De ankom med skib i 1936 og lejede et værelse i hovedstaden, Caracas, som dengang havde 200.000 indbyggere. Allerede en halv snes år tidligere havde nogle bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, besøgt Venezuela og spredt i tusindvis af bibelske traktater i de større byer, men forkynderne var ikke blevet i landet. Kate Goas og hendes datter var derimod kommet for at blive. Selv om Kate udadtil virkede sart og fin, havde hun både en kæmpestor bogtaske og en grammofon med sig når hun gik fra hus til hus. Hun og datteren gennemarbejdede systematisk hele Caracas. Derefter flyttede de til det indre af landet og rejste vidt omkring med bus ad støvede jordveje. De forkyndte i byer som Quiriquire, El Tigre, Ciudad Bolívar i øst og Maracaibo i vest.

I juli 1944 måtte de imidlertid vende tilbage til De Forenede Stater; Marion havde fået malaria. Kate Goas skrev et brev til Selskabet, dateret den 2. august 1944: „Vi har spredt store mængder læsestof . . . Efter praktisk talt at have forkyndt i hele republikken, bliver vi ved med at finde mennesker der synes om vores litteratur og ønsker at læse den hver gang vi besøger dem . . . Nu, efter to års uafbrudt forkyndelse i Caracas, har syv personer, seks søstre og en broder, taget standpunkt for retfærdighed og ladet sig døbe . . . Disse venner er lykkelige for deres kristne kundskab om Jehova og hans rige . . . Der er i sandhed blevet aflagt et godt vidnesbyrd igen og igen i hele Caracas, og indholdet af bøgerne og bladene er godt kendt . . . Jeres medtjener for Hans teokrati, Kate Goas.“ Den her omtalte broder var den unge Rubén Araujo, som vi senere vil høre mere om. (Det kan her bemærkes at de syv som blev døbt af søster Goas, blev gendøbt i 1946 af en broder, i harmoni med det bibelske mønster der viser at dåbshandlinger kun bør foretages af mandlige kristne som står i et godkendt forhold til Jehova.)

Da Pedro blev inviteret til Caracas (der lå omkring 700 kilometer væk) for at overvære det møde der blev holdt i forbindelse med broder Knorrs besøg, besluttede han og en ven at tage af sted. Der var imidlertid nogle vanskeligheder som skulle overvindes. Pedro fortalte videre: „Min kone, som var gravid, begyndte at få veer, og min forretning skulle passes. Hvad skulle jeg gøre? Jeg fik en jordemoder til at være hos min kone og overlod bolsjefabrikken til mine tre børn på henholdsvis 14, 12, og 10 år. Så tog jeg af sted med bus til Caracas, en anstrengende tur på to dage ad jordveje.“ Men hvor var det en stor glæde for ham at møde forkynderne i Caracas! Under sit ophold dér modtog han et telegram fra Maracaibo: „Konen har det godt. Barnet endnu bedre. Jeg klarer fabrikken. Justo Morales.“ Hans broder var uventet kommet fra Colombia og var trådt hjælpende til.

På den første af disse dage med særlige møder i Caracas, talte broder Franz over temaet „Jehovas Vidner i smeltedigelen“. Derefter fulgte broder Knorr temaet op med Fred Franz som tolk. Disse foredrag åbnede forkyndernes øjne. De blev gjort opmærksomme på hvad kristne ifølge Bibelen må være forberedte på fra verdens side, og fik detaljerede oplysninger om den strenge forfølgelse Jehovas vidner havde været udsat for i Europa under den anden verdenskrig.

Dagen efter blev der afholdt dåb i Los Chorros, i et naturligt bassin ved foden af et vandfald. Ti personer blev døbt den dag, deriblandt Winston Blackwood (som var blevet besøgt af søster Goas i Quiriquire) og hans søn Eduardo, Horacio Mier y Terán, samt hans yngre broder Efraín, Pedro Morales, Gerardo Jessurun fra Surinam, Israel Francis og José Mateus.