Forkyndere eller sælgere?

Da den anden verdenskrig nærmede sig blev Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde udsat for stor modstand. Kommunale vedtægter der krævede at dørsælgere og folk som indsamlede penge til religiøse formål først skulle indhente tilladelse, blev fejlagtigt anvendt i forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Overbevist om at en sådan anvendelse af disse love stred mod deres forfatningsmæssige rettigheder, stillede Jehovas Vidner disse vedtægter på prøve ved at forkynde uden først at indhente tilladelse. (Markus 13:10; Apostelgerninger 4:19, 20) Som følge heraf blev mange Jehovas vidner arresteret.

Hvis en lavere retsinstans afsagde en dom der gik dem imod, betalte forkynderne ikke bøden men gik i stedet i fængsel. Derefter blev de ved med at appellere sagerne indtil de nåede så højt op i retssystemet som det var muligt. På den måde opbyggede de et bolværk af gunstige domme der kunne dæmme op for denne forfatningsstridige indblanding i deres arbejde. Som tiden gik underkendte USA’s højesteret den ene efter den anden af disse vedtægter og erklærede dem forfatningsstridige enten i sig selv eller sådan som de blev anvendt, og dommene mod Jehovas vidner blev omstødt.

Foruden de lokale vedtægter om tilladelser fandt nogle instanser på at anvende love om vandrebrevsafgifter på Jehovas vidner for at begrænse deres forkyndelsesarbejde. Men forkynderne nægtede at betale denne afgift idet de betragtede den som en verdslig indskrænkning af deres guddommeligt pålagte forkynderhverv. Igen blev mange forkyndere arresteret, og igen afsagde højesteret sin kendelse til fordel for religions- og talefriheden.

Højesteret erklærede at retten til uhindret at udbrede en religiøs tro gennem det trykte ord „ikke er underlagt de enkelte staters myndighed. Den er garanteret folket af forbundsforfatningen“. Med andre ord kan de enkelte stater ikke fratage nogen noget som forfatningen giver dem ret til.

HVILKEN betydning har et lands grundlov eller forfatning for den enkelte borger? Forestil dig engang at du ønskede at uddele nogle tryksager, på gaden eller fra hus til hus, med oplysninger som du mente at folk i dit nabolag havde brug for. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at nogle love der havde til hensigt at opretholde den offentlige ro og orden, blev brugt til, i strid med grundloven, at forhindre dig i dette? Eller hvad hvis du fik at vide at du først skulle have en tilladelse, og myndighederne ikke ville give dig den, eller at du skulle betale en afgift der ville blive en økonomisk byrde for dig?

Jehovas Vidner i De Forenede Stater befandt sig netop i en sådan situation i 1930’erne og 1940’erne. De ønskede at udbrede tryksager der forklarede deres religiøse synspunkter. Mange steder søgte man imidlertid at hindre dem i dette ved hjælp af lokale love og vedtægter. Men De Forenede Staters forfatning garanterer tale- og pressefrihed. For at sikre sig disse forfatningsmæssige rettigheder, blev det derfor nødvendigt for Jehovas Vidner at indbringe sådanne sager for domstolene.