Borgernes rettigheder styrkes

En af de første sager angående Jehovas Vidners forkyndelse der blev bragt for USA’s højesteret, var en sag der blev rejst i Georgia og blev påhørt i højesteret den 4. februar 1938. Ved byretten i Griffin i Georgia var Alma Lovell blevet dømt for at have overtrådt en vedtægt som forbød uddeling af enhver form for tryksager uden tilladelse fra borgmesteren. Søster Lovell havde blandt andet tilbudt folk bladet The Golden Age. Den 28. marts 1938 afgjorde USA’s højesteret at den lokale vedtægt var ugyldig fordi den indebar at trykkefriheden blev underlagt krav om tilladelse og censur.c

Året efter trådte J. F. Rutherford frem i højesteret som advokat for den appellerende part i sagen Clara Schneider mod State of New Jersey.d I 1940 kom sagen Cantwell mod State of Connecticut,e hvor J. F. Rutherford udarbejdede den skriftlige procedure og Hayden Covington stod for den mundtlige procedure over for højesteretten. Det gunstige udfald af disse sager styrkede trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden, som forfatningen garanterede.

Et vendepunkt

I sagen Jones mod Opelika, hvor dommen blev et hårdt slag mod Jehovas Vidners offentlige forkyndelse, erklærede tre af dommerne at de ikke alene var uenige med dommerflertallet i den foreliggende sag, men også at de nu selv var nået til den overbevisning at de havde præget udviklingen i den forkerte retning i forbindelse med Gobitis-sagen. „Eftersom vi var med til at afsige kendelsen i Gobitis-sagen,“ tilføjede de, „anser vi dette for en passende lejlighed til at erklære at vi nu er kommet til den overbevisning at det også var en forkert dom der blev afsagt i denne sag.“ Jehovas Vidner tog det som et vink om at tiden var inde til igen at få stridsspørgsmålene indbragt for højesteret.

Man anmodede derfor om en fornyet behandling af sagen Jones mod Opelika. I anmodningen blev der peget på stærke juridiske argumenter. Man erklærede også frimodigt: „Denne domstol må tage den altoverskyggende kendsgerning i betragtning at de personer den bedømmer er tjenere for den almægtige Gud.“ Man opregnede så nogle bibelske eksempler der viste hvad dette indebar. Der blev også peget på det råd lovlæreren Gamaliel gav den jødiske højesteret i det første århundrede: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; . . . ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:34-39.

Endelig, den 3. maj 1943, omstødte højesteret sin dom i sagen Jones mod Opelika. Det skete i forbindelse med den skelsættende sag Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania.a Højesteret erklærede at ethvert krav om vandrebrev som betingelse for at man kunne udøve sin trosfrihed ved at uddele religiøse skrifter, var i strid med forfatningen. Denne dom betød at døren for alvor blev slået op for Jehovas vidner i De Forenede Stater, og siden har man i hundreder af sager kunnet henvise til den som præcedens. Den 3. maj 1943 blev en mindeværdig dag for Jehovas vidner i forbindelse med alle de sager de har ført ved De Forenede Staters højesteret. På én og samme dag blev 12 ud af 13 sager (samlet til retsforhandling og domsafsigelse under fire kendelser) afgjort til deres fordel.b

Godt en måned senere — på den amerikanske „flagdag“, den 14. juni — omstødte højesteret igen en af sine kendelser. Denne gang var det dommen i Gobitis-sagen, og det skete i den sag der kendes som West Virginia State Board of Education mod Barnette.c I afgørelsen hed det at „ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne“. Mange af de argumenter som fremførtes i denne sag, blev siden brugt i Canada ved Ontarios appelret i sagen Donald mod Hamilton Board of Education. Canadas højesteret afviste at omstøde den dom der var blevet afsagt i denne sag.

I god overensstemmelse med dommen i Barnette-sagen, og endda på samme dag, afgjorde De Forenede Staters højesteret i sagen Taylor mod State of Mississippid at man ikke med rette kan anklage Jehovas vidner for tilskyndelse til oprør blot fordi de forklarer deres grunde til ikke at hilse flaget og fordi de siger at alle nationer vil stå som tabere fordi de stiller sig i opposition til Guds rige. Disse domme var med til at bane vejen for gunstige afgørelser ved andre domstole, både i sager hvor børn havde nægtet at hilse flaget i skolen og sager angående ansættelse og forældreret. Et vendepunkt var nået.e

[Ramme på side 687]

Hvordan det gik til at højesteret ændrede kurs

I sagen „Minersville School District“ mod „Gobitis“ i 1940 afgjorde De Forenede Staters højesteret med otte ud af ni dommerstemmer at man godt kunne forlange at skolebørn skulle hilse flaget. Kun dommer Stone stemte imod. Men to år senere, i sagen „Jones“ mod „Opelika“, afgav tre andre dommere (Black, Douglas og Murphy) dissens, og benyttede lejligheden til at give udtryk for at der efter deres mening var afsagt en forkert dom i „Gobitis“-sagen, fordi man i denne dom havde tillagt trosfriheden underordnet betydning. Det betød at fire ud af de ni højesteretsdommere nu var stemt for at omstøde dommen i „Gobitis“-sagen. To af de fem andre dommere som havde tillagt trosfriheden mindre betydning var nu pensionerede, og to nye dommere (Rutledge og Jackson) var udnævnt da den næste flaghilsensag kom for højesteret. I sagen „West Virginia State Board of Education“ mod „Barnette“ i 1943 stemte begge disse dommere til fordel for trosfriheden og imod tvungen flaghilsen. Sådan gik det til at højesteret med seks stemmer mod tre omstødte de kendelser der var afsagt i fem forudgående appelsager („Gobitis“, „Leoles“, „Hering“, „Gabrielli“ og „Johnson“).

Dommer Frankfurter, som afgav dissens i „Barnette“-sagen, udtalte: „Det er sket før, og det vil stadig ske fra tid til anden, at højesteret skifter standpunkt. Men bortset fra mindre udsving som senere er blevet korrigeret, tror jeg ikke at denne domstol, før den behandlede disse sager med Jehovas vidner, har omstødt nogen kendelse med det formål at begrænse demokratiske instansers magt.“

[Ramme på side 688]

’En ældgammel missionsform’

I 1943 erklærede De Forenede Staters højesteret i sagen „Murdock“ mod „Pennsylvania“ blandt andet:

„Som missionsform er den personlige uddeling af religiøse skrifter ældgammel — lige så gammel som trykkemaskinen. Den har i årenes løb udgjort en stærk drivkraft for mange forskellige religiøse bevægelser. Denne form for evangelisering bruges i dag i stort omfang af religiøse sekter, hvis kolportører bringer evangeliet ud til tusinder og atter tusinder af hjem for ved personlige besøg at vinde tilslutning til deres tro. Det drejer sig ikke blot om forkyndelse, ej heller blot om uddeling af religiøse skrifter. Det er begge dele i forening. Dette er lige så evangelisk i sit formål som et vækkelsesmøde. En sådan religiøs aktivitet har en lige så høj status under Den Første Tillægsartikel som tilbedelse i en kirkebygning og forkyndelse fra en prædikestol. Den har samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og udbredte former for trosudøvelse. Den har også samme krav som de andre på at kunne nyde godt af tale- og trykkefriheden.“