Alexander H. Macmillan, der blev døbt i september 1900, mindedes senere: „En del af os [troede] for alvor . . . at vi ville komme i himmelen i løbet af den første uge af oktober.“a Ja, da Macmillan tænkte tilbage på den morgen Russell bekendtgjorde at hedningetiderne var forbi, indrømmede han: „Vi var meget opstemte, og jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis signalet til at drage til himmelen var blevet givet på dette tidspunkt — men der skete naturligvis intet af den slags.“

Men var der meget mere at gøre i høstarbejdet? Broder Russell var åbenbart af den opfattelse. Det viser en samtale han havde med broder Macmillan i efteråret 1916. Russell bad Macmillan om at komme til hans studereværelse på Brooklyn Betel. Der sagde han: „Arbejdet vokser hurtigt, og det vil fortsætte med at vokse, for der er arbejde, der skal gøres ud over hele verden med at prædike ’Rigets evangelium’ til alle mennesker.“ Gennem tre og en halv time forklarede Russell Macmillan hvad han ud fra Bibelen mente at det store arbejde som endnu lå foran dem, omfattede.

[Ramme på side 62]

’Nogle af os havde været lidt for hastige’

Da oktober 1914 nærmede sig, ventede nogle af bibelstudenterne at de ved hedningetidernes udløb ville modtage deres himmelske belønning som salvede kristne. Det fremgår af noget der skete ved et stævne som bibelstudenterne holdt den 27.-30. september 1914 i Saratoga Springs i New York. A. H. Macmillan, der var blevet døbt 14 år tidligere, holdt et foredrag onsdag den 30. september, hvori han blandt andet sagde: „Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem [til himmelen] nu.“

To dage senere (fredag den 2. oktober) måtte Macmillan finde sig i nogle godmodige drillerier i Brooklyn, hvor stævnedeltagerne samledes. Fra sin plads ved bordenden sagde C. T. Russell: „Vi må foretage nogle ændringer i programmet for søndag [den 4. oktober]. Søndag klokken halv elleve vil broder Macmillan tale til os.“ Hvordan var reaktionen? Macmillan skrev senere: „De lo alle hjerteligt, da de huskede, hvad jeg havde sagt om onsdagen i Saratoga Springs — at det var ’sidste gang, jeg talte offentligt’!“

„Og så fik jeg jo travlt med at finde noget at sige,“ fortsatte Macmillan. „Jeg fandt den 74. salme, 9. vers: ’Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mere; hvor længe, ved ingen af os.’ Det var noget helt andet. I den tale prøvede jeg at vise vennerne, at nogle af os måske havde været lidt for hastige med at tro, at vi skulle til himmelen med det samme, og at det, vi nu havde at gøre, var at arbejde ivrigt i Herrens tjeneste, indtil han besluttede, hvornår nogle af hans godkendte tjenere skulle komme hjem til ham.“