I august samme år blev Gerri og jeg indbudt til at overvære Gileadskolens 20. klasse, som begyndte i september. Vi havde regnet med at blive sendt til et fremmed land efter at vi havde gennemgået skolen. Min søster, Doris, var udgået fra Gileadskolens 13. klasse og virkede i Brasilien. Gerri og jeg blev derfor noget overraskede da vi fik til opgave at virke i rejsetjenesten i sydstaten Alabama, hvor vi skulle betjene menigheder med sorte brødre og søstre. Vi blev lidt skuffede, for vi havde sat næsen op efter at tjene i udlandet.

Den første menighed vi besøgte, var i Huntsville. Mens vi var ved at pakke ud hos den søster vi skulle bo hos, hørte vi hende sige til en hun talte med i telefonen: „Børnene er her.“ Vi var kun 24 år og så endnu yngre ud. ’Børnene’ var det kælenavn vi havde i hele den tid vi betjente den kreds!

Det sydøstlige hjørne af USA kaldes ofte for Bibelbæltet fordi mange mennesker dér har stor respekt for Bibelen. Så når vi var i forkyndelsen, brugte vi gerne en præsentation der bestod af disse tre punkter:

(1) En kort kommentar om verdensforholdene.

(2) Det håb man finder i Bibelen.

(3) Hvad Bibelen siger vi skal gøre.

Derefter tilbød vi folk noget læsestof. Eftersom vi havde stor succes med denne fremgangsmåde, blev jeg tildelt et indlæg ved stævnet „Den Nye Verdens Samfund“ i New York hvor jeg skulle præsentere den.

I sommeren 1953 blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand og skulle betjene kredsene af sorte brødre i Syden. Vores distrikt strakte sig fra Virginia til Florida og så langt vestpå som til Alabama og Tennessee. Rejsende tilsynsmænd måtte være villige til at tilpasse sig mange forskellige forhold. For eksempel boede vi ofte i hjem uden nogen sanitære installationer og måtte tage bad i en zinkbalje bag komfuret. Heldigvis var det også det luneste sted i huset!

Vanskelighederne ved raceadskillelse

Da vi betjente menighederne i sydstaterne, krævede det omtanke og opfindsomhed at klare visse gøremål. For eksempel havde sorte ikke lov til at benytte møntvaskerier. Men Gerri tog derhen og sagde til folk at hun vaskede tøj for „fru Thompson“. Mange troede vist at hun var en tjenestepige. I den periode viste områdetilsynsmændene filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed på store lærreder. Når jeg skulle vise filmen, ringede jeg til en forretning og bestilte et lærred til „hr. Thompson“, og så afhentede jeg det senere. Vi var altid høflige og kunne som regel udføre vores tjeneste uden problemer.

I Syden var der også en anden form for fordom — mange kunne ikke lide folk fra de nordlige stater. En lokalavis skrev engang at James A. Thompson jun. fra Vagttårnsselskabet i New York skulle holde foredrag ved et stævne. Nogle opfattede det sådan at jeg var fra New York, og det førte til at vores kontrakt på leje af en skolesal blev annulleret. Jeg henvendte mig derfor til skolebestyrelsen og forklarede at jeg faktisk havde gået i skole i Chattanooga. Så fik vi lov til at afholde vores stævne i skolens aula.

I midten af 1950’erne tog racehadet i samfundet til, og nogle gange førte det til vold. Ved en række områdestævner i 1954 tog nogle af vennerne anstød af at ingen sorte brødre var blevet tildelt opgaver på programmet. Vi tilskyndede vores sorte brødre til at være tålmodige. Den følgende sommer blev jeg bedt om at holde et foredrag ved områdestævnet, og i tiden derefter fik flere sorte brødre fra sydstaterne indlæg ved stævnerne.

Raceurolighederne aftog med tiden, og sorte og hvide brødre kunne begynde at overvære møderne sammen. Det medførte forandringer. Nogle af forkynderne blev bedt om at flytte menighed, visse distriktsgrænser blev ændret, og nogle af tilsynsmændene blev tildelt nye opgaver. Enkelte, både blandt de sorte og de hvide brødre, brød sig ikke om den nye ordning. Men de allerfleste var upartiske, ligesom vores himmelske Fader. Ja, mange var nære venner uanset hudfarve. Sådanne venskaber havde min familie også under min opvækst i 30’erne og 40’erne.

[Illustrationer på side 5]

Efter Gileadskolen fik vi til opgave at virke i rejsetjenesten i sydstaterne

[Illustration på side 6]

Rejsende tilsynsmænd og deres hustruer under forberedelsen af et områdestævne for både sorte og hvide i 1966