Kvinder med ægte missionærånd

Mens store dele af verden stadig kæmpede med virkningerne af den første verdenskrig og Adolf Hitler skabte røre i Europa, besluttede to af Jehovas vidner at gøre noget mere for at udbrede det budskab om fred som fandtes i Bibelen. Det var to kvinder som boede i Texas, Kate Goas og hendes datter Marion. De skrev til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn og spurgte hvor de kunne gøre størst nytte, og oplyste samtidig at de kunne spansk. Hvor blev de sendt hen? Til Venezuela.

De ankom med skib i 1936 og lejede et værelse i hovedstaden, Caracas, som dengang havde 200.000 indbyggere. Allerede en halv snes år tidligere havde nogle bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, besøgt Venezuela og spredt i tusindvis af bibelske traktater i de større byer, men forkynderne var ikke blevet i landet. Kate Goas og hendes datter var derimod kommet for at blive. Selv om Kate udadtil virkede sart og fin, havde hun både en kæmpestor bogtaske og en grammofon med sig når hun gik fra hus til hus. Hun og datteren gennemarbejdede systematisk hele Caracas. Derefter flyttede de til det indre af landet og rejste vidt omkring med bus ad støvede jordveje. De forkyndte i byer som Quiriquire, El Tigre, Ciudad Bolívar i øst og Maracaibo i vest.

I juli 1944 måtte de imidlertid vende tilbage til De Forenede Stater; Marion havde fået malaria. Kate Goas skrev et brev til Selskabet, dateret den 2. august 1944: „Vi har spredt store mængder læsestof . . . Efter praktisk talt at have forkyndt i hele republikken, bliver vi ved med at finde mennesker der synes om vores litteratur og ønsker at læse den hver gang vi besøger dem . . . Nu, efter to års uafbrudt forkyndelse i Caracas, har syv personer, seks søstre og en broder, taget standpunkt for retfærdighed og ladet sig døbe . . . Disse venner er lykkelige for deres kristne kundskab om Jehova og hans rige . . . Der er i sandhed blevet aflagt et godt vidnesbyrd igen og igen i hele Caracas, og indholdet af bøgerne og bladene er godt kendt . . . Jeres medtjener for Hans teokrati, Kate Goas.“ Den her omtalte broder var den unge Rubén Araujo, som vi senere vil høre mere om. (Det kan her bemærkes at de syv som blev døbt af søster Goas, blev gendøbt i 1946 af en broder, i harmoni med det bibelske mønster der viser at dåbshandlinger kun bør foretages af mandlige kristne som står i et godkendt forhold til Jehova.)

Grundvolden til øget forkyndelse lægges

Da Kate Goas skrev til Selskabet, var man i Brooklyn ved at lægge planer om at sende missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead til Venezuela. Nathan Knorr og Fred Franz, den daværende præsident og vicepræsident for Vagttårnets Selskab, rejste flere gange til Latinamerika for at lægge grundvolden til øget missionærforkyndelse dér. De planlagde at besøge Venezuela i 1946. Tre af de missionærer der havde gennemgået Gileadskolen fik tildelt Venezuela som deres missionærdistrikt, men de havde endnu ikke fået deres visa. Hvem skulle forberede broder Knorrs besøg fra den 9. til den 12. april 1946?

En af de tre missionærer blev sendt i forvejen på et turistvisum. Han ankom med fly og fik logi hos Jeanette Atkins, en gæstfri kvinde som havde lært sandheden at kende af Kate Goas. Men tre uger efter hans ankomst var han på mystisk vis forsvundet. Hans værtinde og venner forhørte sig hos politiet og flyselskaberne, og fandt til sidst ud af at han var vendt tilbage til De Forenede Stater stærkt grebet af hjemve!

Inden da fik broder Knorr og broder Franz dog mulighed for at aflægge et meget udbytterigt besøg hos gruppen i Venezuela. Rubén Araujo husker at der, allerede samme dag som de ankom, blev holdt et møde i Jeanette Atkins’ gårdhave, hvor 22 hørte de besøgende brødres foredrag.

Blandt de tilstedeværende var Pedro Morales, som var yderst begejstret for at have hørt den gode nyhed. Han har senere fortalt: „I slutningen af 1930’erne gav Kate Goas og hendes datter mig bogen Rigdom på den store markedsplads i Maracaibo. Nogle år senere begyndte jeg at læse den, og den åbnede Bibelen for mig. Da jeg nåede til afsnittet om at sætte et mærke i panden på dem der fortjener det, var det som om der blev fyret op under mig! (Ez. 9:4) Jeg begyndte derfor at lede efter dem der havde den slags bøger, og fandt frem til fire personer som havde fået nogle bøger af en fra Trinidad. Vi mødtes og studerede bogen Rigdom hver aften, og skiftedes til at stille vort hjem til rådighed som mødested.“

Drevet af kærlighed til sandheden fra Bibelen

Før missionærernes ankomst havde Selskabets hovedkontor i Brooklyn modtaget rapporter fra den lille gruppe som søster Goas havde oprettet. Der var kun en håndfuld forkyndere, og de havde ganske få publikationer. De lånte derfor ofte bøger ud til interesserede. Rapporten for marts 1946 viste at der var ni forkyndere af den gode nyhed i Venezuela, med Josefina López som tilsynsførende for gruppen, eftersom hun var den mest aktive.

Rubén Araujo mindes det strålende eksempel søster López satte: „Jeg var kun teenager . . . Josefina López var mor til fire sønner og to døtre og meget begejstret for det hun lærte af søster Goas. Næsten hver dag efter skoletid gik jeg hen til hende og talte med hende om de nye ting hun havde lært om sandheden. Selv om søster López var en travl husmor, lykkedes det hende at forkynde fra hus til hus og lede bibelstudier hver eftermiddag, når hendes mand og ældste sønner igen var taget på arbejde over middag. Hun var et godt eksempel for os alle og havde virkelig pionerånden, med et timegennemsnit på 60-70 timer om måneden. Her, fyrre år efter, er der stadig nogle af hendes ’anbefalingsbreve’ som virker i Caracas.“

En anden fra den oprindelige gruppe var en enke ved navn Domitila Mier y Terán. Hun havde altid følt sig tiltrukket af åndelige emner. Hendes far havde haft en bibel som hun elskede at læse i, og da han døde ledte hun hele huset igennem for at finde den. Den var det eneste hun ønskede at arve. Da hun fandt den, var den imidlertid så mishandlet at en del af den manglede. Men hun var glad for det hun fandt og brugte hvad der var, lige til hun senere fik mulighed for at købe et nyt eksemplar af hele Bibelen. En dag kom en ven som havde købt Selskabets bog Forligelse og gav den til Domitila. Vedkommende sagde at eftersom Domitila var ivrig bibellæser, ville hun værdsætte den mere. I sin ihærdige søgen efter dem der havde udgivet bogen, opsøgte Domitila adventisterne og andre protestantiske grupper. Til sidst fik hun til sin store glæde besøg af Kate Goas og tog straks imod et bibelstudium. To af hendes sønner blev døbt under broder Knorrs og broder Franz’ første besøg og har senere tjent som kredstilsynsmænd. En tredje søn, Gonzalo, har tjent som ældste. Hendes fjerde søn, Guillermo, blev dog først døbt i 1986, selv om han var til stede allerede da Kate Goas besøgte hjemmet første gang.