner det ene sted efter det andet. Volden har også ramt mange nationer der gik ind på at ’opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed’.

Ikke et bedre middel endnu

De kritikere der angriber FN for dets fiasko på disse områder, glemmer måske én vigtig faktor — at en organisations styrke afhænger af de magtbeføjelser den tildeles i sin pagt, samt af medlemmernes villighed til at overholde de forpligtelser pagten pålægger dem. Først og fremmest gør FN’s pagt ikke organisationen til en verdensregering med suveræn magt over alle medlemslandene.

Artikel 2, stk. 7 forordner: „Intet i nærværende pagt skal give De Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion.“ UNCIO (FN’s forberedende konference), som trådte sammen i San Francisco fra 25. april til 26. juni 1945 for at færdiggøre pagten, fandt det nødvendigt „at sikre sig at De Forenede Nationer under de herskende verdensforhold ikke overskred antagelige grænser eller satte sig ud over passende indskrænkninger“.

Bemærkede du klausulen „under de herskende verdensforhold“? På forberedelseskonferencen hævdedes det at ifald disse forhold ændredes, kunne begrebet udvides „efterhånden som verdens tilstand, verdensoffentlighedens holdning og den faktiske indbyrdes afhængighed i verden gør det nødvendigt og tilbørligt“.

FN’s erklærede hensigt, at opretholde „mellemfolkelig fred og sikkerhed“, er et ønskværdigt mål for menneskeheden. Verden ville være langt sikrere såfremt nationerne efterlevede artikel 2, stk. 4 i FN’s pagt: „Alle medlemmer skal . . . afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.“ Men medlemslandenes egoisme har gentagne gange lammet FN’s bestræbelser for at opfylde sit formål. Nationer og magtblokke har set stort på deres forpligtelse til at „bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler“ og er ofte tyet til krig med henvisning til at det drejede sig om ’forhold der i det væsentlige hører ind under deres egen jurisdiktion’. — Artikel 2, stk. 3, 7.

Den eneste fred FN formår at stifte, består altså i at man begrænser voldsanvendelsen.

Garanterer dette fred og sikkerhed? FN’s pagt siger i artikel 4, stk. 1: „Medlemskab i De Forenede Nationer er åbent for alle . . . fredselskende stater.“