I 1958 fløj fem Jehovas vidner ind i dette område i en lille flyvemaskine. De spredte i hundredvis af blade blandt de indianske indbyggere. Da den rejsende tilsynsmand Alberto González næsten 20 år senere tog til Santa Elena sammen med nogle brødre fra Puerto Ordaz, spredte de 1000 blade. Der var ingen elektricitet i byen dengang, men en mand lånte dem en generator så de kunne vise lysbilleder, og 500 overværede forevisningen.

I 1970’erne besøgte kredstilsynsmanden Willard Anderson de syv forkyndere der dengang var i byen. Han fandt ud af at der var mange lydhøre i distriktet. En formiddag spredte han 42 bøger. Gruppen satte optimistisk 20 stole frem til en lysbilledforevisning, så den blev glædeligt overrasket da 222 mødte op!

Ved en anden lejlighed kom der over 600 for at høre et foredrag holdt af kredstilsynsmanden Mario Iaizzo.

Remigio Afonso, der er fra De Kanariske Øer, virker som rejsende tilsynsmand i Venezuela. Han har opsøgt andre indvandrere, og har i den forbindelse lagt mærke til at selv om nogle i en familie ikke er interesserede, er der måske andre i familien som er ivrige efter at høre om sandheden fra Bibelen. I Cumaná var der for eksempel et arabisktalende ægtepar som havde en forretning; de var ikke selv interesserede, men det var deres datter. Remigio fortæller: „Hun bad mig om at skaffe hende en bibel. Det lovede jeg, men hun var ikke helt sikker på om jeg ville holde hvad jeg lovede. Vi aftalte en dag og et tidspunkt, og hun blev overrasket da jeg kom præcis til den aftalte tid. Hun fik Bibelen og bogen Sandheden der fører til evigt liv, og det blev aftalt at en søster kunne fortsætte studiet som jeg påbegyndte.

Kort tid efter, mens jeg besøgte en menighed i Güiria, så jeg en mand sidde i døråbningen til en forretning lige over for rigssalen og læse i en bog med grønt omslag. Han kaldte på mig. Han talte arabisk og spurgte om den bog han læste i var en af vore. Den var på arabisk, men jeg kunne fortælle ham at det var bogen ’Gud Maa Være Sanddru’. Han sagde at han havde fået den som en gave i sit hjemland og at han hverken ville låne den ud eller sælge den! Da jeg havde fået bekræftet at han også læste spansk, tilbød jeg ham ’Sandhedsbogen’, som han straks tog imod, og vi begyndte at studere. Han kom til tre møder den uge og svarede endda ved vagttårnsstudiet.“

Ved et områdestævne i Maracay to år senere kom en mand med en mødetaske hen og hilste på broder Afonso og spurgte om han kunne kende ham. „Jeg er den mand fra Güiria,“ sagde han. „Jeg er blevet døbt og leder nu selv tre bibelstudier.“ Ved et områdestævne i Colombia det følgende år havde broder Afonso et punkt på programmet. Bagefter kom en ung kvinde løbende op til ham med glædestårer i øjnene og præsenterede sig som den pige fra Cumaná han havde forkyndt for. Hun fortalte at også hun var en døbt forkynder. Sådanne oplevelser bringer stor glæde!

Rejsende tilsynsmænd hjælper til

I slutningen af 1940’erne, da Donald Baxter var den eneste på afdelingskontoret og der kun var seks-syv menigheder i hele landet, besøgte broder Baxter disse grupper når han havde mulighed for det.

Men da den 21-årige Rubén Araujo kom tilbage fra Gilead i 1951, fik han til opgave at besøge alle landets menigheder og isolerede grupper. Antallet af menigheder steg til 12 det år. Rubén rejste med bus eller taxa og nogle gange med fly eller små både (chalanas) når han besøgte afsidesliggende steder.

Han kan stadig huske et besøg han aflagde hos en der abonnerede på Vagttaarnet nær Rubio i staten Táchira, i nærheden af den colombianske grænse. Manden på gården sagde at han var schweizer og ikke kunne læse spansk. „Men du kan tale med min kone, for hun kan godt lide Bibelen,“ sagde han. „Efter at jeg havde talt med hans kone,“ fortæller Rubén, „kaldte hun på sin mor, en 81-årig dame. Da hun så de bøger jeg havde, spurgte hun om mit arbejde havde noget med bogen Guds Verdensplan at gøre. Hendes øjne lyste op, og hun blev meget begejstret. Hun spurgte: ’Vil det sige at du kender noget til hr. Rutherford?’ Hendes datter oversatte til spansk for hende, eftersom hun kun talte tysk. Hun sagde at hun havde læst den bog om og om igen siden hun havde fået den i 1920. Hun havde også set ’Skabelsens Fotodrama’ og hørt foredraget ’Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø’. Da hun tolv år tidligere var kommet til Venezuela fra Schweiz, havde hun mistet kontakten med Jehovas Vidner. ’Jeg har savnet jer utrolig meget,’ sagde hun. Hun udtrykte sin glæde ved at synge en af Rigets sange på tysk, og jeg begyndte at synge med på spansk. Vi sang med glædestårer i øjnene.“

Keith og Lois West, som var udgået fra den 19. gileadklasse, rejste i kredstjenesten i 15 år. De havde det ikke altid let. Det illustreres udmærket ved besøget i Monte Oscuro i staten Portuguesa. Keith fortæller: „Det havde regnet voldsomt den foregående nat, og vi kunne ikke køre så langt i bil som vi havde håbet på. Vi forlod derfor bilen og gik frem til floden. Her tog vi skoene af og gik op imod strømmen, hvorefter vi måtte klatre op ad bjerget til den lille rigssal. Der var ikke en sjæl at se. Men en broder der havde ledsaget os, sagde: ’Bare rolig. De skal nok komme.’ Han slog på en hjulkapsel, og efterhånden kom der omkring 40 mennesker. Jeg holdt et foredrag — stadig iført mine våde og mudrede bukser. Noget kan tyde på at kombinationen af det kolde flodvand, den varme klatretur op til rigssalen og dét at holde foredrag i våde bukser, var årsagen til en smertefuld muskellidelse. I nogen tid derefter skulle jeg hjælpes både når jeg skulle op på podiet og når jeg skulle ned igen, og når jeg var ude i forkyndelsen var jeg nødt til at holde mange hvilepauser.“

De mange forskellige former for logi er ofte en udfordring for rejsende tilsynsmænd. Der er langtfra altid rindende vand. Bølgebliktage får rumtemperaturen op på 30-40 grader celsius. Net for vinduer og døre er praktisk talt ukendt, så det rum, og nogle gange den seng man sover i, deler man med den stedlige fauna. Desuden kræver de venezuelanske familiers åbne, afslappede og selskabelige livsform nogle gange tilvænning af udlændinge, der er vant til mere privatliv. Venezuelanernes venlighed og gæstfrihed er imidlertid enestående, og udtrykket „Usted está en su casa“ (Lad som om du er hjemme) hører med til den velkomst en rejsende tilsynsmand får når han ankommer.

Selskabets film og lysbilleder blev vist overalt i Venezuela af de rejsende tilsynsmænd. Venezuelanerne er meget glade for at se film. Kredstilsynsmændene kan derfor altid regne med en stor mødedeltagelse. Folk sidder på gulvet, står op inde i salen eller står udenfor og kigger ind gennem vinduerne. En interesseret mand malede beredvilligt den ene side af sit hus hvid, så den kunne bruges som lærred. I en lille bjerglandsby ved Carúpano leverede en venlig butiksindehaver strøm (der var ikke andre strømkilder i miles omkreds) og stillede samtidig et auditorium som blev brugt ved hanekampe, til rådighed. Derefter affyrede han raketter så de der boede i bjergene kom ned. Femogfirs mødte op, og mange af dem kom ridende på æsler. Det blev en noget usædvanlig drive-in-forestilling.

Gladys Guerrero, der bor i Maracaibo, holder særlig meget af de rejsende tilsynsmænd og deres koner. Da Nancy Baxter, der var gift med en rejsende tilsynsmand, en dag fulgtes med Gladys i forkyndelsen i byen Punto Fijo, fandt hun ud af at den unge pige havde en talefejl. Gladys forklarede at det var noget arveligt på hendes fars side. Selv om hun var blevet drillet meget for det, havde hun ikke kunnet gøre noget ved det. Så hun blev meget glad da søster Baxter tog sig tid til at lære hende at udtale bestemte ord rigtigt og forklare hvordan hun kunne øve sig på dem. „Hendes tålmodighed gav resultater,“ siger Gladys. „Nu kan jeg tale rigtigt.“ Andre hjalp også Gladys til at gøre åndelige fremskridt.

[Illustrationer på side 236]

Nogle der har tjent som kreds- eller områdetilsynsmænd (med deres hustruer): (1) Keith og Lois West, (2) Alberto og Zulay Gonzalez, (3) Casimiro Zyto, (4) Lester og Nancy Baxter, (5) Rodney og Eloise Proctor samt (6) Remigio Afonso