Udnytter krigshysteriet til at nå deres mål

I den nationalisme der fejede hen over jorden under den første verdenskrig, fandt præsterne et nyt våben mod bibelstudenterne. De protestantiske og de katolske gejstlige opdagede at de kunne lade deres fjendskab komme til udtryk bag et dække af patriotisme. De udnyttede krigshysteriet til at stemple bibelstudenterne som samfundsfjendtlige — samme anklage som de religiøse ledere i det første århundredes Jerusalem rettede mod Jesus Kristus og apostelen Paulus. (Luk. 23:2, 4; Apg. 24:1, 5) For at præsterne kunne komme med en sådan anklage måtte de naturligvis selv være med til at fremme krigsindsatsen, men det lod ikke til at bekymre ret mange af dem, skønt det betød at de måtte sende unge mænd ud for at dræbe medlemmer af deres egen kirke i et andet land.

Efter Russells død udgav Vagttårnsselskabet i juli 1917 bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed (på engelsk), som var en kommentar til Åbenbaringen, Ezekiels Bog og Højsangen. Denne bog afslørede rent ud gejstlighedens hykleri, og den fik ret hurtigt en meget omfattende udbredelse. I slutningen af december 1917 og i begyndelsen af 1918 uddelte bibelstudenterne i De Forenede Stater og Canada desuden 10.000.000 eksemplarer af et flammende budskab i traktaten The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad, ikke oversat til dansk). Det var en firesiders traktat i avisformat med titlen „Babylons fald“, og den bar undertitlen „Hvorfor kristenheden nu må lide — Det endelige resultat“. Den udpegede de katolske og de protestantiske kirkesamfund som det nutidige Babylon, der snart skulle falde. Til støtte for det der stod i brochuren blev det gengivet hvad Den fuldbyrdede Hemmelighed havde skrevet om profetier der drejede sig om Guds dom over det symbolske Babylon. På bagsiden var der en satirisk tegning af en fæstningsmur som var ved at falde sammen. På stenene stod der sådanne tekster som „Treenighedslæren (’3 × 1 = 1’)“, „Sjælens udødelighed“, „Teorien om evig pine“, „Protestantisme — trosbekendelser, præsteskab osv.“, „Romerkirken — paver, kardinaler osv. osv.“ — og alle stenene var på vej ned.

Præsterne blev rasende over denne afsløring, ligesom de jødiske religiøse ledere var blevet da Jesus afslørede deres hykleri. (Matt. 23:1-39; 26:3, 4) I Canada reagerede de hurtigt. I januar 1918 underskrev over 600 canadiske gejstlige en opfordring til regeringen om at undertrykke de internationale bibelstudenters publikationer. Avisen Winnipeg Evening Tribune fortæller at da Charles G. Paterson, præsten ved St. Stephen’s Church i Winnipeg, fra prædikestolen havde fordømt The Bible Students Monthly med artiklen „Babylons fald“, rekvirerede rigsadvokat Johnson et eksemplar af traktaten hos ham. Kort efter, den 12. februar 1918, blev der udstedt et dekret om at det var en forbrydelse der straffedes med bøde og fængsel at være i besiddelse af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed eller den traktat der ses ovenfor.

Samme måned, den 24. februar, talte Vagttårnsselskabets nyvalgte præsident, J. F. Rutherford, i Temple Auditorium i Los Angeles i Californien. Hans emne var opsigtsvækkende: „Denne Verden er endt — Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.“ Da han fremlagde vidnesbyrd om at verden som man kendte den virkelig var endt i 1914, henviste han til krigen som var i gang, ledsaget af hungersnød, og gjorde opmærksom på at det var en del af det tegn Jesus havde forudsagt. (Matt. 24:3-8) Derefter rettede han opmærksomheden mod gejstligheden og sagde:

„Ifølge Skriften er præsterne som skare betragtet de mennesker på jorden der mest er at bebrejde for den store krig som nu hjemsøger menneskeheden. I 1500 år har de indpodet folk den sataniske læresætning at kongerne har en guddommelig ret til at herske. De har sammenblandet politik og religion, kirke og stat; de har vist sig troløse over for det gudgivne privilegium at forkynde budskabet om det messianske rige, og de har fornedret sig til at opmuntre regenterne til at tro på at kongen regerer efter Guds vilje og at det han gør derfor er rigtigt.“ Om resultatet af dette sagde han: „Ærgerrige konger i Europa rustede sig til krig fordi de ønskede at bemægtige sig andre folkeslags områder; og præsterne klappede dem på skulderen og sagde: ’Gør det bare, I kan ikke gøre noget forkert; alt hvad I gør er i orden.’“ Det var imidlertid ikke kun de europæiske gejstlige der gjorde dette, hvilket deres kolleger i Amerika udmærket var klar over.

Dagen efter blev et omfattende referat af foredraget bragt i Los Angeles-avisen Morning Tribune. Præsterne blev så forbitrede over indholdet at deres forbund holdt et møde selv samme dag og sendte formanden hen på avisen for at give deres stærke mishag til kende. Derefter blev Vagttårnsselskabets kontor i en periode konstant chikaneret af mænd fra regeringens efterretningsvæsen.

I denne periode hvor de nationalistiske følelser var i kog, blev der holdt en præstekonference i Philadelphia i De Forenede Stater. Her vedtog man en resolution som opfordrede til en ændring af spionageloven sådan at påståede overtrædere kunne stilles for en krigsret og dømmes til døden hvis de blev fundet skyldige. John Lord O’Brian, der var assistent for rigsadvokaten i særlige krigsanliggender, blev udpeget til at forelægge sagen for Senatet. De Forenede Staters præsident tillod ikke at ændringsforslaget blev vedtaget. Men generalmajor James Franklin Bell fra den amerikanske hær afslørede i vrede over for J. F. Rutherford og W. E. Van Amburgh hvad der havde fundet sted ved konferencen og at det havde været hensigten at bruge loven imod Vagttårnsselskabets ledere.

Officielle regeringsdokumenter viser at John Lord O’Brian i hvert fald fra 21. februar 1918 var personligt involveret i nogle forsøg på at rejse en sag mod bibelstudenterne. Kongressens referater for 24. april og 4. maj indeholder notater fra John Lord O’Brian hvori han med stærke ord påpeger at hvis spionageloven tillod at man fremsatte „sande udtalelser ud fra de bedste motiver og i god hensigt“, som det hed i den såkaldte franske undtagelsesbestemmelse som Senatet havde vedtaget, havde han ingen mulighed for at retsforfølge bibelstudenterne.

I Worcester i Massachusetts udnyttede „pastor“ B. F. Wyland yderligere krigshysteriet til at beskylde bibelstudenterne for at drive propaganda for fjenden. Han skrev en artikel i avisen Daily Telegram hvori han erklærede: „En af de patriotiske pligter der påhviler jer som borgere er at undertrykke De Internationale Bibelstudenters Forening med hovedsæde i Brooklyn. De har under religiøst dække drevet tysk krigspropaganda i Worcester ved at sælge deres bog ’Den fuldbyrdede Hemmelighed’.“ Han sagde rent ud til myndighederne at det var deres pligt at arrestere bibelstudenterne og forhindre dem i at holde flere møder.

I foråret og sommeren 1918 blev bibelstudenterne forfulgt mange steder, både i Nordamerika og i Europa. Blandt dem der stod bag var der præster fra baptistkirken, metodistkirken, den episkopale kirke, lutherske kirker, den katolske kirke og andre kirker. Bibelske publikationer blev beslaglagt af betjente som gennemførte husundersøgelser uden ransagningskendelse, og mange af bibelstudenterne blev kastet i fængsel. Andre blev jaget af pøbelflokke, slået, pisket, rullet i tjære og fjer, fik håret klippet af eller ribbenene brækket. Nogle led varigt mén. Kristne mænd og kvinder blev kastet i fængsel og holdt indespærret uden at der blev rejst anklage eller fældet dom. Over hundrede tilfælde af en sådan oprørende behandling blev refereret i The Golden Age for 29. september 1920.

Anklaget for spionage

Det hele kulminerede den 7. maj 1918, da der i De Forenede Stater blev udstedt arrestordre mod Watch Tower Bible and Tract Societys præsident, J. F. Rutherford, og hans nærmeste medarbejdere.

Dagen i forvejen var der i Brooklyn blevet rejst tiltale mod broder Rutherford og hans medarbejdere i to sager. Hvis den ene sag ikke gav det ønskede resultat, kunne den anden føres. Den første sag, hvori der var rejst tiltale mod det største antal personer, omfattede fire anklagepunkter: to hvor de blev anklaget for at have sammensvoret sig om at overtræde spionageloven af 15. juni 1917, og to hvor de blev anklaget for at have gennemført deres illegale planer eller have forsøgt på det. Det blev hævdet at de havde sammensvoret sig om at forårsage opsætsighed og lydighedsnægtelse i De Forenede Staters væbnede styrker og om at lægge hindringer i vejen for udskrivningen af mænd til tjeneste i disse styrker mens nationen var i krig, og at de havde gjort begge dele eller i hvert fald forsøgt på det. Anklageskriftet nævnte specielt udgivelsen og udbredelsen af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Den anden sigtelse drejede sig om afsendelsen af en check til Europa (til bibelundervisningsarbejdet i Tyskland), en handling der blev udlagt som skadelig for De Forenede Staters interesser. Da de anklagede blev stillet for retten var det den første tiltale, den med de fire anklagepunkter, der blev prøvet.

På det tidspunkt var C. J. Woodworth og J. F. Rutherford også tiltalt for brud på spionageloven ved retten i Scranton i Pennsylvanien. Men ifølge et brev fra John Lord O’Brian, dateret den 20. maj 1918, var nogle af justitsministeriets medarbejdere bange for at distriktsdommer Witmer, som skulle dømme i sagen, ikke ville anerkende deres brug af spionageloven til at undertrykke en virksomhed der udførtes af mænd som ud fra en oprigtig religiøs overbevisning sagde noget som andre kunne udlægge som antikrigspropaganda. Justitsministeriet stillede derfor Scranton-sagen i bero indtil Brooklyn-sagen var afgjort. Det lykkedes også regeringen at mage det sådan at dommer Harland B. Howe fra staten Vermont, som John Lord O’Brian vidste var enig med ham i hans synspunkter, kom til at dømme i sagen ved De Forenede Staters distriktsret for New Yorks østlige distrikt. Sagen kom for retten den 5. juni, med Isaac R. Oeland og katolikken Charles J. Buchner som anklagere. Under retssagen bemærkede broder Rutherford at Buchner og Oeland ofte rådførte sig med katolske præster.

Under sagens behandling blev det påvist at Selskabets ledere og bogens skribenter ikke havde haft til hensigt at lægge hindringer i vejen for landets krigsindsats. Der blev fremlagt beviser for at planerne om at skrive bogen var blevet lagt — og det meste af manuskriptet udarbejdet — før De Forenede Stater erklærede krig (den 6. april 1917), og at den oprindelige kontrakt om trykning af bogen var blevet underskrevet før De Forenede Stater vedtog den lov (den 15. juni) som man sagde de havde overtrådt.

Anklagerne lagde vægt på nogle tilføjelser til bogen der var foretaget i april og juni 1917 mens teksten blev sat og korrekturlæst. Deriblandt var et citat af John Haynes Holmes, en præst der eftertrykkeligt havde erklæret at krigen var en krænkelse af kristendommen. En af forsvarsadvokaterne påpegede imidlertid at præstens udtalelser, der var offentliggjort under titlen A Statement to My People on the Eve of War, stadig solgtes i De Forenede Stater på det tidspunkt, og at hverken præsten eller udgiveren var blevet anklaget for dette. Men bibelstudenterne, der henviste til hans prædiken, blev holdt ansvarlige for de synspunkter den gav udtryk for.

Bogen fortalte ikke folk at de ikke måtte deltage i krigen. Men i sin forklaring af profetierne citerede den uddrag af The Watch Tower fra 1915 for at vise det inkonsekvente i at præster foregav at være Kristi tjenere mens de samtidig fungerede som rekrutteringsagenter for krigsførende lande.

Da det havde vist sig at regeringen havde noget at indvende imod bogen, havde broder Rutherford straks sendt et telegram til trykkeren for at få produktionen standset, og samtidig havde man sendt en repræsentant for Selskabet til den amerikanske hærs efterretningsvæsen for at høre hvori indvendingen bestod. Da man erfarede at side 247-53 i bogen (den engelske udgave) voldte anstød på grund af den igangværende krig, gav Selskabet ordre til at disse sider skulle skæres ud af bogen før den blev tilbudt til offentligheden. Og da regeringen havde underrettet distriktsadvokaterne om at en yderligere udbredelse af bogen ville være en overtrædelse af spionageloven (skønt regeringen afslog at oplyse Selskabet om sin holdning til bogen i dens ændrede form), gav Selskabet besked om at al offentlig udbredelse af bogen skulle standses.

Hvorfor så streng en straf?

Til trods for alt dette erklærede juryen den 20. juni 1918 at hver af de anklagede var fundet skyldige i alle fire anklagepunkter. Dagen efter blev syvb af dem idømt fire fængselsstraffe på hver 20 år, som kunne afsones samtidig. Den 10. juli blev den ottendec idømt fire sideløbende straffe på 10 års fængsel. Hvor hårde var disse domme? I en notits til statsadvokaten den 12. marts 1919 erkendte USA’s præsident, Woodrow Wilson: „Fængselsstraffene er klart overdrevne.“ Manden der affyrede de dræbende skud mod den østrig-ungarske kronprins i Sarajevo — og dermed udløste de begivenheder der kastede nationerne ud i den første verdenskrig — var ikke blevet straffet strengere. Han var blevet idømt 20 års fængsel — ikke fire gange 20 år, sådan som bibelstudenterne.

Hvad var motivet til at idømme bibelstudenterne så strenge fængselsstraffe? Dommer Harland B. Howe erklærede: „Efter rettens opfattelse er den religiøse propaganda som de anklagede kraftigt har fremmet og spredt i hele landet såvel som blandt vore allierede, en større fare end en division af den tyske hær. . . . Den der udbreder religiøse tanker øver som regel stor indflydelse, og hvis han er oprigtig er indflydelsen des større. Dette er en skærpende snarere end en formildende omstændighed. Retten har derfor sluttet at det eneste man kan gøre med sådanne personer, er at give dem en streng straf.“ Det er imidlertid også værd at bemærke at dommer Howe før han afsagde dommen nævnte at forsvarets advokater med deres udtalelser ikke alene havde udtrykt mistillid til og kritiseret regeringens jurister men også „alle landets præster“.

Afgørelsen blev straks appelleret til De Forenede Staters distriktsappelret. Men løsladelse mod kaution indtil appellen var behandlet blev egenmægtigt afvist af dommer Howe,d og den 4. juli, før den tredje og sidste ansøgning om løsladelse mod kaution kunne nå at blive behandlet, blev de første syv brødre i hast overført til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Det blev senere påvist at der var begået 130 procedurefejl under denne stærkt fordomsfulde retssag. Det tog måneder at udarbejde de papirer der var nødvendige for at få sagen taget op på ny. I mellemtiden sluttede krigen. Den 19. februar 1919 sendte de otte fængslede brødre en anmodning om benådning til De Forenede Staters præsident, Woodrow Wilson. Desuden skrev et stort antal borgere til den nyudnævnte statsadvokat og opfordrede til at brødrene blev løsladt. Den 1. marts 1919 anbefalede dommer Howe derpå, som svar på en forespørgsel fra statsadvokaten, „øjeblikkelig strafforvandling“. Dette ville have nedsat straffene, men det ville også have bekræftet de anklagedes skyld. Inden man nåede så vidt, havde brødrenes sagførere rettet henvendelse til statsadvokaten, så sagen blev taget op ved appelretten.

Den 21. marts 1919, ni måneder efter at Rutherford og hans medarbejdere var blevet dømt, og efter at krigen havde været forbi i flere måneder, afgjorde appelretten at der kunne stilles kaution for alle otte anklagede, og den 26. marts blev de løsladt i Brooklyn mod en kaution på 10.000 dollars for hver. Den 14. maj 1919 traf distriktsappelretten i New York denne afgørelse: „De anklagede i denne sag har ikke fået den nøgterne og upartiske behandling de havde ret til, og derfor omstødes dommen.“ Sagen blev sendt tilbage til ny behandling i underretten. Men den 5. maj 1920, efter at de anklagede var mødt op i retten fem gange, erklærede regeringens advokat ved et åbent retsmøde i Brooklyn at anklagen var trukket tilbage.e Hvorfor? Som det fremgår af korrespondance der opbevares i De Forenede Staters rigsarkiv, var justitsministeriet bange for at hvis anklagerne blev forelagt en fordomsfri jury, nu da krigshysteriet var ovre, ville man tabe sagen. Rigsadvokat L. W. Ross skrev i et brev til statsadvokaten: „Jeg tror det vil være bedre, af hensyn til vort forhold til offentligheden, at vi på eget initiativ“ erklærer at sagen ikke skal forfølges videre.

Samme dag, den 5. maj 1920, blev den alternative tiltale der i maj 1919 var blevet rejst mod J. F. Rutherford og fire af hans medarbejdere, også frafaldet.

Hvem stod bag?

Var det virkelig præsterne der stod bag alt dette? Det benægtede John Lord O’Brian. Men de der levede dengang vidste udmærket hvordan det forholdt sig. Den 22. marts 1919 skrev avisen Appeal to Reason, der blev udgivet i Girard i staten Kansas: „Pastor Russells tilhængere, ondsindet forfulgt af den ’ortodokse’ gejstlighed, blev dømt og fængslet uden ret til at stille kaution, selv om de gjorde alt hvad de kunne for at rette sig efter spionagelovens bestemmelser. . . . Vi erklærer at uanset om spionageloven teknisk set var i overensstemmelse med forfatningen og var etisk forsvarlig eller ej, blev disse tilhængere af pastor Russell dømt uretmæssigt efter dens bestemmelser. En fordomsfri bedømmelse af vidnesbyrdene vil hurtigt overbevise enhver om at disse mænd hverken havde til hensigt at overtræde loven eller gjorde det.“

Nogle år senere skrev dr. Ray Abrams i bogen Preachers Present Arms: „Det er påfaldende at så mange præster så aggressivt forsøgte at skaffe sig af med russellitterne [som bibelstudenterne nedsættende blev kaldt]. Sejlivede religiøse skænderier og gammelt had, som ikke ofres nogen opmærksomhed ved domstolene i fredstid, fandt nu vej ind i retssalen under indflydelse af krigshysteriet.“ Han skrev også: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne.“ — S. 183-85.

[Ramme på side 655]

Præsterne afslører deres indstilling

Det er værd at lægge mærke til hvordan de religiøse tidsskrifter reagerede på domfældelsen af J. F. Rutherford og hans medarbejdere i 1918:

◆ „The Christian Register“: „Det regeringen her med dræbende tydelighed slår ned på, er den antagelse at religiøse idéer altid kan udbredes ustraffet, uanset hvor skøre og skadelige de måtte være. Det er en gammel vildfarelse, og hidtil har vi været alt for lemfældige over for den. . . . Det ser ud til at være russellismens endeligt.“

◆ „The Western Recorder“, et baptistisk tidsskrift, skrev: „Det er ikke spor overraskende at lederen af denne kværulantiske sekt er blevet indespærret i en institution for lovbrydere. . . . Det virkelig svære problem i denne forbindelse er om de anklagede skulle have været i fængsel eller om de burde have været anbragt på en sindssygeanstalt.“

◆ „The Fortnightly Review“ henledte opmærksomheden på en kommentar i New York-avisen „Evening Post“, der lød: „Vi stoler på at de der underviser i religion overalt vil mærke sig denne dommers opfattelse, nemlig at fremholdelse af enhver tro som ikke er i fuld overensstemmelse med den vedtagne lov, er en alvorlig forbrydelse som kun forstærkes hvis man som evangeliets tjener er oprigtig i det man siger.“

◆ „The Continent“ betegnede nedsættende de anklagede som „tilhængere af afdøde ’pastor’ Russell“ og hævdede fejlagtigt at de mente at „alle bortset fra syndere skulle fritages for at kæmpe mod den tyske kejser“. Bladet påstod også at ifølge statsadvokaten i Washington havde „den italienske regering for nogen tid siden klaget til De Forenede Stater over at Rutherford og hans meningsfæller . . . havde udspredt antikrigspropaganda i den italienske hær“.

◆ En uge senere gengav „The Christian Century“ det meste af det ovennævnte ord for ord, og viste dermed at det var i fuld overensstemmelse med disse synspunkter.

◆ Det katolske tidsskrift „Truth“ nævnte kort den dom der var afsagt, og gav derefter udtryk for bladets mening ved at sige: „Dette samfunds skrifter nærmest stinker af ondskabsfulde angreb på den katolske kirke og dens præsteskab.“ I et forsøg på at sætte enhver som offentligt erklærede sig uenig med den katolske kirke, i bås med samfundsoprørere, skrev bladet videre: „Det bliver mere og mere tydeligt at intolerancens ånd er nært forbundet med en oprørsk indstilling.“

◆ Dr. Ray Abrams skrev siden i bogen „Preachers Present Arms“: „Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade.“