Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad har sand værdi?
    Vagttårnet – 1986 | 15. juni
    • Hvad har sand værdi?

      „Mange af dem lever et tomt liv. De har intet fast arbejde og ingen varige venskaber, de bevæger sig planløst omkring i et afsondret miljø — og ingen bekymrer sig om dem. Hvad er grunden? De er umådelig rige!“ — The New York Times, 15. maj 1984.

      MAN må have penge for at kunne betale for føde, klæder, husly, transport, lægehjælp og andre fornødenheder. Ja, det ville være svært at klare sig uden penge i det moderne samfund, for, som Bibelen siger: „Penge tilvejebringer det hele.“ — Prædikeren 10:19.

      Avisartiklen der blev citeret ovenfor beskæftigede sig imidlertid med de følelsesmæssige problemer der plager mange rige. Det er tydeligvis forbundet med en vis fare at centrere sit liv om det at tjene penge og erhverve sig materielle besiddelser. Alligevel er det sådan mange mennesker vælger at leve. Men i nogle tilfælde kan et ambitiøst begær medføre døden. Man hører om driftige mænd i 30- eller 40-årsalderen der dør af hjerteslag. Nogle af disse har sat deres helbred, ja endog deres liv, på spil for at nå ambitiøse mål hvad penge angår. Man behøver ikke at være dybt religiøs for at kunne tilslutte sig at det ville have været bedre hvis disse mænd havde taget Jesu Kristi ord til sig: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til? eller hvad vil et menneske give i bytte for sin sjæl?“ — Mattæus 16:26.

      Hvad har virkelig værdi?

      Der er ingen ende på hvad man kan få for penge. I nogle lande er det for eksempel „in“ at købe egen bolig, videobåndoptager eller eksklusivt sportsudstyr. Andre steder kan mulighederne være mere begrænsede. Nogle steder har kvinder prostitueret sig blot for at få penge til pænere tøj.

      Hvis vi indser at der er farer forbundet med en materialistisk holdning til livet, hvad kan vi da gøre for at beskytte os mod disse farer? Er det nødvendigt at vende samfundet ryggen og blive eneboer eller eremit, sådan som nogle har gjort? Og når det drejer sig om hvad der har virkelig værdi, hvad vil så medføre ægte lykke og tilfredshed på længere sigt?

      Som en hjælp i vore overvejelser vil vi betragte en mand der i to årtusinder er blevet respekteret og anerkendt for det eksempel han satte. Han var fortrolig med rabbinernes love og tilhørte en jødisk sekt hvis medlemmer i det første århundrede var kendt for at være „pengekære“. (Lukas 16:14) Hans navn var Saulus, senere Paulus. Han havde den „rigtige“ uddannelse og den nødvendige handlekraft for at kunne samle sig velstand og opnå en endnu højere status i samfundet.

      Gennem en rystende oplevelse blev han imidlertid opmærksom på at noget ganske andet faktisk havde overordentlig stor værdi i livet. Uanset om du for øjeblikket er af samme opfattelse eller ikke, er det værd at tænke over de slutninger Paulus nåede til.

      Han fandt ud af at det der har størst værdi i livet er at have en godkendt stilling i forhold til Gud, som discipel af Jesus. Dette var så værdifuldt for Paulus at han som Jesu apostel kunne udholde trængsler og forfølgelse. Han betragtede det på samme måde som en kendt person fra fortiden, nemlig Moses, der „anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier“. — Hebræerne 11:26; 2 Korinther 11:23-27.

      Det er også værd at bemærke at Paulus aldrig fortrød at han var blevet en kristen apostel, selv om han derved mistede sin anseelse i det jødiske samfund. Efter omkring 25 år som indviet kristen skrev han: „Hvad der var vinding for mig, det anser jeg nu for tab på grund af Messias. Ja, for den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus og findes i samhørighed med ham.“ (Filipperne 3:7-9) Paulus var ikke i tvivl om at han havde erhvervet noget der var af sand værdi.

      Det valg Paulus havde truffet betød dog ikke at han måtte give afkald på alle materielle goder. Han sagde: „I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ — Filipperne 4:12.

      Uanset hvilken indstilling man har til kristendommen, må man indrømme at Paulus nåede et ualmindelig godt resultat. De værdier han valgte gav ham et indhold i livet som selv verdens rigeste mænd og kvinder kan savne. Oliemillionæren Jean Paul Getty indrømmede: „Penge er ikke nødvendigvis ensbetydende med lykke. Måske snarere med mangel på lykke.“

      Man kan dog også miste fornemmelsen af hvad der har størst værdi selv om man bekender sig som en kristen. Sådan forholdt det sig i det første århundrede, for Paulus sagde om en af sine medkristne: „Demas har forladt mig fordi han fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning.“ (2 Timoteus 4:10) På et tidspunkt hvor Demas kunne have hjulpet den fængslede apostel, gav han op til fordel for det den daværende verden kunne tilbyde ham.

      Paulus gjorde opmærksom på den alvorlige fare et materialistisk livssyn kan udgøre for en kristen, idet han sagde: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed . . . har [nogle] stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.

      Med dette i tanke kunne man spørge sig selv: Hvilken rolle bør penge eller materielle ejendele have i mit liv? Lad os undersøge sagen yderligere for at se hvordan vi kan komme i besiddelse af det der har sand værdi.

  • Sætter du dit håb til Gud eller til rigdom?
    Vagttårnet – 1986 | 15. juni
    • Jesus gav derfor dette vise råd: „I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.“ (Mattæus 6:20) Hvori består de „værdier“ Jesus her omtaler, og hvordan kan man „samle“ dem? Bibelen anbefaler os blandt andet „at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre“. Tilsammen består disse „værdier“ altså i de gode gerninger man gør som enkeltperson, i det at man er rig hos Gud. — 1 Timoteus 6:18.

      Rundt om i verden findes der i dag millioner af Jehovas vidner som oprigtigt kan bevidne at det at dele åndelige og materielle goder med andre, er gerninger som har Jehovas godkendelse og som giver virkelig tilfredshed. Disse gode gerninger består især i det at være aktiv i arbejdet med at hjælpe andre til at lære håbet om Riget at kende, ved at forkynde, undervise og gøre disciple. Ikke engang døden kan fratage en den belønning som en sådan opsparing af værdier i himmelen vil medføre. Hvordan kan vi være sikre på det? Jo, Jesus lovede: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:25.

      Kostelige skatte vi kan nyde nu

      I samme åndedrag som Paulus opfordrer os til at sætte vort håb „til Gud“, tilføjer han at Gud „giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“. (1 Timoteus 6:17) Foruden de daglige fornødenheder lader den Allerhøjeste i sin kærlighed de mennesker han godkender få del i nogle kostelige skatte. Hvori består disse skatte?

      Læg mærke til det der siges i Ordsprogene 3:13-18: „Lykkeligt er det menneske der har fundet visdom, ja, det menneske som opnår dømmekraft; at erhverve sig den er nemlig bedre end at erhverve sig sølv, og at have den som udbytte er bedre end guld. Den er mere værdifuld end koraller; og hvad andet du har lyst til, kan ikke stilles op som dens lige. En lang række dage er der i dens højre; i dens venstre er der rigdom og herlighed. . . . Den er et livets træ for dem der griber fat i den, og de der holder den fast prises lykkelige.“ „Visdom“ er således en skat der i værdi overgår alle verdens rigdomme.

      Visdom er at anvende kundskab på den rette måde. Det er evnen til at bruge kundskab og forståelse med et godt resultat til at løse problemer, til at undgå eller afværge farer, nå visse mål eller hjælpe andre til dette. Mon ikke alle er enige om at vi har behov for en sådan visdom i vor tid for at kunne klare livets problemer og for at kunne bevare et godt forhold til Gud?

      I ovennævnte beskrivelse af visdommens værdi fremhæves især det at være lykkelig. Er lykke ikke netop en af de skatte vi alle ønsker os? Den guddommelige visdom vil give os denne lykke fordi sand lykke kun kan komme fra dens egentlige kilde, Jehova Gud. Erfaringen har vist at man ikke kan opnå sand lykke uden af være lydig mod den Allerhøjeste og underlægge sig hans ånds ledelse. Om vi vil erfare opfyldelsen af Bibelens løfter om lykke afhænger således af om vi har et godt forhold til vor himmelske Fader og står godkendte ind for ham. (Mattæus 5:3-10) Hvis vi derfor i praksis anvender det vi har lært ved vort studium af Bibelen, vil vi lægge „visdommen ovenfra“ for dagen. Det vil bibringe os en lykke som alverdens rigdomme ikke kan give os.

      Bemærk imidlertid hvad Ordsprogene 3:16 også siger: „En lang række dage er der i dens højre.“ Dette hentyder til at den højre hånd er den hånd der yder beskyttelse og altid er rede til at hjælpe og værne i kritiske situationer. I dag giver mange sig af med løsagtig adfærd, kønslig umoralitet, stofmisbrug og deslige. Du har sikkert læst at sygdommen AIDS har tilknytning til sådanne handlinger. Er de mennesker der praktiserer den slags virkelig lykkelige, ifølge dine egne iagttagelser? Eller bringer de ikke snarere sorg og smerte, ja endog død, over sig selv og andre?

      Vi kan derimod altid have de vise råd fra Guds ord ved vor ’højre hånd’ til at beskytte os mod sådanne farer. På denne måde kan visdommen forlænge vort liv, for den kan beskytte os mod en handlemåde der ville føre til en alt for tidlig død. Den guddommelige visdom kan således gøre vort nuværende liv mere tilfredsstillende.

      Vi må handle viist nu

      Mange vidnesbyrd omkring os peger på at vi lever i „de sidste dage“ af denne tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1-5) Derfor er det livsvigtigt for os at vi er på vagt så vi ikke bukker under for verdens ånd. Denne ånd lægger vægt på det materielle ved at appellere til selviske ønsker. En af de anklager der blev rettet mod Job, en trofast mand der omtales i Bibelen, var at han tjente Gud med en selvisk bagtanke, nemlig for at opnå materielle goder. (Job 1:9-11) Ville en sådan anklage med rette kunne rejses mod os?

      Hvis vi svarer nej, er det måske lykkedes os at modstå vore dages materialisme. Men materialismen er en af de mest underfundige farer vi kan stå over for. Jesus sagde: „Den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt kvæler ordet.“ (Mattæus 13:22) Det er derfor tydeligt at vi konstant må vogte os for „rigdommens bedragende magt“, eftersom denne rigdom er uden egentlig værdi.

      Ja, vi må minde os selv om at de materielle goder kun har relativ værdi. Guds ord siger: „Den riges velstand er hans stærke stad, og i hans fantasi som en beskyttende mur.“ (Ordsprogene 18:11) Den følelse af sikkerhed som rigdom kan give er ren og skær indbildning, et bedrag. Det betyder ikke at der er noget forkert ved de materielle goder i sig selv. Det der er forkert, er at lade sit liv dreje sig om dem i stedet for at lade det være optaget af at opnå Guds godkendelse. Jesus, der er anerkendt som en af historiens viseste lærere, pointerede: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.

      Lad os derfor følge en levevis der vil gøre os ’rige hos Gud’. (Lukas 12:21) Intet er af større værdi end at have en godkendt stilling hos Skaberen. Alle anstrengelser vi gør os i den henseende vil yderligere forøge de „værdier“ vi kan samle os ’som en god grundvold for den kommende tid, så vi kan få et fast greb om det virkelige liv’. — 1 Timoteus 6:19.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del