1, 2. (a) Hvad viser at verden bliver mere og mere splittet? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

“LIGE fra jeg var barn, så jeg ikke andet end uretfærdighed. Så jeg vendte det politiske system i mit land ryggen og tillagde mig det som de fleste vil kalde radikale holdninger. Faktisk var jeg i mange år kærester med en terrorist,” fortæller en søster i Sydeuropa, der ser tilbage på sin fortid. En bror i det sydlige Afrika forklarer hvorfor han før i tiden tyede til vold. “Jeg var af den overbevisning at den stamme jeg kom fra, var bedre end alle andre, og jeg meldte mig ind i et politisk parti,” fortæller han. “Vi fik at vide at vi skulle slå vores modstandere ihjel med spyd – selv dem fra vores egen stamme som støttede andre politiske partier.” En søster i Centraleuropa siger: “Jeg havde mange fordomme, og jeg hadede alle der kom fra et andet land, eller som havde en anden religion.”

² I dag har flere og flere samme slags holdninger som disse tre engang havde. Uafhængighedsbevægelser benytter sig af vold for at nå deres mål, det politiske landskab bliver mere og mere polariseret, og i mange lande vokser uviljen mod udlændinge. Præcis som det er forudsagt i Bibelen, er mennesker i disse sidste dage uforsonlige. (2. Tim. 3:1, 3) Hvordan kan Guds folk bevare enheden i en verden der er dybt splittet? Vi kan lære meget af Jesus. På hans tid var der også store politiske splittelser i samfundet. I denne artikel vil vi behandle tre spørgsmål: Hvorfor ville Jesus ikke involveres i politiske bevægelser? Hvordan understregede han at Guds tjenere ikke bør tage stilling til politiske spørgsmål? Og hvordan lærte han sine disciple at de aldrig måtte gribe til vold?

HVORDAN FORHOLDT JESUS SIG TIL UAFHÆNGIGHEDSBEVÆGELSER?

3, 4. (a) Hvad ønskede mange af jøderne på Jesus’ tid? (b) Hvordan påvirkede den generelle stemning Jesus’ disciple?

³ Mange af de jøder Jesus forkyndte for, ønskede ikke at være underlagt det romerske styre. Dertil kom at de jødiske zeloter, en nationalistisk oprørsbevægelse, gjorde alt hvad de kunne, for at fremme uafhængighedstrangen blandt folket. En del af disse fanatikere lod sig lede af de idéer der blev fremholdt af Judas fra Galilæa – en falsk messias i det første århundrede som forledte mange. Den jødiske historiker Josefus nævner at denne Judas “ophidsede ... indbyggerne til at gøre oprør, idet han erklærede det for en forbrydelse, hvis de fortsatte med at betale skat til romerne”. Det endte med at romerne fik Judas henrettet. (Ap.G. 5:37) Nogle af zeloterne brugte endda vold for at opnå det de ville.

⁴ Størstedelen af jøderne ventede ivrigt på at der skulle komme en Messias. De forventede at han ville fremstå som en politisk leder der ville gøre Israel til en stor nation igen og befri dem fra Roms undertrykkende styre. (Luk. 2:38; 3:15) Mange troede at Messias ville oprette et jordisk styre i Israel, hvilket ville gøre det muligt for de millioner af jøder der var spredt rundt om i verden, at vende tilbage til deres hjemland. Selv Johannes Døber spurgte engang Jesus: “Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?” (Matt. 11:2, 3) Han spekulerede måske over om det var en anden der skulle indfri alle jødernes forhåbninger. De to disciple der mødte den opstandne Jesus på vejen til Emmaus, havde også nogle forestillinger om Messias som ikke var blevet indfriet. (Læs Lukas 24:21). Og kort efter den episode spurgte Jesus’ apostle ham: “Herre, er det nu du genopretter riget for Israel?” – Ap.G. 1:6.

5. (a) Hvorfor ville galilæerne have Jesus som deres konge? (b) Hvad gjorde Jesus for at korrigere deres tankegang?

⁵ Jøderne forventede at Messias ville løse alle deres problemer. Det var sikkert derfor at galilæerne gerne ville gøre Jesus til deres konge. De har uden tvivl tænkt at Jesus ville være den perfekte leder. Han var en fremragende taler, han kunne helbrede syge, og han kunne sørge for mad til de sultne. Da Jesus på et tidspunkt mirakuløst sørgede for mad til omkring 5.000 mænd, var folk dybt imponerede. Jesus kunne godt fornemme hvordan stemningen udviklede sig. Bibelen siger: “Jesus vidste nu at de ville tvinge ham til at gå med dem så de kunne gøre ham til konge, så han trak sig igen tilbage til bjerget helt alene.” (Joh. 6:10-15) Næste dag, da begejstringen måske havde lagt sig lidt, forklarede Jesus folkemængden hvad det egentlige formål med hans arbejde var. Han var kommet for at hjælpe mennesker åndeligt, ikke materielt. “Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der består og giver evigt liv,” sagde han. – Joh. 6:25-27.

6. Hvordan understregede Jesus at han ikke var interesseret i at få politisk indflydelse? (Se indledningsbillede).

⁶ Kort tid før sin død var Jesus klar over at nogle af hans disciple regnede med at han ville oprette et jordisk kongerige med sæde i Jerusalem. For at hjælpe dem til at forstå at det ikke ville komme til at ske, fortalte han lignelsen om minerne, der viste at Jesus, “en mand fra en fornem familie”, måtte tage et andet sted hen og være væk i en længere periode. (Luk. 19:11-13, 15) Jesus forklarede også de romerske myndigheder at han var neutral i verdens politiske forhold. På et tidspunkt spurgte Pontius Pilatus ham: “Er du jødernes konge?” (Joh. 18:33) Gennem hele sin tid som statholder var Pilatus bange for at der skulle opstå politisk uro – og nu frygtede han måske at Jesus ville være årsag til det. Men Jesus svarede: “Mit rige er ikke en del af denne verden.” (Joh. 18:36) Jesus ville ikke blande sig i verdens politik, for hans rige skulle oprettes i himlen. Som han forklarede Pilatus, var hans opgave på jorden at “vidne om sandheden”. – Læs Johannes 18:37.

7. Hvorfor kan det være en udfordring ikke at støtte politiske bevægelser?

⁷ Når vi ligesom Jesus har en helt klar forståelse af hvilken opgave vi har fået, vil vi ikke støtte nogen som helst politisk bevægelse – ikke engang i vores hjerte. Det kan godt være en udfordring. En kredstilsynsmand fortæller: “Mennesker i vores område bliver mere og mere ekstreme i deres holdninger. Nationalisme præger samfundet, og mange er helt sikre på at politisk selvstændighed vil forbedre deres liv. Men brødrene har bevaret deres kristne enhed ved at koncentrere sig om at forkynde den gode nyhed om Riget. De ved at det er Gud der vil fjerne uretfærdighed og de andre problemer vi kæmper med.”

HVORDAN HÅNDTEREDE JESUS KONTROVERSIELLE POLITISKE EMNER?

8. Hvorfor følte mange jøder sig uretfærdigt behandlet i det første århundrede?

⁸ Når folk oplever uretfærdighed, begynder de ofte at gå mere op i politik. På Jesus’ tid var spørgsmålet om skat et emne der kunne sætte sindene i kog. Faktisk startede Judas fra Galilæa sit oprør fordi der blev foretaget en registrering som skulle sikre at alle betalte afgift til Rom. Romerrigets undersåtter var pålagt en del skatter og afgifter, blandt andet på varer, jord og huse. Og den udbredte korruption blandt skatteopkræverne gjorde kun problemet værre. Retten til at inddrive visse skatter blev udbudt i offentlig licitation. Efter at have erhvervet denne ret kunne en skatteopkræver skabe profit ved at opkræve ekstra penge af folk. Zakæus, der var overskatteopkræver i Jeriko, havde skaffet sig stor rigdom ved at afpresse folk. (Luk. 19:2, 8) Det var sikkert en praksis de fleste skatteopkrævere gjorde brug af.

9, 10. (a) Hvordan forsøgte Jesus’ modstandere at få ham til at tage stilling til et kontroversielt emne? (b) Hvad kan vi lære af Jesus’ svar? (Se indledningsbillede).

⁹ Jesus’ modstandere forsøgte at få ham til at tage stilling til et kontroversielt emne. Det emne de tog op, var “kopskat”, en skat på en denar som Romerrigets undersåtter var pålagt at betale. (Læs Matthæus 22:16-18; se fodnote til vers 17). Jøderne hadede især denne skat, for den mindede dem om at de var underlagt det romerske styre. Det var “tilhængere af Herodes’ parti” der stillede spørgsmålet i håb om at lokke Jesus i en fælde. Hvis han sagde at man ikke skulle betale skatten, kunne de måske anklage ham for tilskyndelse til oprør. Hvis han sagde at man skulle betale den, ville folk måske holde op med at følge ham.

¹⁰ Jesus var meget opmærksom på at være helt neutral i dette ømtålelige spørgsmål. “Giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds,” svarede han. (Matt. 22:21) Jesus var udmærket klar over at korruption var udbredt blandt skatteopkræverne, men det var ikke det han fokuserede på. Han vidste at der var noget der var meget vigtigere, nemlig Guds rige, den eneste løsning på menneskehedens problemer. På den måde var han et godt eksempel for os. Som kristne må vi undgå at vælge side i politiske spørgsmål, uanset hvor godt og retfærdigt eller forkert og urimeligt noget kan virke. I stedet for at udvikle stærke holdninger til eller begynde at kritisere uretfærdigheder i samfundet fokuserer vi på Guds rige og hans retfærdige normer. – Matt. 6:33.

11. Hvad er den bedste måde vi kan hjælpe folk på?

¹¹ Mange Jehovas Vidner har tidligere haft en stærk politisk overbevisning, som de nu har aflagt. “Efter at jeg begyndte at studere sociologi på universitetet, udviklede jeg nogle radikale holdninger,” fortæller en søster i Storbritannien. “Jeg ville gerne kæmpe for sortes rettigheder, eftersom vi havde været udsat for så stor uretfærdighed. Selvom jeg var god til at vinde debatter, endte jeg alligevel med at være dybt frustreret. Jeg havde ikke forstået at årsagerne til racediskrimination måtte fjernes fra menneskers hjerte. Da jeg begyndte at studere Bibelen, gik det op for mig at jeg var nødt til at starte med mit eget hjerte, og det var en hvid søster der tålmodigt hjalp mig på denne rejse. Nu er jeg pioner og hører til en tegnsprogsmenighed, hvor jeg lærer at hjælpe alle slags mennesker.”

“STIK DIT SVÆRD I SKEDEN IGEN!”

12. Hvad var det for en “surdej” Jesus sagde at hans disciple skulle undgå?

¹² På Jesus’ tid var religion og politik ofte blandet sammen. Bogen Dagligt liv i Palæstina på Jesu tid siger at “de religiøse sekter, som jøderne delte sig i, stort set svarer til det, vi kalder politiske partier”. Så Jesus advarede sine disciple: “Hold øjnene åbne, og pas på farisæernes surdej og Herodes’ surdej.” (Mark. 8:15) Da Jesus nævnte Herodes, hentydede han sikkert til tilhængerne af Herodes’ parti. Den anden gruppe Jesus nævnte, var farisæerne, som gerne ville have at jøderne opnåede selvstændighed. I Matthæus’ beretning kan vi se at Jesus i denne samtale også nævnte saddukæerne. De ville gerne have at tingene forblev som de var, for så kunne de beholde deres høje stillinger. Jesus advarede udtrykkeligt sine disciple mod at lade sig påvirke af disse tre gruppers holdninger, eller surdej. (Matt. 16:6, 12) Interessant nok fandt denne samtale sted kort tid efter episoden hvor folkemængden ville gøre Jesus til konge.

13, 14. (a) Hvordan førte sammenblanding af religion og politik til vold og uretfærdighed? (b) Hvorfor er uretfærdighed ikke en undskyldning for at bruge vold? (Se indledningsbillede).

¹³ Når religion bliver blandet med politik, fører det ofte til vold. Jesus lærte sine disciple at de måtte forholde sig fuldstændigt neutrale, og det var faktisk en af grundene til at de øverste præster og farisæerne planlagde at slå ham ihjel. De var bange for at folk ville lytte til ham og holde op med at støtte dem. I så fald ville de miste deres religiøse og politiske indflydelse. “Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vores tempel og vores nation,” sagde de. (Joh. 11:48) Så ypperstepræsten Kajfas tog initiativ til udarbejdelsen af en hemmelig plan om at få Jesus ryddet af vejen. – Joh. 11:49-53; 18:14.

¹⁴ I ly af nattens mørke sendte Kajfas soldater ud for at anholde Jesus. Jesus kendte til den onde plan, så under sit sidste måltid med apostlene sagde han at de skulle tage nogle sværd med. To sværd ville være nok til at understrege en vigtig pointe over for dem. (Luk. 22:36-38) Senere på aftenen brugte Peter sit sværd mod en af dem der kom for at hente Jesus – uden tvivl fordi han blev vred over den uretfærdige behandling Jesus blev udsat for. (Joh. 18:10) Men Jesus sagde til Peter: “Stik dit sværd i skeden igen! For alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.” (Matt. 26:52, 53) Denne vigtige pointe var i harmoni med det Jesus havde sagt i sin bøn tidligere på aftenen – at hans disciple ikke skulle være en del af verden. (Læs Johannes 17:16). Kampen mod uretfærdighed skal overlades til Jehova.

15, 16. (a) Hvad har Guds ord hjulpet nogle kristne til? (b) Hvilken kontrast kan Jehova se når han betragter verden?

¹⁵ Den søster fra Sydeuropa der blev nævnt i indledningen, har også forstået denne vigtige pointe. “Jeg har erfaret at vold ikke fører til retfærdighed,” siger hun. “Jeg så at det ofte kom til at koste folk livet når de greb til vold. Og mange andre endte med at blive bitre. Jeg blev så glad da jeg ud fra Bibelen lærte at det kun er Gud der kan indføre sand retfærdighed på jorden. Det budskab har jeg forkyndt for andre i de sidste 25 år.” Broren i Afrika har erstattet sit spyd med “åndens sværd”, Guds ord, og forkynder nu et budskab om fred for sine medmennesker, uanset hvilken stamme de kommer fra. (Ef. 6:17) Og efter at være blevet et Jehovas Vidne giftede søsteren i Centraleuropa sig med en bror fra en etnisk gruppe hun tidligere havde hadet. Alle tre foretog disse store forandringer fordi de gerne ville være som Jesus.

¹⁶ Hvor er det vigtigt at man foretager den slags forandringer! Bibelen sammenligner menneskeheden med et oprørt hav der aldrig falder til ro. (Esa. 17:12; 57:20, 21; Åb. 13:1) Politiske spørgsmål ophidser og splitter folk og kan føre til vold, men vi bevarer vores fred og enhed. Når Jehova betragter denne splittede verden, må det varme ham om hjertet at se hvor forenede hans tjenere er. – Læs Sefanias 3:17.

17. (a) På hvilke tre måder kan vi fremme enheden? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

¹⁷ Denne artikel har understreget at vi kan fremme den kristne enhed på tre måder: (1) ved at stole på at Guds rige vil sætte en stopper for uretfærdighed, (2) ved ikke at vælge side i politiske spørgsmål og (3) ved ikke at bruge vold. Men noget der nogle gange kan true vores enhed, er fordomme. Den næste artikel vil komme ind på hvordan vi kan bekæmpe fordomme, ligesom de første kristne gjorde.

1, 2. (a) Hvad bad Jesus om i sin sidste bøn sammen med apostlene? (b) Hvad kan have været grunden til at Jesus understregede behovet for enhed?

JESUS viste under sit sidste måltid med apostlene at han var meget optaget af at der skulle være enhed blandt dem. Da han bad sammen med dem, gav han udtryk for sit ønske om at alle hans disciple skulle være ét, ligesom han og hans Far er ét. (Læs Johannes 17:20, 21). Disciplenes enhed ville være et magtfuldt vidnesbyrd, et klart bevis på at Jesus var blevet sendt til jorden for at gøre Jehovas vilje. Den kærlighed som skulle kendetegne Jesus’ sande disciple, ville bidrage til deres enhed. – Joh. 13:34, 35.

² Der er ikke noget at sige til at Jesus understregede behovet for enhed. Han havde lagt mærke til at apostlene ikke var helt forenede. For eksempel havde de den samme aften igen diskuteret “hvem af dem der var den største”. (Luk. 22:24-27; Mark. 9:33, 34) Og på et andet tidspunkt havde Jakob og Johannes bedt Jesus om at give dem prominente pladser i hans rige, nemlig dem der var lige ved siden af ham. – Mark. 10:35-40.

3. Hvad kan have været årsag til at der manglede enhed blandt Jesus’ disciple, og hvilke spørgsmål vil vi se på?

³ Disciplenes ønske om at få en fremtrædende stilling var ikke det eneste der kunne true deres enhed. Had og fordomme havde ført til mange splittelser i samfundet på den tid. Den slags negative følelser måtte Jesus’ disciple overvinde. I denne artikel vil vi få svar på følgende spørgsmål: Hvordan tacklede Jesus fordomme? Hvordan hjalp han sine disciple til at behandle andre fordomsfrit og være helt forenede? Og hvordan kan hans lære hjælpe os til at være forenede?

FORDOMME SOM JESUS OG HANS DISCIPLE MØDTE

4. Hvilke fordomme mødte Jesus?

⁴ Jesus mødte selv fordomme. Da Filip fortalte Nathanael at han havde fundet Messias, svarede han: “Kan der komme noget godt fra Nazaret?” (Joh. 1:46) Nathanael var sikkert klar over at Messias skulle fødes i Betlehem, sådan som profetien i Mika 5:2 havde forudsagt, og tænkte måske at Nazaret var for ubetydelig til at kunne være Messias’ hjemby. Der var også nogle af de fremtrædende judæere der foragtede Jesus fordi han var galilæer. (Joh. 7:52) Mange i Judæa så ned på folk fra Galilæa. Andre jøder kaldte Jesus en samaritaner for at fornærme ham. (Joh. 8:48) Samaritanerne adskilte sig fra jøderne både hvad angik etnisk baggrund og religion. Hverken judæere eller galilæere havde ret meget tilovers for samaritanerne, og de gjorde hvad de kunne for at undgå dem. – Joh. 4:9.

5. Hvilke fordomme oplevede Jesus’ disciple?

⁵ De jødiske religiøse ledere talte også nedsættende om Jesus’ disciple. Farisæerne satte dem i bås med den folkemængde de betragtede som forbandet. (Joh. 7:47-49) Faktisk opfattede de alle der ikke havde studeret ved de rabbinske skoler, eller som ikke fulgte deres traditioner, som andenrangsborgere. (Ap.G. 4:13, fdn.) De fordomme som Jesus og hans disciple blev mødt med, bundede i religiøs, social og etnisk stolthed. Disciplene var også selv påvirket af sådanne fordomme. Hvis de skulle være forenede, måtte de ændre deres måde at tænke på.

6. Hvordan kan fordomme påvirke mennesker?

⁶ I dag er verden fyldt med fordomme. Måske oplever vi personligt at blive behandlet fordomsfuldt, eller det kan være at vi selv har en snert af fordom. “Mit had til hvide mennesker voksede fordi jeg fokuserede på al den uretfærdighed som aboriginerne er blevet og bliver udsat for,” forklarer en søster i Australien der i dag er pioner. “Og hadet blev ikke mindre af at jeg selv var blevet dårligt behandlet.” En canadisk bror fortæller at han tidligere havde fordomme på grund af sprogforskelle. “Jeg var af den opfattelse at fransktalende mennesker var bedre end andre,” indrømmer han. “Og jeg begyndte at have aversioner mod folk der talte engelsk.”

7. Hvordan tacklede Jesus fordomme?

⁷ Mennesker i dag kan have dybt indgroede fordomme, ligesom det var tilfældet på Jesus’ tid. Hvordan tacklede Jesus fordom? Først og fremmest lod han sig ikke smitte af folks fordomme; han var helt igennem upartisk. Han forkyndte for rige og fattige, farisæere og samaritanere, skatteopkrævere og syndere. Derudover lærte han sine disciple, både gennem sin undervisning og sit eget eksempel, at de ikke skulle være intolerante eller mistroiske over for andre.

FORDOMME KAN NEDBRYDES MED KÆRLIGHED OG YDMYGHED

8. Hvilket vigtigt princip danner grundlag for den kristne enhed? Forklar.

⁸ Jesus lærte sine disciple et vigtigt princip som danner grundlag for den kristne enhed. “I er alle brødre,” sagde han. (Læs Matthæus 23:8, 9). Vi er selvfølgelig “brødre” i den forstand at vi alle er Adams efterkommere. (Ap.G. 17:26) Men Jesus forklarede at hans disciple også var brødre og søstre fordi de anerkendte Jehova som deres himmelske Far. (Matt. 12:50) Desuden var de alle blevet medlemmer af én stor åndelig familie, der var forenet af kærlighed og tro. I de breve apostlene skrev, omtalte de derfor ofte deres trosfæller som brødre og søstre. – Rom. 1:13; 1. Pet. 2:17; 1. Joh. 3:13.a

9, 10. (a) Hvorfor havde jøderne ikke grund til at føle sig bedre end andre på grund af deres race og afstamning? (b) Hvordan lærte Jesus en lovkyndig at racestolthed er forkert? (Se indledningsbillede).

⁹ Efter at Jesus havde understreget at vi skal betragte hinanden som brødre og søstre, forklarede han at det er vigtigt at vi er ydmyge. (Læs Matthæus 23:11, 12). Som vi var inde på tidligere, var apostlenes upassende stolthed noget der forstyrrede deres enhed. Racestolthed kan også have udgjort et problem. Mange jøder følte sig bedre end andre fordi de var Abrahams efterkommere, men det havde de ingen grund til, for som Johannes Døber sagde: “Gud er i stand til at gøre disse sten til Abrahams børn.” – Luk. 3:8.

¹⁰ Jesus lærte andre at racestolthed er forkert. Det gjorde han for eksempel da en lovkyndig spurgte ham: “Hvem er egentlig mit medmenneske?” Som svar fortalte Jesus lignelsen om en samaritaner der omsorgsfuldt tog sig af en rejsende – en jøde – der var blevet gennembanket af røvere. De jøder der kom forbi manden, ignorerede ham, men samaritaneren fik ondt af ham og hjalp ham. Jesus rundede sin lignelse af med at opfordre den lovkyndige til at være som samaritaneren. (Luk. 10:25-37) Ja, en lignelse om en samaritaner kunne lære jøderne noget om næstekærlighed!

11. Hvorfor var det vigtigt at disciplene ikke havde fordomme, og hvordan hjalp Jesus dem til at forstå det?

¹¹ Før Jesus steg op til himlen, gav han sine disciple til opgave at forkynde “i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden”. (Ap.G. 1:8) Hvis de skulle kunne udføre dette enorme arbejde, måtte de overvinde deres stolthed og fordomme. Jesus havde tidligere forsøgt at forberede dem på opgaven ved at henlede deres opmærksomhed på nogle gode egenskaber hos folk fra andre nationer. Han roste for eksempel en romersk officer for hans enestående tro. (Matt. 8:5-10) Og i sin hjemby, Nazaret, fortalte Jesus om hvordan Jehova havde velsignet fremmede, deriblandt den fønikiske enke i Sarepta og syreren Naaman. (Luk. 4:25-27) Jesus forkyndte også for en samaritansk kvinde og blev derefter i en samaritansk by i to dage fordi folk viste stor interesse for budskabet. – Joh. 4:21-24, 40.

KAMPEN MOD FORDOMME I DET FØRSTE ÅRHUNDREDE

12, 13. (a) Hvordan reagerede apostlene da Jesus forkyndte for en samaritansk kvinde? (Se indledningsbillede). (b) Hvad viser at Jakob og Johannes ikke helt havde forstået det Jesus prøvede at lære dem?

¹² Det var dog ikke let for disciplene at lægge deres fordomme fra sig. Det overraskede dem at Jesus var villig til at undervise en samaritansk kvinde. (Joh. 4:9, 27) De jødiske religiøse ledere kunne ikke finde på at tale offentligt med kvinder, og da slet ikke en samaritansk kvinde med et blakket ry. Apostlene sagde til Jesus at han skulle spise noget, men hans svar viste at han var så optaget af den gode samtale han havde haft med kvinden, at han overhovedet ikke mærkede sin sult. Hans Far havde givet ham til opgave at forkynde. At gøre Guds vilje – deriblandt at forkynde for en samaritansk kvinde – var som mad for ham. – Joh. 4:31-34.

¹³ Det skulle vise sig at Jakob og Johannes ikke havde forstået hvad det var Jesus prøvede at lære dem. Jesus og disciplene rejste på et tidspunkt gennem Samaria og forsøgte at få logi i en samaritansk landsby. Da der ikke var nogen der ville have dem boende, blev Jakob og Johannes så vrede at de spurgte om de skulle kalde ild ned fra himlen og udslette hele byen. Men Jesus irettesatte dem. (Luk. 9:51-56) Mon Jakob og Johannes ville have reageret på samme måde hvis det var sket i deres hjemegn, Galilæa? Det er meget sandsynligt at fordomme forstærkede deres vrede. Man kan forestille sig at Johannes må have været flov over sin overilede reaktion da han senere mødte stor interesse på en forkyndertur i Samaria. – Ap.G. 8:14, 25.

14. Hvordan blev et problem mellem to sproggrupper løst?

¹⁴ Ikke ret længe efter pinsedagen i år 33 opstod der en sag om diskrimination i menigheden. Når der blev uddelt mad til fattige enker, blev de græsktalende enker overset. (Ap.G. 6:1) En medvirkende faktor kan have været fordomme mod denne sproggruppe. Apostlene fik hurtigt rettet op på sagen ved at udnævne åndeligt kvalificerede mænd til at tage sig af uddelingen. Alle de brødre der blev udnævnt, havde græske navne, hvilket kan have været med til at berolige de oversete enker.

15. Hvordan lærte Peter at være upartisk? (Se indledningsbillede).

¹⁵ I år 36 begyndte forkyndelsesarbejdet at blive mere internationalt. Apostlen Peter havde været vant til kun at omgås jøder. Men efter at Gud havde gjort det klart at kristne ikke skal gøre forskel på folk, forkyndte Peter for Cornelius, en romersk officer. (Læs Apostlenes Gerninger 10:28, 34, 35). Nu begyndte Peter både at spise med og være sammen med ikkejødiske kristne. Nogle år senere, i byen Antiokia, holdt han dog pludselig op med at spise sammen med sine ikkejødiske brødre og søstre. (Gal. 2:11-14) Paulus irettesatte ham for det, og det lader til at Peter tog kritikken til sig. I sit første brev til sine jødiske og ikkejødiske trosfæller i Lilleasien understregede han at kristne må elske hele brodersamfundet. – 1. Pet. 1:1; 2:17.

16. Hvad blev de første kristne kendt for?

¹⁶ Jesus’ eksempel lærte virkelig apostlene at elske “alle slags mennesker”. (Joh. 12:32; 1. Tim. 4:10) Selvom det tog noget tid, ændrede de deres måde at tænke på. De første kristne blev kendt for deres indbyrdes kærlighed. I det andet århundrede skrev Tertullian hvad udenforstående sagde om dem: “Se ... hvordan de elsker hinanden ... og hvordan de er rede til at dø for hinanden.” Fordi de kristne tog “den nye personlighed” på, lærte de at betragte alle mennesker som lige, sådan som Gud betragter dem. – Kol. 3:10, 11.

17. Hvordan kan man bekæmpe sine fordomme? Forklar ved hjælp af nogle eksempler.

¹⁷ Det kan også være at det tager noget tid for os at slippe helt af med vores fordomme. En søster i Frankrig beskriver sin kamp med disse ord: “Jehova har lært mig hvad kærlighed er, hvad det vil sige at dele med andre, og hvad det vil sige at elske alle slags mennesker. Men jeg er stadig i gang med at lære at overvinde fordomme mod andre, og det er ikke altid let. Derfor har jeg det hele tiden med i mine bønner.” En søster i Spanien oplever noget lignende. Hun siger: “Indimellem kæmper jeg med uvilje mod en bestemt etnisk gruppe, og for det meste lykkes det mig at bekæmpe disse følelser. Men jeg ved at jeg er nødt til at blive ved med at kæmpe. Takket være Jehova glæder jeg mig over at være en del af en forenet familie.” Vi må hver især ærligt analysere os selv. Har vi nogle fordomme som vi må bekæmpe, ligesom de to søstre?

NÅR KÆRLIGHEDEN BLOMSTRER, VISNER FORDOMMENE

18, 19. (a) Hvilke grunde har vi til at tage imod alle? (b) Hvordan kan vi rent praktisk tage imod andre?

¹⁸ Det vil være godt at huske at vi alle engang var fremmede for Gud. (Ef. 2:12) Men Jehova ledte os til sig “med kærlighedsreb”. (Hos. 11:4; Joh. 6:44) Og Kristus tog imod os. Han åbnede så at sige døren og gjorde det muligt for os at blive en del af Guds familie. (Læs Romerne 15:7). Når Jesus har taget så godt imod os ufuldkomne mennesker, burde det være utænkeligt for os at afvise andre.

¹⁹ Splittelser, fordomme og fjendtlighed vil uden tvivl blive endnu mere almindeligt i verden jo tættere vi kommer på enden. (Gal. 5:19-21; 2. Tim. 3:13) Men som Jehovas tjenere søger vi “visdommen ovenfra”, der er upartisk og fredsstiftende. (Jak. 3:17, 18) Vi knytter venskaber med folk fra andre lande, accepterer de kulturelle forskelle der måtte være, og lærer måske endda at tale andres sprog. Når vi gør det, vil freden blive ved med at strømme “som en flod”, og retfærdigheden vare ved “som havets bølger”. – Esa. 48:17, 18.

20. Hvad sker der når kærligheden former vores tanker og følelser?

²⁰ Søsteren fra Australien, der blev nævnt i indledningen, forklarer hvordan det påvirkede hende da hun begyndte at studere Bibelen. “Alle de indgroede fordomme og hadet smeltede væk for øjnene af mig,” siger hun. Det hun lærte, ændrede fuldstændigt hendes måde at tænke og føle på. Og den fransktalende bror siger at han har indset at “det ofte er uvidenhed der er årsag til racisme, og at folks gode egenskaber ikke afhænger af hvor de er født”. Faktisk giftede han sig med en engelsktalende søster! Disse eksempler viser at kristen kærlighed kan overvinde fordomme. Ja, kærligheden er et ubrydeligt bånd der binder os sammen og forener os. – Kol. 3:14.