Fred og sikkerhed — et forgæves håb

10, 11. (a) Hvad erklærede FN året 1986 for at være, og hvordan var reaktionen? (b) Hvor mange „religiøse familier“ samledes i Assisi for at bede for freden, og blev deres bønner besvaret af Gud? Forklar.

¹⁰ I et forsøg på at afstive menneskenes forhåbninger udråbte De Forenede Nationer 1986 til et „internationalt fredsår“ med temaet „At sikre freden og menneskehedens fremtid“. De krigsførende lande blev opfordret til at nedlægge deres våben, i det mindste dette ene år. Hvordan var deres reaktion? Ifølge en rapport fra Det Internationale Fredsforskningsinstitut var der alene i året 1986 hele fem millioner mennesker der mistede livet som følge af krig! Der blev slået nogle fredsmønter og udsendt nogle fredsfrimærker, men de fleste lande gjorde ikke meget for at realisere fredsidealet dette år. Men verdens kirker og religionssamfund — der altid har været ivrige efter at stå sig godt med FN — skabte opmærksomhed om året på forskellige måder. Den 1. januar 1986 lovpriste pave Johannes Paul II FN’s arbejde og indviede det nye år til freden. Og den 27. oktober samlede han lederne af mange af verdens kirker og religionssamfund i Assisi i Italien for at de sammen kunne bede for freden.

¹¹ Besvarer Gud sådanne bønner om fred? Ja, hvilken gud bad disse religiøse ledere til? Hvis man spurgte dem, ville hver gruppe give sit eget svar. Findes der et panteon bestående af millioner af guder som kan høre og besvare bønner der opsendes på mange forskellige måder? Mange af mødets deltagere dyrkede kristenhedens treenighed.c Buddhisterne, hinduerne og andre messede bønner til et utal af guder. I alt var tolv „religiøse familier“ samlet, og de var repræsenteret af sådanne personligheder som den anglikanske ærkebiskop af Canterbury, buddhismens Dalai Lama, en russisk-ortodoks metropolit, en shintopræsident fra Tokyo, afrikanske animister og to indianere i fuld fjerprydelse. Det var en farverig forsamling der så imponerende ud i fjernsynet. Én gruppe bad uden ophør i tolv timer. (Jævnfør Lukas 20:45-47.) Men nåede nogen af bønnerne højere end til de regnvejrsskyer der hang over stedet? Nej, og det af følgende grunde:

12. Af hvilke grunde besvarede Gud ikke de religiøse lederes bønner om fred?

¹² I modsætning til dem der ’vandrer i Jehovas navn’, rettede ingen af disse religiøse ledere deres bønner til Jehova, den levende Gud, hvis navn forekommer cirka 7000 gange i Bibelens grundtekst. (Mika 4:5; Esajas 42:8, 12)d Som helhed henvendte de sig ikke til Gud i Jesu navn, eftersom de fleste af dem slet ikke tror på Jesus Kristus. (Johannes 14:13; 15:16) Ingen af dem gør det som er Guds vilje i dag, nemlig at forkynde Guds kommende rige — og ikke FN — i hele verden som menneskehedens virkelige håb. (Mattæus 7:21-23; 24:14; Markus 13:10) Deres religiøse organisationer har for de flestes vedkommende været inddraget i historiens blodige krige, deriblandt de to verdenskrige der blev ført i det 20. århundrede. Gud siger til sådanne: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ — Esajas 1:15; 59:1-3.

13. (a) Hvorfor er det betydningsfuldt at verdens religiøse ledere gjorde fælles sag med FN i bestræbelserne for at opnå fred? (b) Hvilket klimaks som er blevet forudsagt, vil råbene om fred kulminere i?

¹³ Det er desuden meget betydningsfuldt at de religiøse ledere netop nu gør fælles sag med De Forenede Nationer i bestræbelserne for fred. De vil gerne påvirke FN til deres egen fordel, især i nutiden hvor så mange af deres medlemmer vender religionen ryggen. Ligesom de utro ledere i fortidens Israel siger de: „Der er fred! Der er fred!“ skønt der ikke er fred. (Jeremias 6:14) Deres anmodninger om fred vil uden tvivl fortsætte, ja vokse i styrke og bidrage til det klimaks apostelen Paulus forudsagde med ordene: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.

14. Hvilken form kunne erklæringen „Fred og sikkerhed!“ antage, og hvordan kan man undgå at blive vildledt af den?

¹⁴ I de senere år har politikere ofte brugt udtrykket „fred og sikkerhed“ om forskellige planer af menneskelig oprindelse. Skal vi se verdensledernes bestræbelser som optakten til at ordene i Første Thessalonikerbrev 5:3 bliver opfyldt? Eller hentydede Paulus til en mere specifik begivenhed, noget der er så markant og omfattende at det vil påkalde sig hele verdens opmærksomhed? Da det ofte er sådan at Bibelens profetier først forstås fuldt ud når de er blevet opfyldt eller er ved at blive opfyldt, må vi vente og se. I mellemtiden véd kristne at uanset om nationerne skulle nå frem til noget der ligner fred og sikkerhed, vil alt alligevel, dybest set, være ved det gamle. Selviskheden, hadet, kriminaliteten, familiesammenbruddet, umoraliteten, sygdommene, sorgen og døden vil ikke være afskaffet. Derfor behøver intet råb om „fred og sikkerhed“ at vildlede dig, hvis blot du holder dig vågen for betydningen af verdensbegivenhederne og giver agt på de profetiske advarsler i Guds ord. — Markus 13:32-37; Lukas 21:34-36.

[Ramme på side 250]

Fredsparadokset

Skønt FN erklærede 1986 for et internationalt fredsår, fortsatte det selvmorderiske våbenkapløb med øget styrke. Publikationen World Military and Social Expenditures 1986 oplyser følgende som maner til eftertanke:

I 1986 nåede verdens militærudgifter op på 5850 milliarder kroner.

Én times militærudgifter ville have været nok til at vaccinere de 3.500.000 der årligt døde af infektionssygdomme som kan forebygges.

Hvert femte menneske i verden levede i knugende fattigdom. Alle disse mennesker som sultede, kunne have fået nok at spise i et helt år for det det koster at opretholde verdens militær i to dage.

Sprængkraften i verdens samlede kernevåbenarsenal var 160.000.000 gange større end den der blev frigjort ved eksplosionen i Tjernobyl.

Der kunne fremstilles en atombombe som var over 500 gange kraftigere end den der blev kastet over Hiroshima i 1945.

Kernevåbenarsenalerne modsvarede over en million Hiroshima-bomber. De repræsenterede 2700 gange den sprængkraft der blev frigjort under den anden verdenskrig, hvor 38 millioner mennesker mistede livet.

Krigene var blevet hyppigere og mere dødbringende. I det 18. århundrede døde 4,4 millioner i krig, i det 19. århundrede 8,3 millioner, og i de første 86 år af det 20. århundrede 98,8 millioner. Siden det 18. århundrede er antallet af dødsofre i krige steget seks gange hurtigere end befolkningstilvæksten. Der var ti gange så mange dødsofre pr. krig i det 20. århundrede som i det 19.