ATTENÅRIGE Sujata som er vokset op i en hindufamilie hvor alle er vegetarer, kunne uden tøven tilslutte sig Guds kostbestemmelser til det første menneske, Adam. Men hun havde et spørgsmål: „Hvordan kan det være at folk dræber dyr og spiser deres kød når der er så mange andre ting at spise?“

Sujatas kostvaner er nært forbundet med hendes religiøse overbevisning. „Jeg er vokset op som hindu og med troen på reinkarnationslæren,“ fortæller hun. „Et menneskes sjæl kan vende tilbage i skikkelse af et dyr, så jeg mener at dyr står på lige fod med mennesker. I mine øjne virker det derfor forkert at slå dyrene ihjel for at spise dem.“ Andre religioner gør sig også til talsmænd for vegetarkost.

De der, ligesom Sujata, mener at dyr står på lige fod med mennesker, føler at det under alle forhold er forkert at tage et dyrs liv, især hvis det blot er for at spise kødet. Bibelen peger imidlertid på at Gud skelner mellem dyreliv og menneskeliv, og at han af flere grunde har tilladt mennesker at slå dyr ihjel. I Israel kunne man for eksempel slå et dyr ihjel hvis det var til fare for mennesker eller ens husdyr. — 2 Mosebog 21:28, 29; 1 Samuel 17:34-36.

En 70-årig hindu fandt tanken om dyreofringer ubehagelig da hun læste Bibelen for første gang. Men efterhånden som hun fik større bibelkundskab, indså hun at de dyreofre som Gud havde befalet menneskene at bringe, tjente et formål. De pegede frem til Jesu Kristi offerdød. Dette offer opfyldte det juridiske krav for tilgivelse af synder. (Hebræerne 8:3-5; 10:1-10; 1 Johannes 2:1, 2) I mange tilfælde blev de ofrede dyr spist af præsterne og af den der bragte offeret. (3 Mosebog 7:11-21; 19:5-8) Gud, hvem enhver levende skabning tilhører, kunne med rette indføre en sådan ordning. Efter Jesu død var det naturligvis ikke længere nødvendigt at bringe dyreofre i tilbedelsen. — Kolossenserne 2:13-17; Hebræerne 10:1-12.

Sujata begrundede sit syn på dyr ud fra sin tro på reinkarnationslæren. Bibelen forklarer imidlertid at mennesker og dyr er sjæle, og at sjælen ikke er udødelig. (1 Mosebog 2:7; Ezekiel 18:4, 20; Apostelgerninger 3:23; Åbenbaringen 16:3) Mennesker og dyr ophører med at eksistere som sjæle når de dør. (Prædikeren 3:19, 20) Dog har menneskene et storslået håb om en opstandelse fra de døde i Guds nye verden.b (Lukas 23:43; Apostelgerninger 24:15) Dette er endnu et vidnesbyrd om at dyr ikke står på lige fod med mennesker.

Sujata ville dog gerne have en forklaring på hvorfor kosten blev ændret. Jordens klima blev tydeligvis drastisk forandret som følge af Vandfloden. Bibelen siger ikke noget om hvorvidt det var fordi Jehova forudså at nogle af de fremtidige generationer ville komme til at bo i områder med sparsom vegetation, at han lod menneskene spise kød. Men Sujata kunne acceptere at den der ejer alt levende, havde ret til at indføre en ændring.

Hvordan man viser respekt for dyreliv

Sujata spurgte så om man ikke i det mindste bør vise dyrelivet en vis respekt. Det bør man naturligvis. Og Skaberen af alle ting har også fortalt os hvordan vi kan vise en sådan respekt. „Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise,“ siger hans forordning i Første Mosebog 9:4. Hvorfor blev mennesker pålagt denne begrænsning om at afholde sig fra at spise blod? Bibelen siger: „For kødets sjæl [liv] er i blodet.“ (3 Mosebog 17:10, 11) Jehovas lov lød: ’Du skal hælde blodet fra et slagtet dyr ud på jorden som vand.’ — 5 Mosebog 12:16, 24.