Efter at omkring 1200 Jehovas vidner i begyndelsen af nazitiden var blevet fængslet i Tyskland for at nægte at bruge nazihilsen og nægte at bryde deres kristne neutralitet, led tusinder i De Forenede Stater fysisk overlast fordi de undlod at hilse det amerikanske flag. I ugen fra den 4. november 1935 blev et antal skolebørn i Canonsburg i Pennsylvanien ført hen i skolens fyrrum og pisket fordi de ikke hilste flaget. En af lærerne, Grace Estep, blev afskediget af samme grund. Den 6. november nægtede William og Lillian Gobitas at hilse flaget og blev bortvist fra skolen i Minersville, Pennsylvanien. Deres fader anlagde sag for at få børnene genoptaget i skolen. Både forbundsdomstolen og distriktsappelretten afgjorde sagen i Jehovas vidners favør. Men i 1940, hvor landet stod på tærskelen til krig, afgjorde USA’s højesteret med otte dommerstemmer mod én sagen Minersville School District mod Gobitis til fordel for tvungen flaghilsen i de offentlige skoler. Denne afgørelse rejste en landsomfattende voldsbølge mod Jehovas vidner.

Der forekom så mange voldelige overfald på Jehovas vidner at Eleanor Roosevelt (præsident F. D. Roosevelts hustru) appellerede til befolkningen om at holde inde. Den 16. juni 1940 henviste rigsadvokaten, Francis Biddle, i en landsdækkende radiotale til de fjendtligheder der blev begået mod Jehovas vidner og sagde at de ikke ville blive tolereret. Men det standsede ikke voldshandlingerne.

I alle tænkelige situationer — på gaden, på arbejdspladsen, i deres tjeneste fra hus til hus — blev der stillet flag foran dem med krav om at de hilste det, ellers ville de få konsekvenserne at føle. Ved udgangen af 1940 berettede Jehovas Vidners Årbog: „Hierarkiet og Den Amerikanske Legion [har] gennem sådanne folkehobe der har taget loven i deres egen hånd, været årsag til ubeskrivelige voldshandlinger og ødelæggelser. Jehovas vidner er blevet overfaldet, slået, kidnappet, drevet ud af byer, amter og stater, blevet smurt ind i tjære og rullet i fjer, blevet tvunget til at drikke amerikansk olie, bundet sammen og jaget som dyr gennem gaderne, kastreret og lemlæstet, hånet og fornærmet af dæmoninspirerede folkemængder; hundreder er blevet sat i fængsel uden at vide hvad de var anklaget for, og holdt afspærret fra omverdenen uden mulighed for at rådføre sig med slægtninge, venner eller en sagfører. Mange andre er blevet anholdt og anbragt i såkaldt beskyttelsesarrest; nogle er blevet skudt i nattens mørke, nogle er blevet truet med at blive hængt og er blevet slået bevidstløse. Utallige er de former for forfølgelse de har været udsat for. Mange har fået tøjet flået af, deres bibler og bøger er blevet brændt offentligt, deres biler, beboelsesvogne, hjem og forsamlingssteder er blevet ødelagt og brændt. . . . I talrige tilfælde er både sagførere og vidner blevet overfaldet i retssalene af ophidsede folkemængder. I næsten hvert eneste tilfælde har myndighederne blot set til og nægtet at yde beskyttelse, og i snesevis af tilfælde har lovens håndhævere deltaget i pøbelaktionerne, ja endog været dem der førte an.“ Fra 1940 til 1944 forekom der over 2500 pøbeloverfald på Jehovas vidner i De Forenede Stater.

Da mange børn blev bortvist fra skolerne måtte Jehovas vidner i slutningen af 1930’erne og i begyndelsen af 40’erne drive deres egne skoler i De Forenede Stater og Canada for at deres børn kunne blive undervist. Man kaldte dem Kingdom Schools — rigsskoler.

Ikke alle har bifaldet en sådan fremfærd mod mennesker der af samvittighedsgrunde respektfuldt afholder sig fra at deltage i patriotiske ceremonier. Ugeavisen The Open Forum, der udgives af den amerikanske borgerretsforenings afdeling i Sydcalifornien, skrev i 1941: „Det er på høje tid at vi er blevet vågne for hele flaghilsenspørgsmålet. Jehovas vidner er ikke illoyale amerikanere. . . . De bryder i almindelighed ikke lovene, men fører et anstændigt og ordentligt liv og yder således deres bidrag til almenvellet.“ I 1976 skrev en medarbejder ved Buenos Aires-avisen Herald i Argentina ligeud at Jehovas vidners tro „kun kan genere dem der mener at patriotisme hovedsagelig er et spørgsmål om flagning og fædrelandssange og ikke et spørgsmål om hjerteindstilling“. Han tilføjede: „Hitler og Stalin kunne ikke døje dem, og behandlede dem forfærdeligt. Mange andre diktatorer som higer efter ensretning har søgt at undertrykke dem. Men forgæves.“