Lykkelig i et ægte, verdensomspændende brodersamfund

FORTALT AF WILLIE DAVIS

I 1934 berørte den store depression hele verden, og De Forenede Stater var præget af økonomisk kaos. Uden for stedet hvor der blev uddelt nødforsyninger til arbejdsløse i Cleveland i Ohio, var en betjent og en erklæret kommunist kommet op at slås. Betjenten skød og dræbte kommunisten samt en tilskuer, min bedstemoder, Vinnie Williams.

KOMMUNISTERNE prøvede at vende disse drab til en racistisk hændelse, eftersom min bedstemoder var sort og betjenten var hvid. De omdelte løbesedler med overskrifter som „Clevelands politi er racistisk“ og „Hævn disse drab“. Kommunisterne arrangerede og sørgede for alt ved min bedstemoders begravelse. Jeg har et billede af sørgemarskallerne — de var alle hvide og partimedlemmer. Alle har armen rakt i vejret med en knyttet næve — det blev senere symbolet på Black Power.

Fire måneder efter min bedstemoders død blev jeg født. Jeg voksede op med en talefejl der gjorde at jeg ikke kunne tale uden at stamme, og derfor gik jeg hos en talepædagog i de første år af min skoletid.

Mine forældre gik fra hinanden da jeg var fem år, og min søster og jeg blev opdraget af min moder. Da jeg var ti år blev jeg bydreng efter skoletid for at hjælpe med at dække familiens udgifter. To år senere begyndte jeg at arbejde både før og efter skoletid, og blev familiens hovedlønmodtager. Da moder kom på hospitalet og havde behov for en række operationer, gik jeg ud af skolen og fik et fuldtidsarbejde.

Indførelse i et brodersamfund

I 1944 modtog min fætters kone bogen „Sandheden skal frigøre jer“ af et af Jehovas vidner, og jeg var med til det bibelstudium der blev påbegyndt med hende. Det samme år blev jeg tilmeldt den teokratiske skole i Eastside-menigheden. Skoletilsynsmanden hed Albert Cradock og havde den samme talefejl som jeg, men han havde lært at beherske den. Han var til stor opmuntring for mig.

I vort distrikt boede der hovedsagelig italienere, polakker, ungarere og jøder, og menigheden var sammensat af folk fra disse og andre etniske grupper. Min fætters kone og jeg var blandt de første afroamerikanere der kom i denne ellers hvide menighed, men forkynderne viste aldrig nogen tegn på racefordomme. De inviterede mig faktisk jævnlig hjem til et måltid.

I 1956 flyttede jeg til den sydlige del af De Forenede Stater for at tjene hvor behovet for forkyndere var større. Da jeg en sommer vendte tilbage til Ohio for at overvære områdestævnet, kom mange af brødrene i Cleveland og hilste på mig, og de var meget interesserede i at høre om min tjeneste. Deres omsorg lærte mig en vigtig lektion — ’ikke blot at have øje for sine egne interesser men også for de andres’. — Filipperne 2:4.

Udvidet heltidstjeneste

Efter i tre år at have været heltidsforkynder eller pioner, blev jeg i november 1959 indbudt til at arbejde på Brooklyn Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Jeg skulle arbejde i forsendelsesafdelingen. Min afdelingstilsynsmand, Klaus Jensen, og min værelseskammerat, William Hannan — begge hvide — blev mine åndelige fædre. Da jeg ankom havde de hver især tjent næsten 40 år på Betel.

I begyndelsen af 1960’erne var der omkring 600 medlemmer i betelfamilien, og omkring 20 var afroamerikanere. De Forenede Stater var dengang begyndt at syde af raceuroligheder, og der var et anspændt forhold mellem de sorte og de hvide. Bibelen lærer imidlertid at „Gud ikke er partisk“, og det skulle vi heller ikke være. (Apostelgerninger 10:34, 35) Den åndelige drøftelse vi hver morgen havde ved bordet på Betel styrkede vores beslutning om at acceptere Guds syn på sådanne ting. — Salme 19:7.

Mens jeg tjente på Brooklyn Betel mødte jeg Lois Ruffin, en pionersøster fra Richmond i Virginia, og vi blev gift i 1964. Vi var besluttede på at fortsætte i heltidstjenesten. Efter brylluppet vendte vi derfor tilbage til den sydlige del af De Forenede Stater. I begyndelsen var vi specialpionerer, og i 1965 blev jeg indbudt til at tjene som kredstilsynsmand. I de næste ti år besøgte vi menigheder i staterne Kentucky, Texas, Louisiana, Alabama, Georgia, North Carolina og Mississippi.

Vort brodersamfund prøves

Det var år med store forandringer. Inden vi flyttede ned mod syd var racerne blevet adskilt. Sorte havde ved lov fået forbud mod at gå i den samme skole som hvide, spise i de samme restauranter, sove på de samme hoteller, gå på indkøb i de samme butikker og endda mod at drikke af den samme vandbeholder. Men i 1964 vedtog kongressen i De Forenede Stater nogle borgerretslove der forbød diskrimination på offentlige steder, deriblandt i transportmidlerne. Der var således ikke længere noget juridisk grundlag for raceadskillelsen.

Spørgsmålet var derfor om vore brødre og søstre i de menigheder der kun bestod af hvide eller sorte ville integrere og være kærlige og hengivne over for hinanden. Eller om presset fra samfundet, og rodfæstede følelser fra fortiden, ville få dem til at modsætte sig integrationen. Det var en udfordring at følge Bibelens bud: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Romerne 12:10.

Så lang tid som nogen kunne huske, havde den gængse opfattelse, især i den sydlige del, været at de sorte rangerede lavere end de hvide. Praktisk talt alle samfundsinstanser, også kirkerne, havde fyldt folks sind med denne opfattelse. Nogle hvide fandt det derfor vanskeligt at betragte de sorte som deres ligemænd. Det var bestemt en prøvelsens tid for vort brodersamfund — både for de sorte og for de hvide.

Lykkeligvis var der i det store og hele en positiv reaktion på integrationen i menighederne. Århundreders gennemgribende indoktrinering af synspunkter angående raceoverlegenhed kunne ikke bare fjernes fra den ene dag til den anden. Men da integrationen begyndte fik den en god modtagelse af vore brødre, og de fleste var glade for at kunne møde hinanden.

Det er interessant at selv folk der ikke var Jehovas vidner ofte tog del i integrationen i menighederne. I Lanette i Alabama blev naboerne for eksempel spurgt om de havde noget imod at sorte kom til vore møder. En ældre hvid dame gav en sort broder hånden og sagde: „Du er velkommen til at komme i vort nabolag og tilbede din Gud.“

Når jeg sammenligner Jehovas organisation med verden, fyldes mit hjerte med taknemmelighed for vort ægte, verdensomspændende brodersamfund. Jeg husker stadig disse kærlige brødre i Cleveland som opdragede mig i sandheden. Og da jeg så både sorte og hvide brødre i den sydlige del af De Forenede Stater skifte deres fordomme ud med dybtfølt broderkærlighed, frydede det mit hjerte.

[Illustration på side 25]

Willie og Lois Davis