Jehovas familie erfarer en dyrebar enhed

„Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ — Salme 133:1.

1. Hvad kendetegner mange familier i dag?

FAMILIEN er i krise. Mange ægteskaber er på sammenbruddets rand. Det bliver stadig mere almindeligt at lade sig skille, og mange skilsmissebørn er mere eller mindre deprimerede. Millioner af familier er ulykkelige og oplever splittelser. Der findes imidlertid en familie der oplever stor glæde og enhed. Det er Jehova Guds universelle familie. Den består blandt andet af utallige, usynlige engle der udfører deres tildelte opgaver i overensstemmelse med Guds vilje. (Salme 103:20, 21) Findes der også en familie på jorden der erfarer en sådan enhed?

2, 3. (a) Hvem er i dag en del af Guds universelle familie, og med hvad kan vi sammenligne alle Jehovas vidner i dag? (b) Hvilke spørgsmål vil vi behandle?

² Apostelen Paulus skrev: „Jeg [bøjer] mine knæ for Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn.“ (Efeserne 3:14, 15) Enhver slægt, eller familie, på jorden skylder Gud sit navn fordi han er Skaberen. Der findes ganske vist ingen familier i himmelen i den forstand vi kender det her på jorden. Men Gud er i symbolsk forstand gift med sin himmelske organisation, og Jesus vil på et tidspunkt blive forenet med en åndelig brud i himmelen. (Esajas 54:5; Lukas 20:34, 35; 1 Korinther 15:50; 2 Korinther 11:2) De trofaste salvede kristne på jorden er allerede nu en del af Guds universelle familie, og Jesu „andre får“, der har et jordisk håb, er vordende medlemmer af denne familie. (Johannes 10:16; Romerne 8:14-17; Vagttårnet, 15. januar 1996, side 31) Desuden kan alle Jehovas vidner i dag sammenlignes med en forenet, verdensomspændende familie.

³ Er du en del af denne internationale familie bestående af Guds tjenere? I givet fald har du del i en af de største velsignelser man kan erfare. Millioner kan bevidne at Jehovas verdensomfattende familie, hans synlige organisation, er en fredfyldt oase i en verdslig ørken præget af strid og splid. Hvordan kan man beskrive enheden i Jehovas verdensomspændende familie? Og hvilke faktorer fremmer en sådan enhed?

Hvor godt og hvor lifligt!

4. Hvordan vil du med egne ord forklare hvad Salme 133 siger om broderlig enhed?

⁴ Salmisten David satte stor pris på broderlig enhed. Han blev endda inspireret til at synge om den. Forestil dig at han sidder med sin harpe og synger: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed! Det er som den gode olie på hovedet, der løber ned over skægget, Arons skæg, der løber ned over kraven på hans klæder. Det er som Hermons dug, der kommer ned over Zions bjerge. For Jehova har påbudt at dér skal velsignelsen være, ja, liv til fjerne tider.“ — Salme 133:1-3.

5. Hvilken sammenligning kan man drage mellem israelitterne og Guds tjenere i dag, ud fra det der siges i Salme 133:1, 2?

⁵ Disse ord beskrev den broderlige enhed som fortidens israelitter erfarede da de var Guds folk. Når de drog op til Jerusalem til deres tre årlige højtider, boede de sammen i enhed. De kom fra forskellige stammer, men var alligevel som én stor familie. Det gavnede dem at være sammen. Det var ligesom forfriskende salveolie der havde en behagelig duft. Da denne olie blev hældt ud over Arons hoved, flød den ned ad hans skæg og ned over kraven på hans klædning. Det havde en god indvirkning på israelitterne at være sammen, og den gode indflydelse bredte sig til hele det forsamlede folk. Misforståelser blev ryddet af vejen, og enheden blev fremmet. I dag findes der en lignende enhed inden for Jehovas verdensomspændende familie. De der tilhører denne familie, har også stor åndelig gavn af at samles regelmæssigt. Når man følger vejledningen i Guds ord, vil alle misforståelser eller vanskeligheder blive ryddet af vejen. (Mattæus 5:23, 24; 18:15-17) Jehovas folk sætter stor pris på den gensidige opmuntring som deres broderlige enhed medfører.

6, 7. Hvordan var Israels enhed som duggen på Hermons Bjerg, og hvor kan man i dag finde Guds velsignelse?

⁶ Hvorfor kunne det siges at dét at Israel boede sammen i enhed, var som duggen på Hermons Bjerg? Jo, eftersom toppen af dette bjerg befinder sig mere end 2800 meter over havets overflade, er den næsten dækket af sne året rundt. Hermons sneklædte tinde er årsag til at natteluftens fugt fortættes til vanddampe, og der bliver således frembragt rigeligt med dug til at holde plantevæksten i live i den lange tørtid. Kolde luftstrømme fra Hermonbjergkæden kan føre fugten så langt sydpå som til området omkring Jerusalem, hvor den falder som dug. Det er derfor korrekt når salmisten siger at ’Hermons dug kommer ned over Zions bjerge’. Det er et godt billede på den forfriskende påvirkning der fremmer enheden blandt Jehovas familie af tilbedere.

⁷ Før den kristne menighed blev oprettet, var Zion, eller Jerusalem, centret for den sande tilbedelse. Det var derfor Gud befalede at hans velsignelse skulle være dér. Eftersom Kilden til alle velsignelser i symbolsk forstand befandt sig i helligdommen i Jerusalem, ville der udgå velsignelser herfra. Men da den sande tilbedelse ikke længere er knyttet til et bestemt sted, kan de velsignelser og den kærlighed og enhed der præger Guds tjenere, findes overalt på jorden i dag. (Johannes 13:34, 35) Hvad er med til at fremme denne enhed?

Faktorer der fremmer enheden

8. Hvad lærer vi om enhed i Johannes 17:20, 21?

⁸ Den enhed der kendetegner Jehovas tilbedere, er bygget på den rette forståelse af Guds ord, deriblandt Jesu Kristi lære, og det at man lever efter Bibelen. Da Jehova sendte sin søn til verden for at vidne om sandheden og dø en offerdød, banede det vejen for oprettelsen af den forenede kristne menighed. (Johannes 3:16; 18:37) At der skulle herske sand enhed blandt medlemmerne af denne menighed, fremgår af følgende bøn af Jesus: „Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ (Johannes 17:20, 21) Jesu disciple opnåede en enhed der svarer til den enhed der findes mellem Gud og hans søn. Det skyldtes at de fulgte Guds ord og rettede sig efter Jesu lære. Det er den samme indstilling der er en væsentlig årsag til den enhed der i dag hersker inden for Jehovas verdensomspændende familie.

9. Hvilken rolle spiller den hellige ånd for enheden blandt Jehovas folk?

⁹ En anden faktor der forener Jehovas folk, er at vi ejer Guds hellige ånd, hans virksomme kraft. Den sætter os i stand til at forstå den åbenbarede sandhed i Jehovas ord og derved tjene ham i enhed. (Johannes 16:12, 13) Ånden hjælper os til at undgå kødets gerninger, der virker splittende, det være sig strid, skinsyge, vredesudbrud eller stridbarhed. Guds ånd frembringer derimod en frugt hos os der virker forenende, nemlig kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. — Galaterne 5:19-23.

10. (a) Hvilken lighed er der mellem den kærlighed der findes i en forenet kødelig familie, og den kærlighed der findes blandt dem der har indviet sig til Jehova? (b) Hvordan gav et medlem af Det Styrende Råd udtryk for hvad han syntes om samværet med sine åndelige brødre?

¹⁰ De der tilhører en forenet familie, elsker hinanden og er glade for at være sammen. De der befinder sig i Jehovas forenede familie af tilbedere, elsker ham og hans søn samt deres trosfæller. (Markus 12:30; Johannes 21:15-17; 1 Johannes 4:21) Ligesom man i en kødelig familie glæder sig over at spise sammen, er de der har viet sig til Gud, glade for at overvære de kristne møder og stævner idet de nyder det gode samvær og den fortrinlige åndelige føde. (Mattæus 24:45-47; Hebræerne 10:24, 25) Et medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd har engang udtrykt det på denne måde: „For mig har dét at komme sammen med brødrene været en af livets største glæder og en stadig kilde til opmuntring. Jeg elsker at være blandt de første i rigssalen og, om muligt, at forlade den som en af de sidste. Jeg føler en stærk indre glæde når jeg taler med nogle fra Guds folk. Når jeg er sammen med brødrene, føler jeg at her er min familie.“ Har du det på samme måde? — Salme 27:4.

11. Hvilket arbejde glæder Jehovas vidner sig især over, og hvad bliver resultatet når man gør tjenesten for Gud til det væsentlige i tilværelsen?

¹¹ En forenet familie glæder sig også over at foretage sig noget i fællesskab. På samme måde glæder de der tilhører Jehovas familie af tilbedere, sig over at være sammen om at forkynde og gøre disciple. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Når vi regelmæssigt deltager i forkyndelsen, drager det os nærmere til andre vidner for Jehova. Når vi gør tjenesten for Gud til det centrale i vort liv og støtter alle hans folks aktiviteter, vil det fremme samhørighedsfølelsen iblandt os.

Vigtigt med teokratisk orden

12. Hvad er karakteristisk for en lykkelig og forenet familie, og hvilken ordning fremmede enheden i menighederne i det første århundrede?

¹² En familie der har en fast men kærlig ledelse, og som er præget af orden, vil sandsynligvis være forenet og lykkelig. (Efeserne 5:22, 33; 6:1) Jehova er fredens og ordenens Gud, og alle i hans familie betragter ham som ’den Allerhøjeste’. (Daniel 7:18, 22, 25, 27; 1 Korinther 14:33) De anerkender også at han har indsat sin søn, Jesus Kristus, som arving til alle ting, og at han har givet ham al myndighed i himmelen og på jorden. (Mattæus 28:18; Hebræerne 1:1, 2) Den kristne menighed er, med Kristus som hoved, en forenet organisation præget af orden. (Efeserne 5:23) I det første århundrede førte et styrende råd, bestående af apostlene og andre åndeligt modne „ældste“, tilsyn med menighedernes virke. I de enkelte menigheder var der udnævnte tilsynsmænd, eller ældste, og menighedstjenere. (Apostelgerninger 15:6; Filipperne 1:1) Når menighederne adlød dem der førte an, fremmede det enheden. — Hebræerne 13:17.

13. Hvordan drager Jehova folk til sig, og med hvilket resultat?

¹³ Men betyder denne orden at den enhed der præger Jehovas tilbedere, skyldes en stærk og upersonlig ledelse? På ingen måde! Der er intet ukærligt ved Gud eller hans organisation. Jehova drager folk til sig ved sin kærlighed, og hvert år er der hundredtusinder der frivilligt og med glæde slutter sig til Jehovas organisation ved at lade sig døbe som et symbol på deres helhjertede indvielse til Gud. De har den samme indstilling som Josua, der gav sine israelitiske brødre denne opfordring: „Vælg selv i dag hvem I vil tjene. . . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ — Josua 24:15.

14. Hvorfor kan vi sige at Jehovas organisation er teokratisk?

¹⁴ Som en del af Jehovas familie føler vi os ikke blot glade, men også trygge. Det skyldes at hans organisation er teokratisk. Guds rige er et teokrati (af græsk theosʹ: gud, og kraʹtos: styre). Det er Guds styre, et styre han har forordnet og indført. Jehovas salvede ’hellige nation’ er underlagt hans styre og er derfor også teokratisk. (1 Peter 2:9) Med den store Teokrat, Jehova, som vor Dommer, Lovgiver og Konge, har vi al mulig grund til at føle os trygge. (Esajas 33:22) Men hvad nu hvis der opstår uenighed som truer med at ødelægge vor glæde, tryghed og enhed?

Det styrende råd greb ind

15, 16. Hvilket stridsspørgsmål opstod blandt de kristne i det første århundrede, og hvorfor?

¹⁵ For at bevare enheden i en familie er det af og til nødvendigt at bilægge uoverensstemmelser. Hvad gjorde man i det første århundrede hvis problemer af åndelig art truede med at ødelægge enheden i Guds familie af tilbedere? Bibelen viser at det styrende råd greb ind og afgjorde sådanne åndelige spørgsmål.

¹⁶ Omkring år 49 samledes det styrende råd i Jerusalem for at løse et alvorligt problem og derved bevare enheden i „Guds husstand“. (Efeserne 2:19) Omkring 13 år tidligere havde apostelen Peter forkyndt for Kornelius, og de første ikkejøder, folk fra nationerne, var kommet til troen og var blevet døbt. (Apostelgerninger, kapitel 10) I forbindelse med apostelen Paulus’ første missionsrejse var der mange ikkejøder der blev kristne. (Apostelgerninger 13:1–14:28) Der var endda blevet oprettet en menighed af ikkejødiske kristne i Antiochia i Syrien. Nogle kristne jøder mente at de ikkejøder der blev kristne, skulle lade sig omskære og overholde Moseloven, men andre var af en anden mening. (Apostelgerninger 15:1-5) Dette stridsspørgsmål kunne have medført stor splittelse og kunne have resulteret i at der opstod menigheder bestående af henholdsvis jøder og ikkejøder. Det styrende råd greb derfor straks ind for at bevare den kristne enhed.

17. Hvilken fredsstiftende teokratisk procedure er beskrevet i Apostelgerninger, kapitel 15?

¹⁷ Ifølge Apostelgerninger 15:6-22 samledes ’apostlene og de ældste for at tage sig af denne sag’. Der var også andre til stede, deriblandt en delegation fra Antiochia. Først forklarede Peter at ’folk fra nationerne gennem hans mund havde hørt den gode nyheds ord og fået tro’. Dernæst hørte „hele forsamlingen“ på Barnabas og Paulus „mens de berettede om de mange tegn og undere som Gud gennem dem havde gjort blandt nationerne“, det vil sige ikkejøderne. Jakob foreslog dernæst hvordan sagen kunne løses. Efter at det styrende råd havde truffet en afgørelse, „besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at sende nogle mænd som de havde udvalgt iblandt sig til Antiochia sammen med Paulus og Barnabas“. Disse ’udvalgte mænd’ — Judas og Silas — medbragte et opmuntrende brev til deres trosfæller.

18. Hvilken afgørelse traf det styrende råd vedrørende Moseloven, og hvordan berørte det de jødiske og ikkejødiske kristne?

¹⁸ Brevet, der indeholdt det styrende råds beslutning, indledtes med disse ord: „Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til de brødre i Antiochia og Syrien og Kilikien som er fra nationerne.“ Der var også andre der overværede dette historiske møde, men det styrende råd bestod tilsyneladende af „apostlene og de ældste“. Guds ånd ledede dem, for der siges i brevet: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:23-29) Det var ikke et krav at kristne skulle lade sig omskære og overholde Moseloven. Denne afgørelse hjalp jøder og ikkejøder til at være enige i ord og gerning. Det vakte glæde i menighederne, og den dyrebare enhed blev bevaret, ligesom det i dag er tilfældet i Guds verdensomspændende familie, der modtager åndelig vejledning gennem Jehovas Vidners Styrende Råd. — Apostelgerninger 15:30-35.

Tjen sammen i teokratisk enhed

19. Hvorfor hersker der stor enhed i familien af Jehovas tilbedere?

¹⁹ Når en familie samarbejder, medfører det enhed. Det samme gælder i familien af Jehovas tilbedere. De ældste og andre i menigheden i det første århundrede var teokratiske, og tjente derfor Gud ved at samarbejde helt og fuldt med det styrende råd og anerkende dets afgørelser. Med det styrende råds hjælp forkyndte de ældste ordet, og som helhed førte de kristne „enig tale“. (2 Timoteus 4:1, 2; 1 Korinther 1:10) Det var således det samme budskab fra Bibelen der blev fremholdt i forkyndelsen og ved de kristne møder, hvad enten de blev holdt i Jerusalem, i Antiochia, i Rom, i Korinth eller andre steder. I dag findes der en lignende teokratisk enhed.

20. Hvad må vi gøre for at bevare vor kristne enhed?

²⁰ For at bevare vor enhed må alle der er en del af Jehovas globale familie, bestræbe sig for at vise teokratisk kærlighed. (1 Johannes 4:16) Vi må underlægge os Guds vilje og vise dyb respekt for ’den trofaste og kloge træl’ og Det Styrende Råd. Ligesom vi frivilligt har indviet os til Gud, viser vi naturligvis denne lydighed med glæde og af egen fri vilje. (1 Johannes 5:3) Salmisten knyttede på en meget god måde glæde sammen med lydighed da han skrev: „I skal lovsynge Jah! Lykkelig er den mand der frygter Jehova og som virkelig har lyst til hans bud.“ — Salme 112:1.

21. Hvordan kan vi vise at vi er teokratiske?

²¹ Jesus, hovedet for menigheden, er helt og fuldt teokratisk og gør altid sin Faders vilje. (Johannes 5:30) Lad os derfor følge vort forbillede ved teokratisk og forenet at gøre Jehovas vilje og samarbejde helt og fuldt med hans organisation. Så kan vi med glæde og taknemmelighed tilslutte os salmistens ord: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“

Bevar enheden i disse sidste dage

„[Lev] et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt, . . . [stå] fast i én ånd, idet I med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed.“ — Filipperne 1:27.

1. Hvilken kontrast er der mellem Jehovas Vidner og verden?

VI LEVER i „de sidste dage“. Og der er afgjort tale om „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) I denne „endens tid“ præget af uroligheder i samfundet, skiller Jehovas Vidner sig ud som følge af deres fred og enhed. (Daniel 12:4) Men det kræver en bevidst indsats af den enkelte i Jehovas store familie af tilbedere hvis denne enhed skal bevares.

2. Hvad sagde Paulus om dét at bevare enheden, og hvilket spørgsmål vil vi betragte nærmere?

² Apostelen Paulus tilskyndede sine medkristne til at bevare enheden, da han skrev: „Blot skal I leve et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt, for at jeg, hvad enten jeg kommer og ser jer eller er fraværende, kan høre om jeres situation, at I står fast i én ånd, idet I med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed og i ingen henseende skræmmes af jeres modstandere. Netop dette er et bevis på ødelæggelse for dem, men på frelse for jer; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ (Filipperne 1:27, 28) Paulus’ ord viser tydeligt at vi må samarbejde som kristne. Hvad vil hjælpe os til at bevare vor kristne enhed i denne prøvende tid?

Vi må underlægge os Guds vilje

3. Hvornår og hvordan blev de første uomskårne ikkejøder disciple af Kristus?

³ Vi kan bevare enheden ved at vi til hver en tid underlægger os Guds vilje. Det kan kræve at vi må ændre indstilling. Lad os engang betragte en situation blandt de første jødiske disciple af Jesus Kristus. Da apostelen Peter i år 36 for første gang forkyndte for uomskårne ikkejøder, udgød Gud sin hellige ånd over disse folk fra nationerne, og de blev døbt. (Apostelgerninger, kapitel 10) Indtil da var det kun jøder, jødiske proselytter og samaritanere der var blevet Jesu Kristi disciple. — Apostelgerninger 8:4-8, 26-38.

4. Hvad sagde Peter efter at have forklaret hvad der var sket med Kornelius, og hvilken prøve udgjorde det for Jesu jødiske disciple?

⁴ Da apostlene og brødrene i Jerusalem hørte at Kornelius og andre ikkejøder var blevet omvendt, var de interesserede i at høre Peters rapport. Efter at have forklaret hvad der var sket med Kornelius og de andre ikkejøder der var kommet til troen, sluttede apostelen med ordene: „Når Gud altså har givet dem [de troende ikkejøder] den samme frie gave [hellig ånd] som han også gav os [jøder] der havde fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ (Apostelgerninger 11:1-17) Dette var en prøve for de jødiske disciple af Jesus Kristus. Ville de underlægge sig Guds vilje og anerkende troende ikkejøder som deres trosfæller? Eller ville enheden blandt Jehovas jordiske tjenere være i fare?

5. Hvordan reagerede apostlene og andre brødre da det stod klart at Gud havde givet folk fra nationerne sindsændring, og hvad kan vi lære af deres indstilling?

⁵ Beretningen lyder: „Da de [apostlene og andre brødre] hørte dette, faldt de til ro, og de herliggjorde Gud idet de sagde: ’Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.’“ (Apostelgerninger 11:18) Denne indstilling var med til at bevare og fremme enheden blandt Jesu disciple. Kort efter blev der udført et stort forkyndelsesarbejde blandt ikkejøderne eller folk fra nationerne, og Jehova velsignede denne indsats. Vi bør også være villige til at samarbejde når der for eksempel skal dannes en ny menighed eller når der under Guds hellige ånds ledelse foretages en eller anden teokratisk justering. Når vi helhjertet samarbejder, vil det behage Jehova og hjælpe os til at bevare vor enhed her i de sidste dage.

Hold fast ved sandheden

6. Hvilken indflydelse har sandheden på enheden blandt Jehovas tilbedere?

⁶ Som en del af Jehovas familie af tilbedere bevarer vi enheden fordi vi alle er „oplært af Jehova“ og holder os til den sandhed han har åbenbaret. (Johannes 6:45; Salme 43:3) Eftersom vor lære bygger på Guds ord, fører vi alle enig tale. Vi tager med glæde imod den åndelige føde Jehova tilvejebringer gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) En sådan enhed i lærespørgsmål hjælper os til at bevare vor enhed i hele verden.

7. Hvad bør vi gøre hvis vi har svært ved at forstå et bestemt lærepunkt, og hvad bør vi undgå?

⁷ Hvad skal man gøre hvis man har svært ved at forstå eller acceptere et bestemt lærepunkt? Så bør man bede om visdom og foretage et studium af Bibelen og de kristne publikationer. (Ordsprogene 2:4, 5; Jakob 1:5-8) Det kan måske også hjælpe at drøfte sagen med en ældste. Hvis man stadig ikke kan forstå det pågældende spørgsmål, vil det sikkert være bedst at lade det ligge. Måske vil der senere blive bragt yderligere oplysninger om emnet, og så vil vi få en bedre forståelse af spørgsmålet. Det vil være forkert at forsøge at få andre i menigheden til at acceptere vores afvigende opfattelse. Det ville så splid og svække enheden. Det vil være langt bedre ’fortsat at vandre i sandheden’ og opmuntre andre til at gøre det samme. — 3 Johannes 4.

8. Hvilken indstilling til sandheden vil det være rigtigt at have?

⁸ I det første århundrede sagde Paulus: „Nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt. Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ (1 Korinther 13:12) Skønt de første kristne ikke forstod alle detaljer, forblev de forenede. I dag har vi en langt større forståelse af Jehovas hensigt og hans sandhedsord. Lad os derfor være taknemmelige for den sandhed vi har modtaget gennem ’den trofaste træl’. Og lad os være taknemmelige for at Jehova har ledet os ved hjælp af sin organisation. Vi har ikke altid haft den samme dybe kundskab, men vi har aldrig sultet eller tørstet i åndelig forstand. Vor Hyrde, Jehova, har derimod forenet os og taget sig godt af os. — Salme 23:1-3.

Brug tungen på rette måde

9. Hvordan kan vi bruge tungen på en måde der fremmer enheden?

⁹ Det er vigtigt at bruge tungen til at opmuntre andre med og til at fremme enheden og broderskabets ånd. Det brev som det styrende råd i det første århundrede udsendte vedrørende omskærelse, virkede opmuntrende. Efter at de ikkejødiske disciple i Antiochia havde læst det, glædede de sig over opmuntringen. Judas og Silas, der var blevet udsendt fra Jerusalem med brevet, ’opmuntrede brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem’. Det har uden tvivl også styrket og opmuntret brødrene at Paulus og Barnabas var til stede. (Apostelgerninger 15:1-3, 23-32) Vi kan gøre noget lignende når vi samles til kristne møder og ’opmuntrer hinanden’ ved at være til stede og give opbyggende kommentarer. — Hebræerne 10:24, 25.

10. Hvad kan være nødvendigt for at bevare enheden hvis nogen begynder at spotte?

¹⁰ En forkert brug af tungen kan imidlertid true vor enhed. Disciplen Jakob skrev: „Tungen [er] et lille lem og praler dog stort. Se, hvor lille en ild der skal til for at tænde en stor skov i brand!“ (Jakob 3:5) Jehova hader dem der skaber splid. (Ordsprogene 6:16-19) Splidagtig tale kan forårsage splittelser. Men hvad skal man gøre hvis der er tale om spot? At spotte vil ifølge Ordbog over det Danske Sprog sige at „vise sin ringeagt for en eller noget . . . i ord, oftest paa en maade, der tilsigter at virke saarende, krænkende“. Hvad gør man hvis én overfuser en anden med skældsord eller fornærmelser? Så vil de ældste forsøge at hjælpe overtræderen. En spotter der ikke ændrer sind, må imidlertid udstødes, så menighedens fred, enhed og gode orden kan bevares. Paulus skrev nemlig: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er . . . spotter . . ., ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:11.

11. Hvorfor er det vigtigt at være ydmyg hvis vi har sagt noget der har skabt et anspændt forhold til en trosfælle?

¹¹ Noget der kan hjælpe os til at bevare enheden, er at tøjle tungen. (Jakob 3:10-18) Men sæt nu at vi har sagt noget der har skabt gnidninger mellem os og en medkristen. Ville det så ikke være på sin plads at tage initiativet til at slutte fred med vor broder, og om nødvendigt give ham en undskyldning? (Mattæus 5:23, 24) Dette kræver naturligvis ydmyghed, og derfor skrev Peter: ’Ifør jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.’ (1 Peter 5:5) Ydmyghed vil få os til at ’jage efter fred’ med vore brødre, indrømme vore fejl og give en passende undskyldning. Det hjælper os til at bevare enheden i Jehovas familie. — 1 Peter 3:10, 11.

12. Hvordan kan vi bruge tungen til at fremme og bevare enheden blandt Jehovas folk?

¹² Vi kan fremme familieånden i Jehovas organisation ved at bruge tungen på rette måde. Det gjorde Paulus, og han kunne derfor skrive til thessalonikerne: „I [ved] godt hvordan vi blev ved med at tilskynde hver enkelt af jer, som en fader sine børn, og trøste jer og vidne for jer, med det formål at I stadig skulle vandre Gud værdigt.“ (1 Thessaloniker 2:11, 12) Eftersom Paulus selv havde sat et godt eksempel med hensyn til at ’trøste de modfaldne sjæle’, kunne han opmuntre sine medkristne til at gøre det samme. (1 Thessaloniker 5:14) Tænk på alt det gode vi kan udrette ved at bruge tungen til at trøste, opmuntre og opbygge andre. Ja, „hvor er det godt med et ord i rette tid!“ (Ordsprogene 15:23) Desuden vil det være med til at fremme og bevare enheden blandt Jehovas folk.

Vær tilgivende!

13. Hvorfor bør vi være tilgivende?

¹³ Hvis vi skal bevare den kristne enhed, er det vigtigt at tilgive en overtræder der har bedt om undskyldning. Og hvor mange gange bør vi tilgive? Jesus sagde til Peter: „Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ (Mattæus 18:22) Hvis ikke vi er tilgivende, modarbejder vi vore egne interesser. Hvordan det? Jo, hvis vi nærer had til andre eller bærer nag, vil vi ikke længere have fred i sindet. Og hvis vi bliver kendt for at være ufølsomme og utilbøjelige til at tilgive, kan det styrte os i ulykke. (Ordsprogene 11:17) Det mishager Jehova hvis vi bærer nag, og det kan føre til alvorlige synder. (3 Mosebog 19:18) Johannes Døber blev halshugget som følge af et komplot udtænkt af den onde Herodias, der „bar nag til ham“. — Markus 6:19-28.

14. (a) Hvad lærer Mattæus 6:14, 15 os om tilgivelse? (b) Skal vi altid vente på en undskyldning før vi kan tilgive andre?

¹⁴ I Jesu mønsterbøn finder vi følgende ord: „Tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os.“ (Lukas 11:4) Hvis ikke vi vil tilgive andre, risikerer vi at Jehova Gud en dag ikke længere vil tilgive vore synder, for Jesus sagde: „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Mattæus 6:14, 15) Så hvis vi vil gøre alt hvad der står i vor magt for at bevare enheden i Jehovas familie af tilbedere, vil vi være tilgivende og blot overse eller glemme en fornærmelse der er blevet sagt i tankeløshed og uden at der lå noget ondt bag. Paulus sagde: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ (Kolossenserne 3:13) Når vi er tilgivende, vil vi være med til at værne om den dyrebare enhed i Jehovas organisation.

Enhed og personlige afgørelser

15. Hvad hjælper Jehovas folk til at bevare enheden, selv når der er tale om personlige afgørelser?

¹⁵ Gud skabte os med en fri vilje, og vi har den forret og det ansvar at træffe personlige afgørelser. (5 Mosebog 30:19, 20; Galaterne 6:5) Vi er ikke desto mindre i stand til at bevare enheden fordi vi følger de bibelske love og principper og tager dem i betragtning når vi træffer personlige afgørelser. (Apostelgerninger 5:29; 1 Johannes 5:3) Hvad gør vi hvis der opstår et spørgsmål vedrørende neutralitet? Vi kan træffe en velbegrundet, personlig afgørelse ved at huske at vi „ikke er en del af verden“ og at vi har ’smedet vore sværd til plovjern’. (Johannes 17:16; Esajas 2:2-4) Når vi må træffe en personlig afgørelse vedrørende vort forhold til staten, husker vi hvad Bibelen siger om at tilbagebetale „Gud det der er Guds“, samtidig med at vi underlægger os „de højere myndigheder“ i verdslige spørgsmål. (Lukas 20:25; Romerne 13:1-7; Titus 3:1, 2) Ja, at tage de bibelske love og principper i betragtning når vi træffer personlige afgørelser, hjælper os til at bevare vor kristne enhed.

16. Hvordan kan vi være med til at bevare enheden når vi træffer afgørelser om noget Bibelen hverken taler for eller imod? Belys med et eksempel.

¹⁶ Vi kan også være med til at bevare den kristne enhed når vi skal træffe en personlig afgørelse vedrørende noget som Bibelen hverken taler for eller imod. Hvordan? Ved at tage kærligt hensyn til andre der måske berøres af vor beslutning. For eksempel opstod der et spørgsmål i menigheden i fortidens Korinth vedrørende kød ofret til afguder. En kristen ville selvfølgelig ikke deltage i en afguderisk ceremoni. Men det var ikke forkert at spise det kød der blev tilovers og som blev solgt på torvet, hvis blodet var løbet af dyret. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Korinther 10:25) Det berørte imidlertid visse kristnes samvittighed at man spiste dette kød. Paulus opfordrede derfor andre kristne til ikke at bringe nogen til snublen og fald. Faktisk skrev han: „Hvis mad bringer min broder til snublen og fald, vil jeg aldrig nogen sinde mere spise kød.“ (1 Korinther 8:13) Så selv når der ikke er bibelske love eller principper inde i billedet, vil det være kærligt at tage hensyn til andre når man træffer personlige afgørelser der kunne berøre enheden i Guds familie.

17. Hvad er det tilrådeligt at gøre når vi træffer personlige afgørelser?

¹⁷ Hvis vi ikke er sikre på hvordan vi skal forholde os i en bestemt situation, vil det være klogt at træffe en beslutning der gør at vi kan have en ren samvittighed; og andre bør i givet fald respektere vor afgørelse. (Romerne 14:10-12) Vi bør naturligvis altid søge Jehovas ledelse i bøn når vi skal træffe personlige afgørelser. Vi kan tillidsfuldt bede som salmisten: „Bøj dit øre til mig. . . . For du er mit klippebjerg og min borg; og for dit navns skyld vil du føre mig og lede mig.“ — Salme 31:2, 3.

Bevar altid den kristne enhed

18. Hvordan beskrev Paulus enheden i den kristne menighed?

¹⁸ I Første Korintherbrev, kapitel 12, sammenlignede Paulus den kristne menighed med et menneskelegeme. Han understregede at alle legemets lemmer er vigtige og indbyrdes afhængige. „Hvis de alle var ét lem, hvor ville da legemet være?“ spurgte Paulus. „Men nu er der mange lemmer, og dog ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: ’Dig har jeg ikke brug for;’ heller ikke hovedet til fødderne: ’Jer har jeg ikke brug for.’“ (1 Korinther 12:19-21) Selv om ikke alle i Jehovas familie af tilbedere har samme funktion, er vi alle forenede og har brug for hinanden.

19. Hvordan kan vi drage nytte af de åndelige goder Gud tilvejebringer, og hvad har en ældre broder sagt i den forbindelse?

¹⁹ Ligesom legemet har brug for føde og pleje og gavnlige impulser, har vi brug for de åndelige goder Gud tilvejebringer gennem sit ord, sin ånd og sin organisation. For at nyde gavn af disse gaver må vi være en del af Jehovas jordiske familie. Efter at have tilbragt mange år i tjenesten for Jehova skrev en broder: „Jeg er meget taknemmelig for at jeg har haft kendskab til Jehovas hensigter helt fra tiden umiddelbart før 1914 hvor det ikke var alt der stod os klart, . . . frem til denne dag hvor sandheden skinner som solen ved middagstid. Hvis jeg skulle pege på noget der har været yderst vigtigt for mig, er det at jeg har holdt mig nær til Jehovas synlige organisation. Tidligt erfarede jeg hvor ufornuftigt det er at stole på menneskers tanker. Da jeg én gang for alle havde bortvejret enhver tvivl, besluttede jeg at holde mig til den trofaste organisation. Hvor kan man ellers opnå Jehovas gunst og velsignelse?“

20. Hvad bør vi være besluttede på i forbindelse med den enhed der kendetegner Jehovas folk?

²⁰ Jehova har kaldt sit folk ud fra verdens mørke og stridigheder. (1 Peter 2:9) Han har ført os ind i en storslået enhed med ham selv og med vore trosfæller. Denne enhed vil også være at finde i den nye tingenes ordning, der nu er nær. Lad os derfor i disse kritiske sidste dage fortsætte med at ’iføre os kærligheden’ og gøre alt hvad vi kan for at bevare og fremme vor dyrebare enhed. — Kolossenserne 3:14.