I 1950 indløb der spændende nyheder på afdelingskontoret i Caracas. Der var planer om at sende yderligere 14 missionærer til Venezuela, og at åbne endnu tre missionærhjem — i Barquisimeto,

De missionærer der blev sendt til Barquisimeto, omkring 270 kilometer sydvest for Caracas, fandt ud af at det var en meget religiøs by. I 1950’erne var folk her meget konservative og dybt forankrede i traditioner.

Men det havde noget at sige hvad man gjorde og hvem der gjorde det. Broder Chapman fortæller om den første lørdag missionærerne tog på gadearbejde: „Vi stillede os alle fem på nogle af de store gadehjørner i den indre bys forretningskvarter, og vi vakte virkelig opsigt! Der var næsten ingen amerikanere i Barquisimeto på det tidspunkt og slet ingen unge amerikanske piger. Jeg kom næsten ikke af med et eneste blad, hvorimod pigernes blade gik som varmt brød!“ En anden dag gik de fire piger hen på markedspladsen for at købe ind, men da havde de cowboybukser på. I løbet af nogle få minutter var de omringet af hen ved hundrede kvinder, der pegede og råbte: „¡Mira! ¡Mira!“ (Se! Se!) De var ikke vant til at se piger på gaden i sådan et antræk. Søstrene skyndte sig naturligvis hjem for at skifte tøj.

De fleste i dette område havde aldrig set en bibel. Selv hvis forkynderne brugte en katolsk bibel, ville folk ikke anerkende hvad den sagde. Nogle ville ikke engang læse et skriftsted fra Bibelen, af frygt for derved at synde. Det første år havde arbejdet næsten ingen fremgang i Barquisimeto.

Endelig den sande religion

Det var dog ikke alle i Barquisimeto der var forblindede af den årelange katolske tradition. Et bemærkelsesværdigt eksempel var Luna de Alvarado, en meget gammel dame der havde været katolik i en årrække. Da søster Gavette besøgte hende første gang, havde denne kvinde sagt: „Señorita, lige siden jeg var en lille pige har jeg ventet på at nogen ville komme til min dør og forklare mig det du lige har fortalt. Ser du, da jeg var ung, gjorde jeg rent hos en præst, og han havde en bibel i sit bibliotek. Jeg vidste at det var forbudt at læse i den, men jeg var så nysgerrig efter at vide hvorfor, at jeg en dag da ingen så det, tog den med hjem og læste i den i hemmelighed. Som følge af det jeg læste, gik det op for mig at den katolske kirke ikke havde lært os sandheden og derfor ikke var den sande religion. Jeg var bange for at sige noget til nogen, men jeg var sikker på at der en dag ville komme nogen med den sande religion til vores by. Da protestanterne kom, troede jeg til at begynde med at det var dem, men jeg fandt hurtigt ud af at de holdt sig til mange af de samme løgne som den katolske kirke. Men det du lige har fortalt mig, var det jeg for mange år siden læste i Bibelen.“ Der blev straks aftalt studium, og det varede ikke længe før Luna symboliserede sin indvielse til Jehova. Trods voldsom modstand fra familien tjente hun trofast Jehova lige til sin død.

Eufrosina Manzanares var også en af de retsindige der reagerede positivt på Guds ord. Da Ragna Ingwaldsen besøgte Eufrosina første gang, havde hun aldrig set en bibel. Men hun ville gerne studere sammen med Ragna. Ragna fortæller: „Eufrosina havde formelt set været religiøs, var kommet til messen hver søndag og havde altid sørget for at have en lampe tændt til ære for en statue af en ’helgen’, der stod i en niche i væggen. For at være sikker på at lampen aldrig gik ud, havde hun i litervis af olie stående til dette ene formål!“ Men Eufrosina fulgte det hun lærte fra Bibelen. Når hun blev klar over at der var noget som ikke behagede Jehova, indrettede hun sit liv efter det. Hun skilte sig således af med sine religiøse billeder, holdt op med at ryge og blev lovformeligt gift. Senere begyndte hendes mor også at være med til studiet. Det var ikke let for Eufrosina at undvære sine store cigarer. Allerede som toårig havde hun været vant til at hendes mor havde stukket en cigaret i munden på hende for at få hende til at være stille, og hun havde røget lige siden. Men for at behage Jehova holdt hun op med at ryge, lod sig døbe og blev en meget nidkær forkynder.

Seks år efter at de første missionærer var blevet sendt til Barquisimeto, var der stadig kun 50 forkyndere i byen. Men Jehova har velsignet deres vedholdende bestræbelser for at finde de symbolske får. I 1995 var der 2443 forkyndere fordelt på 28 menigheder i Barquisimeto.