Vi kommer for retten

I mellemtiden besluttede Selskabet at indbringe overgrebene i forbindelse med spørgsmålet om flaghilsen for domstolene. De hundreder af børn der havde taget standpunkt var nu blevet til tusinder. Den ene familie efter den anden blev udvalgt, men domstolene afviste deres sag. Så blev der rettet henvendelse til vores familie, og sagførerne for henholdsvis Selskabet og Den Amerikanske Borgerrettighedsunion anlagde sag ved distriktsdomstolen i Philadelphia i maj 1937. Sagen blev berammet til februar 1938.

Bill og jeg skulle afhøres som vidner. Jeg husker stadig den gysende, klamme fornemmelse ved udsigten til dette! Selskabets advokat terpede atter og atter de mulige spørgsmål med os. I retssalen kom Bill først i vidneskranken. Han blev spurgt hvorfor han ikke ville hilse flaget, og han svarede med et citat fra Anden Mosebog 20:4-6. Så blev det min tur, og samme spørgsmål blev stillet. Da jeg svarede: „Første Johannesbrev 5:21,“ bed modpartens sagfører mig af med sit: „Protest!“ Han syntes at ét skriftsted var rigeligt! Derpå kom professor Roudabush i vidneskranken. Han hævdede at vi var blevet indoktrineret og at vi udbredte „foragt for . . . flaget og landet“. Men dommer Albert Maris traf en afgørelse i vores favør.

’I skal ikke engang tænke på at komme tilbage til skolen!’ lød beskeden fra skolekommissionen. ’Vi appellerer sagen.’ Så måtte vi igen til Philadelphia, denne gang til appelretten. I november 1939 afgjorde dommerkollegiets tre dommere sagen til gunst for os. Skolekommissionen fnyste af raseri. Nu skulle sagen for højesteret!

For højesteret

Det begejstrede os at høre at broder Rutherford selv ville føre vores sag! En gruppe af os mødtes med ham på hovedbanegården i Washington, D.C., aftenen før sagen skulle for. Det var i april 1940, og vejret var stadig køligt. Vi følte at der blev skrevet historie. Næste dag var retssalen fyldt til bristepunktet med Jehovas vidner. Endelig kom turen til os, og broder Rutherford rejste sig og tog ordet. Jeg glemmer aldrig hvordan han sammenlignede os børn af Jehovas vidner med den trofaste profet Daniel, hans tre hebraiske venner og andre personer fra Bibelen. Han talte medrivende, og alle tilstedeværende lyttede med udelt opmærksomhed.

Det var slet ikke faldet os ind at dommen kunne gå os imod, siden vi jo havde vundet de to foregående sager. Om morgenen den 3. juni 1940 arbejdede mor og jeg i køkkenet med radioen tændt. Pludselig kom der en nyhedsudsendelse. Dommerne havde afsagt en dom der gik os imod — og ikke blot med en snæver margen, men med 8 dommerstemmer mod 1! Mor og jeg stod fuldstændig lamslåede og vantro. Så løb vi nedenunder for at fortælle far og Bill nyheden.

Retsafgørelsen udløste en næsten ufattelig bølge af terror. Over hele landet var Jehovas vidner fredløse. Folk mente at de gjorde deres patriotiske pligt ved at overfalde os. Få dage efter blev rigssalen i Kennebunk i Maine nedbrændt. I Illinois angreb en pøbelskare 60 forkyndere der var på arbejdsmarken, væltede deres biler og ødelagde deres publikationer. Rundt om på Shenandoah-egnen i Pennsylvanien begyndte kulminerne, konfektionsfabrikkerne og skolerne i rask rækkefølge at holde flaghilsenceremonier. Børn af Jehovas vidner blev bortvist fra skolerne, og deres forældre mistede alle på én dag deres arbejde.

Omsider en ændring

I 1942 skiftede nogle af højesteretsdommerne imidlertid mening og fandt at de havde afsagt en forkert dom i vores sag. Selskabet indbragte derfor sagen vedrørende børnene i familierne Barnett, Stull og McClure for højesteret. Børnene var blevet bortvist fra skolen i West Virginia. Distriktsretten i West Virginia afsagde en enstemmig dom til fordel for Jehovas Vidner! Men statens skolekommission appellerede sagen til højesteret. Vores familie var i Washington, D.C., da Selskabets sagfører, Hayden C. Covington, holdt et overbevisende indlæg for højesteret. På flagdagen, den 14. juni 1943, afsagde højesteret sin dom. Med seks dommerstemmer mod tre var den i Jehovas Vidners favør!