• „Genstand for alle nationernes had“
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige

    • Anklaget for spionage

      Det hele kulminerede den 7. maj 1918, da der i De Forenede Stater blev udstedt arrestordre mod Watch Tower Bible and Tract Societys præsident, J. F. Rutherford, og hans nærmeste medarbejdere.

      Dagen i forvejen var der i Brooklyn blevet rejst tiltale mod broder Rutherford og hans medarbejdere i to sager. Hvis den ene sag ikke gav det ønskede resultat, kunne den anden føres. Den første sag, hvori der var rejst tiltale mod det største antal personer, omfattede fire anklagepunkter: to hvor de blev anklaget for at have sammensvoret sig om at overtræde spionageloven af 15. juni 1917, og to hvor de blev anklaget for at have gennemført deres illegale planer eller have forsøgt på det. Det blev hævdet at de havde sammensvoret sig om at forårsage opsætsighed og lydighedsnægtelse i De Forenede Staters væbnede styrker og om at lægge hindringer i vejen for udskrivningen af mænd til tjeneste i disse styrker mens nationen var i krig, og at de havde gjort begge dele eller i hvert fald forsøgt på det. Anklageskriftet nævnte specielt udgivelsen og udbredelsen af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Den anden sigtelse drejede sig om afsendelsen af en check til Europa (til bibelundervisningsarbejdet i Tyskland), en handling der blev udlagt som skadelig for De Forenede Staters interesser. Da de anklagede blev stillet for retten var det den første tiltale, den med de fire anklagepunkter, der blev prøvet.

      På det tidspunkt var C. J. Woodworth og J. F. Rutherford også tiltalt for brud på spionageloven ved retten i Scranton i Pennsylvanien. Men ifølge et brev fra John Lord O’Brian, dateret den 20. maj 1918, var nogle af justitsministeriets medarbejdere bange for at distriktsdommer Witmer, som skulle dømme i sagen, ikke ville anerkende deres brug af spionageloven til at undertrykke en virksomhed der udførtes af mænd som ud fra en oprigtig religiøs overbevisning sagde noget som andre kunne udlægge som antikrigspropaganda. Justitsministeriet stillede derfor Scranton-sagen i bero indtil Brooklyn-sagen var afgjort. Det lykkedes også regeringen at mage det sådan at dommer Harland B. Howe fra staten Vermont, som John Lord O’Brian vidste var enig med ham i hans synspunkter, kom til at dømme i sagen ved De Forenede Staters distriktsret for New Yorks østlige distrikt. Sagen kom for retten den 5. juni, med Isaac R. Oeland og katolikken Charles J. Buchner som anklagere. Under retssagen bemærkede broder Rutherford at Buchner og Oeland ofte rådførte sig med katolske præster.

      Under sagens behandling blev det påvist at Selskabets ledere og bogens skribenter ikke havde haft til hensigt at lægge hindringer i vejen for landets krigsindsats. Der blev fremlagt beviser for at planerne om at skrive bogen var blevet lagt — og det meste af manuskriptet udarbejdet — før De Forenede Stater erklærede krig (den 6. april 1917), og at den oprindelige kontrakt om trykning af bogen var blevet underskrevet før De Forenede Stater vedtog den lov (den 15. juni) som man sagde de havde overtrådt.

      Anklagerne lagde vægt på nogle tilføjelser til bogen der var foretaget i april og juni 1917 mens teksten blev sat og korrekturlæst. Deriblandt var et citat af John Haynes Holmes, en præst der eftertrykkeligt havde erklæret at krigen var en krænkelse af kristendommen. En af forsvarsadvokaterne påpegede imidlertid at præstens udtalelser, der var offentliggjort under titlen A Statement to My People on the Eve of War, stadig solgtes i De Forenede Stater på det tidspunkt, og at hverken præsten eller udgiveren var blevet anklaget for dette. Men bibelstudenterne, der henviste til hans prædiken, blev holdt ansvarlige for de synspunkter den gav udtryk for.

      Bogen fortalte ikke folk at de ikke måtte deltage i krigen. Men i sin forklaring af profetierne citerede den uddrag af The Watch Tower fra 1915 for at vise det inkonsekvente i at præster foregav at være Kristi tjenere mens de samtidig fungerede som rekrutteringsagenter for krigsførende lande.

      Da det havde vist sig at regeringen havde noget at indvende imod bogen, havde broder Rutherford straks sendt et telegram til trykkeren for at få produktionen standset, og samtidig havde man sendt en repræsentant for Selskabet til den amerikanske hærs efterretningsvæsen for at høre hvori indvendingen bestod. Da man erfarede at side 247-53 i bogen (den engelske udgave) voldte anstød på grund af den igangværende krig, gav Selskabet ordre til at disse sider skulle skæres ud af bogen før den blev tilbudt til offentligheden. Og da regeringen havde underrettet distriktsadvokaterne om at en yderligere udbredelse af bogen ville være en overtrædelse af spionageloven (skønt regeringen afslog at oplyse Selskabet om sin holdning til bogen i dens ændrede form), gav Selskabet besked om at al offentlig udbredelse af bogen skulle standses.

      Hvorfor så streng en straf?

      Til trods for alt dette erklærede juryen den 20. juni 1918 at hver af de anklagede var fundet skyldige i alle fire anklagepunkter. Dagen efter blev syvb af dem idømt fire fængselsstraffe på hver 20 år, som kunne afsones samtidig. Den 10. juli blev den ottendec idømt fire sideløbende straffe på 10 års fængsel. Hvor hårde var disse domme? I en notits til statsadvokaten den 12. marts 1919 erkendte USA’s præsident, Woodrow Wilson: „Fængselsstraffene er klart overdrevne.“ Manden der affyrede de dræbende skud mod den østrig-ungarske kronprins i Sarajevo — og dermed udløste de begivenheder der kastede nationerne ud i den første verdenskrig — var ikke blevet straffet strengere. Han var blevet idømt 20 års fængsel — ikke fire gange 20 år, sådan som bibelstudenterne.

      Hvad var motivet til at idømme bibelstudenterne så strenge fængselsstraffe? Dommer Harland B. Howe erklærede: „Efter rettens opfattelse er den religiøse propaganda som de anklagede kraftigt har fremmet og spredt i hele landet såvel som blandt vore allierede, en større fare end en division af den tyske hær. . . . Den der udbreder religiøse tanker øver som regel stor indflydelse, og hvis han er oprigtig er indflydelsen des større. Dette er en skærpende snarere end en formildende omstændighed. Retten har derfor sluttet at det eneste man kan gøre med sådanne personer, er at give dem en streng straf.“ Det er imidlertid også værd at bemærke at dommer Howe før han afsagde dommen nævnte at forsvarets advokater med deres udtalelser ikke alene havde udtrykt mistillid til og kritiseret regeringens jurister men også „alle landets præster“.

      Afgørelsen blev straks appelleret til De Forenede Staters distriktsappelret. Men løsladelse mod kaution indtil appellen var behandlet blev egenmægtigt afvist af dommer Howe,d og den 4. juli, før den tredje og sidste ansøgning om løsladelse mod kaution kunne nå at blive behandlet, blev de første syv brødre i hast overført til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Det blev senere påvist at der var begået 130 procedurefejl under denne stærkt fordomsfulde retssag. Det tog måneder at udarbejde de papirer der var nødvendige for at få sagen taget op på ny. I mellemtiden sluttede krigen. Den 19. februar 1919 sendte de otte fængslede brødre en anmodning om benådning til De Forenede Staters præsident, Woodrow Wilson. Desuden skrev et stort antal borgere til den nyudnævnte statsadvokat og opfordrede til at brødrene blev løsladt. Den 1. marts 1919 anbefalede dommer Howe derpå, som svar på en forespørgsel fra statsadvokaten, „øjeblikkelig strafforvandling“. Dette ville have nedsat straffene, men det ville også have bekræftet de anklagedes skyld. Inden man nåede så vidt, havde brødrenes sagførere rettet henvendelse til statsadvokaten, så sagen blev taget op ved appelretten.

      Den 21. marts 1919, ni måneder efter at Rutherford og hans medarbejdere var blevet dømt, og efter at krigen havde været forbi i flere måneder, afgjorde appelretten at der kunne stilles kaution for alle otte anklagede, og den 26. marts blev de løsladt i Brooklyn mod en kaution på 10.000 dollars for hver. Den 14. maj 1919 traf distriktsappelretten i New York denne afgørelse: „De anklagede i denne sag har ikke fået den nøgterne og upartiske behandling de havde ret til, og derfor omstødes dommen.“ Sagen blev sendt tilbage til ny behandling i underretten. Men den 5. maj 1920, efter at de anklagede var mødt op i retten fem gange, erklærede regeringens advokat ved et åbent retsmøde i Brooklyn at anklagen var trukket tilbage.e Hvorfor? Som det fremgår af korrespondance der opbevares i De Forenede Staters rigsarkiv, var justitsministeriet bange for at hvis anklagerne blev forelagt en fordomsfri jury, nu da krigshysteriet var ovre, ville man tabe sagen. Rigsadvokat L. W. Ross skrev i et brev til statsadvokaten: „Jeg tror det vil være bedre, af hensyn til vort forhold til offentligheden, at vi på eget initiativ“ erklærer at sagen ikke skal forfølges videre.

      Samme dag, den 5. maj 1920, blev den alternative tiltale der i maj 1919 var blevet rejst mod J. F. Rutherford og fire af hans medarbejdere, også frafaldet.