Lad mig give et eksempel. Den 29. december 1988 fødte søster Denise Nicoleau en dreng men led derefter et alvorligt blodtab. Hendes blodprocent faldt til under 5,0, og lægen bad om hendes samtykke til en blodtransfusion. Det afviste vores søster. Næste morgen anmodede hospitalet om at få en dommerkendelse der gav personalet lov til at give vores søster det de betragtede som nødvendige blodtransfusioner. Uden at have afholdt en høring og uden at have informeret søster Nicoleau eller hendes mand gav dommeren hospitalet lov til at give transfusioner.

Fredag den 30. december gav hospitalspersonalet søster Nicoleau en blodtransfusion på trods af at hendes mand og andre familiemedlemmer der var ved hendes side, protesterede imod det. Om aftenen blev flere familiemedlemmer og nogle ældste anholdt fordi de angiveligt havde dannet en menneskemur omkring søster Nicoleau for at forhindre transfusionerne. Dagen efter rapporterede nyhedsmedierne i New York City og på Long Island om anholdelserne.

Mandag morgen talte jeg med retspræsidenten, Milton Mollen. Jeg beskrev sagens omstændigheder og påpegede at dommeren havde givet tilladelse til blodtransfusion uden at have afholdt en høring. Dommer Mollen bad mig om at komme hen til sit kontor om aftenen for at drøfte sagens kendsgerninger og den relevante lovgivning. Philip Brumley, tilsynsmanden for Den Juridiske Afdeling på Betel, tog med mig hen for at mødes med dommer Mollen. Hospitalets advokat var også inviteret med til mødet. På et tidspunkt blev diskussionen noget ophedet, og bror Brumley viste mig diskret sin notesblok, hvor han havde skrevet “Ro på”. Det var virkelig et godt råd, for i mit forsøg på at gendrive advokatens argumenter var jeg efterhånden blevet noget ophidset.

Efter at mødet havde varet en times tid, informerede dommer Mollen os om at sagen ville være den første på dagsordenen næste morgen. Da vi var på vej ud af kontoret, sagde han at der ventede hospitalets advokat en hård dag. Åbenbart ville advokaten få meget svært ved at overbevise dommeren. Jeg følte at dommerens kommentar var Jehovas måde at forsikre os om at vi havde en stærk sag. Tanken om at Jehova brugte os til at gennemføre sin vilje, fyldte mig med taknemmelighed og ydmyghed.

Vi arbejdede til ud på natten for at forberede vores bevisførelse til næste dag. Domhuset ligger ikke ret langt fra Betel, så de fleste af os der arbejdede i vores lille juridiske afdeling, gik derhen. Efter at et dommerpanel på fire havde lyttet til vores argumenter, annullerede de tilladelsen til at give blodtransfusion. Retten dømte til fordel for søster Nicoleau og slog fast at den gængse praksis med at udstede en dommerkendelse uden at have lyttet til patienten var en krænkelse af forfatningssikrede rettigheder.

New Yorks højeste domstol stadfæstede søster Nicoleaus ret til at blive behandlet uden brug af blod.