Billeddyrkelse skaber strid

ET STED i Polen er en mand ved at være rejseklar. Han mangler blot én vigtig detalje. Han knæler ned foran et billede af Jesus, bringer en gave og beder om beskyttelse på rejsen.

Tusinder af kilometer derfra, i Bangkok i Thailand, kan man i maj måned ved fuldmåne overvære den første højtid i den buddhistiske årscyklus. Under højtiden bliver en buddhafigur båret i procession rundt i gaderne.

Billeddyrkelse, som her beskrevet, er meget udbredt. Milliarder af mennesker knæler ned foran billeder og statuer. I årtusinder er billeddyrkelse blevet betragtet som en vigtig måde at nærme sig Gud på.

Hvad mener du om brugen af billeder i gudsdyrkelsen? Er det rigtigt eller forkert at ære billeder? Hvad mener Gud om sagen? Er der noget der tyder på at han anerkender billeddyrkelse? Måske har du ikke personligt tænkt ret meget over disse spørgsmål. Men hvis du ønsker at have et godt forhold til Gud, er det nødvendigt at du får disse spørgsmål besvaret.

I manges øjne er de ganske vist ikke nemme at besvare. Faktisk har spørgsmålet om billeddyrkelse i årtusinder skabt strid og indimellem ført til voldelige konfrontationer. I år 1513 f.v.t. ødelagde den israelitiske leder Moses en guldkalv og lod 3000 som tilbad den, henrette med sværdet. — Anden Mosebog, kapitel 32.

Det var ikke kun blandt jøderne at der var modstand mod religiøse billeder. Sagnet fortæller at den persiske hersker Takmurup førte omfattende kampagner mod billeddyrkelse flere hundrede år før Moses. I Kina angreb en sagnkonge efter sigende gudestatuerne med militærmagt. Efter statuernes ødelæggelse fordømte han tilbedelsen af lerguder som tåbelig. Allerede i Muhameds barndom var nogle arabere imod billeddyrkelse. Deres indflydelse på Muhamed bidrog til at han senere blev modstander af billeddyrkelse. I Koranen lærer Muhamed at billeddyrkelse er en utilgivelig synd, at man ikke skal bede for billeddyrkere og at ægteskab med billeddyrkere er forbudt.

Selv fremtrædende kirkefædre fra det andet, tredje, fjerde og femte århundrede, som Irenæus, Origenes, Eusebios af Cæsarea, Epifanios og Augustin, var imod brugen af billeder i gudsdyrkelsen. I begyndelsen af det fjerde århundrede vedtog en gruppe biskopper i Elvira i Spanien en række vigtige resolutioner imod dyrkelsen af billeder. Den berømte Elvira-synode forbød billeder i kirker, og billeddyrkere fik strenge straffe.

Billedstriden

Disse begivenheder ledte op til en af historiens største konflikter: Billedstriden i det ottende og niende århundrede. En historiker siger at denne bitre strid „varede i halvandet hundrede år med uhørte lidelser til følge“ og var „en af de umiddelbare årsager til bruddet mellem Øst og Vest“.

Ordet „ikonoklast“ er en sammensætning af de græske ord eikōn, der betyder „billede“ og klastēs, der betyder „knuser“. Billedstormerne fjernede og ødelagde billeder i hele Europa. Der blev vedtaget love som forbød billeddyrkelse. Dette skabte et stort politisk røre som inddrog kejsere, paver, hærførere og biskopper i en voldsom teologisk strid.

Og det var ikke blot en strid om ord. McClintock og Strong skriver i Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature at efter kejser Leo III’s edikt mod billeder i kirker, rejste „masserne sig imod ediktet, med voldelige uroligheder til følge, især i Konstantinopel“. Den slags uroligheder blev dagligdags foreteelser. Sammenstød mellem den kejserlige hær og folket førte til henrettelser og folkedrab. Munke blev forfulgt på det grusomste. Flere hundrede år senere, i det 16. århundrede, fandt der en række offentlige debatter sted i Zürich i Schweiz om brugen af billeder i kirker. Som følge heraf blev der udstedt et dekret som krævede alle billeder fjernet fra kirkerne. Nogle af reformatorerne er kendt for deres kraftige og ofte voldelige fordømmelse af billeddyrkelse.

Selv i dag er der stor uenighed blandt teologer om billeddyrkelse. Næste artikel vil behandle spørgsmålet om hvorvidt billeder drager mennesker nærmere til Gud.

Kan billeder bringe én nærmere til Gud?

MUSEERNES oldtidssamlinger er fyldt med ægyptiske, babyloniske og græske statuer og billeder af guder. Statuerne var engang genstand for ivrig tilbedelse men er nu blot udstillet som eksempler på oldtidens kunst. Deres kraft fandtes kun i tilbedernes fantasi. Da tilbederne forsvandt, forsvandt også disse gudefigurers formodede kraft. De blev afsløret som kraftesløse — hvilket de faktisk altid havde været — som ubevægelige genstande af træ, sten eller metal.

Hvad med de billeder som æres og tilbedes af folk i dag? Besidder de større kraft end de gamle ægypteres, babylonieres og grækeres gudestatuer? Har de kunnet bringe mennesker nærmere til Gud?

For hvert slægtled kommer menneskeheden tilsyneladende længere og længere bort fra Gud. Kan billederne forhindre dette? Hvis de overlades til sig selv, står de og samler støv, for til sidst at mørne eller hentæres. De kan ikke beskytte sig selv, og langt mindre gøre noget for mennesker. Men hvad siger Bibelen om billeddyrkelse?

Kostbare, kunstfærdige men nytteløse

Ikke overraskende afslører Bibelen gudebilleder som nytteløse og ude af stand til at bringe de troende nærmere til Gud. Skønt religiøse billeder sædvanligvis er kostbare og kunstfærdigt udført, afslører Bibelen deres sande værdi når den siger: „Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Mund har de, men kan ikke tale; øjne har de, men kan ikke se; ører har de, men kan ikke høre; næse har de, men kan ikke lugte. De har hænder, men kan ikke føle. De har fødder, men kan ikke gå; de giver ingen lyd fra sig med deres strube. Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ — Salme 115:4-8.

Bibelen nøjes ikke med at afsløre afguderne som værdiløse, men taler samtidig fordømmende om dem og deres tilbedere: „’De er som et fugleskræmsel på en agurkemark og kan ikke tale. De må nødvendigvis bæres, for de kan ikke tage et eneste skridt. Vær ikke bange for dem, for de kan ikke gøre noget ondt, og langt mindre står det til dem at gøre noget godt.’ Hvert menneske har båret sig så dumt ad som var det uden kundskab. Hver smed skal blive til skamme på grund af sin billedstøtte; for hans støbte billede er en løgn, og der er ingen ånd i dem. De er tomhed, narreværk.“ — Jeremias 10:5, 14, 15.

Den katolske kirkes holdning

Det er sandt at mange der knæler, beder og tænder lys foran religiøse billeder og kysser dem, ikke betragter sig selv som afgudsdyrkere eller billeddyrkere. Katolikkerne hævder for eksempel at de ikke ærer billeder af Kristus og Maria fordi disse i sig selv besidder nogen guddommelighed, men fordi de ærer dem billederne forestiller. „I den romersk-katolske kirke æres billeder som symboler på de mennesker de forestiller,“ oplyser The World Book Encyclopedia. Den katolske kirkes præsteskab har forkyndt at det er rigtigt at ære et billede så længe den største ære går til Gud.

Men det er en kendsgerning at disse billeder bliver æret. Selv det katolske leksikon New Catholic Encyclopedia indrømmer at der er tale om „en tilbedelseshandling“. Jesus Kristus afviste at man kunne nærme sig Gud ved hjælp af billeder da han sagde: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Forståeligt nok forkastede de kristne i det første århundrede brugen af billeder i tilbedelsen.

I vore dage har kristenhedens kirker imidlertid langt flere billeder end andre religioner. Ja, på trods af at alle historiske og bibelske vidnesbyrd afslører hvor tåbeligt det er at ære et billede, bøjer såkaldte kristne sig fortsat for billeder og beder til dem i deres søgen efter Gud. Hvorfor?

Bedraget af en fjende

Profeten Esajas skrev at billeddyrkerne i hans dage ikke indså tåbeligheden i det de gjorde fordi deres øjne var blevet ’klinet til så de ikke kunne se, deres hjerte, så de ikke kunne indse’. (Esajas 44:18) Hvem kan i den grad forblinde mennesker? Den ikonoklastiske synode af år 754 erklærede at billeddyrkelsen var opfundet af Satan for at lede folk bort fra den sande Gud. Er det rigtigt?

Ja, for det samme siger den inspirerede Bibel som århundreder forinden fastslog at Guds hovedmodstander, Satan Djævelen, „har forblindet de ikke-troendes forstand“ for at sandhedens lys „ikke skal trænge igennem“. (2 Korinther 4:4) Når man ærer et billede kommer man altså ikke nærmere Gud, men går derimod dæmonernes ærinde. — 1 Korinther 10:19, 20.

Hvordan man nærmer sig Gud

Billeder kan ikke hjælpe os nærmere til Gud. Den store Skaber, Jehova Gud, hader billeddyrkelse. (5 Mosebog 7:25) „Jehova er en Gud som kræver udelt hengivenhed.“ (Nahum 1:2) Han siger: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ (Esajas 42:8) Derfor advarer Bibelen om at de der ærer billeder „ikke skal arve Guds rige“. — Galaterne 5:19-21.

Men Jehova er også en barmhjertig og tilgivende Gud. Bibelen fortæller om nogle der vendte sig fra afguderne, søgte Gud og blev erklæret retfærdige efter at være hørt op med deres afgudsdyrkelse. (1 Korinther 6:9-11; 1 Thessaloniker 1:9) De har givet agt på Jesu ord: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:24.

Et oprigtigt studium af Bibelen vil vise at det ikke er svært at nærme sig Gud. (Apostelgerninger 17:26-28) Han er kærlig og lettilnærmelig, og han indbyder os til at opnå et nært forhold til ham. — Esajas 1:18.

Jehovas vidner vil tilskynde enhver til at lære deres himmelske Fader at kende som person, at lære om hans navn, Jehova, og om hans egenskaber og handlemåde med menneskeheden. Ved at læse hans ord, Bibelen, vil du forstå hvorfor du ikke behøver visuelle hjælpemidler som statuer og billeder for at nærme dig Gud. Ja, „kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer“. — Jakob 4:8.

[Ramme på side 6]

Historikeres betragtninger

◻ „Det er almindeligt kendt at der inden for buddhismen, som blev til i det sjette århundrede f.v.t., ikke blev lavet afbildninger af grundlæggeren før omkring det første århundrede e.v.t.“

„I århundreder var hindutraditionen i det væsentlige uden ikoner.“

„Hinduismen og buddhismen begyndte begge uden ikoner. Først hen ad vejen blev billeder accepteret i tilbedelsen. Det samme gælder kristendommen.“ — The Encyclopedia of Religion af Mircea Eliade.

◻ „Af forskellige bibelske beretninger fremgår det tydeligt at den sande gudsdyrkelse var blottet for billeder. . . . I Ny Testamente forbydes tilbedelse af fremmede guder og billeder ligeledes.“ — New Catholic Encyclopedia.

◻ „Billeder var ukendte i de første kristnes tilbedelse.“ — Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, af McClintock og Strong.

◻ „Hverken i Det Nye Testamente eller i andre ægte skrifter fra kristendommens første tid kan man finde nogen omtale af at de kristne brugte statuer eller billeder i deres offentlige eller private gudsdyrkelse.“ — A Concise Cyclopedia of Religious Knowledge af Elias Benjamin Sanford.

◻ „De første kristne ville have betragtet det blotte forslag om at anbringe billeder i kirkerne med rædsel, og dét at bøje sig eller bede foran dem som intet mindre end afgudsdyrkelse.“ — History of the Christian Church af John Fletcher Hurst.

◻ „I den første kirke vakte fremstillingen og dyrkelsen af portrætter af Kristus og helgener til hver en tid modstand.“ — The New Encyclopædia Britannica.

◻ „Skønt urkirken ikke var imod kunst, havde den ingen billeder af Kristus.“ — Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge.

[Illustration på side 7]

Jesus fremhævede at Gud søger dem der vil „tilbede Faderen i ånd og sandhed“