På det tidspunkt bestod missionærgruppen af ugifte brødre. Men da Leila Proctor, en australskfødt missionærsøster, ankom i 1958, var der kun én døbt broder i Maracay, selv om der kom mellem 12 og 20 til møderne. Denne ene broder var Keith Glessing, som sammen med sin kone, Joyce, var udgået fra Gileadskolen i 1955. Eftersom der var mangel på brødre, måtte søstrene hjælpe til på forskellige måder. Søster Proctor fortæller: „Vi søstre havde punkter på tjenestemøderne og hjalp med regnskabet, bogbordet og bladbordet. Fem måneder efter min ankomst fik jeg til opgave at lede et bogstudium. I begyndelsen var der kun en uvirksom forkynder og mig. Bogstudiet blev holdt i skæret af stearinlys i et hjem med stampet lergulv. Til trods for min forfærdelige måde at tale spansk på, kom der inden længe så mange til mødet, at både stuen, køkkenet og gårdhaven var fyldt op. Det kunne ene og alene skyldes Jehovas hellige ånd.“

Vær forsigtig, det er karnevalstid!

Karnevalstiden i Venezuela er ensbetydende med fester og kostumer — samt vandkastning! Især børnene kan godt lide at pøse vand på intetanende forbipasserende. Det er normalt uklogt at gå ud på gaderne mandag og tirsdag i karnevalsugen.

„Jeg ignorerede advarslerne,“ indrømmer Leila Proctor. „Det første år jeg var i Maracay, var jeg indstillet på at lede mine bibelstudier uanset hvad der skete. Det gjorde jeg så, og ankom temmelig våd til mit første studium, efter at have fået en spand vand hældt ud over mig. Da jeg i mit nu halvtørre tøj tog videre til det næste studium, blev jeg ramt af to spandfulde vand. Jeg var våd helt ind til skindet.“ Andre missionærer kan fortælle lignende historier.

Leila, der nu bor på missionærhjemmet Quinta Luz i Caracas, har lært at planlægge sin tjeneste lidt anderledes i karnevalstiden.