Da jeg var otte, solgte mine forældre salonerne og vores hus, byggede en husvogn og flyttede til Colorado, hvor der var behov for forkyndere. Vi slog os ned i nærheden af Grand Junction. Her tjente mine forældre som pionerer samtidig med at de arbejdede deltid med landbrug og kvægdrift. Med Jehovas velsignelse og en målrettet indsats lykkedes det dem at oprette en menighed. Den 20. juni 1948 blev jeg døbt af min far i en flod i bjergene sammen med andre der havde taget imod sandheden, deriblandt Billie Nichols og hans kone. Dette ægtepar kom senere i kredstjenesten, og det samme gjorde deres søn og svigerdatter.

JEG FLYTTER IGEN

Da jeg var 19, spurgte Bud Hasty, en ven af familien, om jeg ville tjene som pioner sammen med ham i det sydlige USA. Kredstilsynsmanden bad os flytte til Ruston i Louisiana, hvor flere af de lokale brødre og søstre var gået i stå i sandheden, og gav os besked på at holde alle møderne hver uge uanset hvor mange der kom. Vi fandt et egnet lokale, satte det i stand og holdt alle møderne, men det første stykke tid var det kun os to der var til stede. Vi skiftedes til at holde de forskellige indlæg, og den der sad tilbage, svarede på alle spørgsmålene. Hvis der skulle være en demonstration, var vi begge på podiet og fremførte den for et tomt lokale. Omsider begyndte en ældre søster at komme til møderne, og senere kom der også nogle der studerede Bibelen, og nogle af dem der var gået i stå. Inden længe havde vi en menighed.

En dag forkyndte Bud og jeg for en præst fra Kristi Kirke, der henviste til nogle bibelvers jeg ikke kendte. Det gik mig på og fik mig til at tænke mere over grundlaget for min tro. I en uges tid studerede jeg til langt ud på natten for at finde svar på de spørgsmål der var opstået i forbindelse med samtalen. Det hjalp mig virkelig til at få en stærkere tro, og jeg kunne næsten ikke vente til jeg mødte en præst igen.

Kort efter bad kredstilsynsmanden mig om at flytte til El Dorado i Arkansas for at hjælpe den lokale menighed. Mens jeg boede der, måtte jeg flere gange tage tilbage til Colorado for at møde op hos den myndighedsinstans der stod for udskrivning til militærtjeneste. På en af disse ture havde jeg nogle pionermakkere med i min bil, men i Texas kom vi ud for et uheld, og bilen blev totalskadet. Vi ringede til en bror, der kom og tog os med hjem og senere med til den lokale menigheds møde. Ved mødet blev det meddelt at vi stod i en uheldig situation. Vores kærlige brødre og søstre hjalp os økonomisk, og broren fik solgt min bil for 25 dollars.

Vi fik et lift op til Wichita, hvor Doc McCartney, en nær ven af familien, var pioner. Hans tvillingesønner, Frank og Francis, var og er stadig nogle af mine bedste venner. De havde en gammel bil som de solgte til mig for 25 dollars, præcis det beløb jeg havde fået for min totalskadede bil. Faktisk var det første gang jeg tydeligt så at Jehova hjalp mig fordi jeg satte Riget først. Det var også ved denne lejlighed at familien McCartney præsenterede mig for en sød, åndeligsindet søster ved navn Bethel Crane. Hendes mor, Ruth, var en flittig forkynder i Wellington, Kansas, og tjente som pioner til hun var over 90 år gammel. Bethel og jeg blev gift inden der var gået et år – det var i 1958 – og hun flyttede ned til mig i El Dorado, hvor hun begyndte som pioner.