Selv husene har navne

Det var ikke kun sproget der var fremmed for missionærerne. De var også nødt til at bruge et andet system når de skulle føre notater over dem de ville genbesøge. I gamle dage havde mange huse i Caracas ingen numre. Husejeren gav sit hus et navn. De pænere huse kaldes quintas og er ofte opkaldt efter fruen i huset. En adresse kunne således være Quinta Clara. Navnet kunne også være en kombination af børnenes navne: Quinta Carosi (Carmen, Rosa og Simon). Den der ejede det første afdelingskontor og missionærhjem som Selskabet lejede, havde navngivet sit hus Quinta Savtepaul (Saint Vincent de Paul), og eftersom det lå i en hovedgade, blev det hurtigt kendt som det sted hvor Jehovas vidner holdt til.

I 1954 blev der imidlertid købt et helt nyt hus som skulle være afdelingskontor og missionærhjem, og det var derfor op til brødrene at bruge deres fantasi og finde et passende navn. Med tanke på Jesu befaling om at de skulle ’lade deres lys skinne for folk’, fik huset navnet Luz (Lys). (Matt. 5:16) Selv om afdelingskontoret senere blev flyttet til større lokaler, var Quinta Luz stadig i begyndelsen af 1995 hjemsted for 11 missionærer.

Caracas’ centrum har helt sit eget adressesystem. Hvis man spørger efter adressen på en bestemt forretning eller opgang, får man måske oplyst noget i retning af „La Fe a Esperanza“, der betyder „Tro til Håb“. ’Jamen, det lyder da ikke som en adresse!’ vil nogen måske indvende. Jo, for i Caracas’ bymidte har hvert vejkryds et navn. Så den adresse man søger, findes i husblokken mellem Tro og Håb.

Nogle var søgende, andre var ikke

I 1948 kunne Víctor Mejías fra Caracas se behovet for en bedre verden. Han var af den overbevisning at den skulle komme ved menneskers bestræbelser, og han var parat til at gøre sit til det. Han havde dog en vis tvivl.

Samme år efterlod en meget vindende forkynder, Josefina López, bogen „Sandheden skal frigøre jer“ hos Víctors kone, Dilia. Titlen vakte Víctors interesse, så han begyndte at læse bogen. Han fandt ud af hvorfor mennesker aldrig selv vil kunne skabe en virkelig fri verden. Inden længe begyndte han og hans kone at komme til Jehovas Vidners møder. Han har senere fortalt: „Selv om vi ikke kendte disse mennesker, var deres ansigter så venlige at det overbeviste mig om at de var anderledes. Jeg kan også huske hvor stort et indtryk det gjorde på mig at se broder Knorr, Selskabets præsident, ved et stævne i Club Las Fuentes i Caracas. Han var helt anderledes end religiøse ledere, helte og berømte kunstnere, der alle ønsker at blive set af mennesker. Hans ydmyghed og ligefremme væremåde gjorde indtryk på mig.“ Snart var Víctor selv i gang med at fortælle andre om den sandhed der kunne frigøre mennesker — ja, endog fra synd og død. For nogle få år siden sagde broder Mejías, med tanke på de mange år han har brugt på at fortælle andre om sandheden fra Bibelen: „Det har været de lykkeligste år i mit liv.“

I 1950, det år Víctor Mejías blev døbt, spurgte Teodoro Griesinger, en anden ung mand fra Caracas, Ronald Pierce, der lige var begyndt i missionærtjenesten: „Kan du forklare mig hvad tallet 666 i Åbenbaringen betyder?“ Teodoro havde arvet en stor tysk bibel fra sin far og læste af og til i den. „Det var ikke så meget fortiden der interesserede mig, men fremtiden, for eksempel dét i Åbenbaringen der endnu ikke havde fundet sted,“ fortæller Teodoro. Han var tilfreds med den forklaring han fik og tog imod broder Pierces tilbud om at studere bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Bogen var på spansk, Teodoros bibel var på tysk, og både lærer og elev talte engelsk. Men der var hurtigt fremskridt at spore. I 1951 begyndte Teodoro som pioner, året efter tog han imod en ny opgave, idet han rejste til Puerto La Cruz som specialpioner, og i 1954 gennemgik han Gileadskolen og begyndte derefter som kredstilsynsmand i Venezuela.

[Illustration på side 207]

Quinta Luz

[Illustrationer på side 208]

Til venstre: Milton Henschel holder foredrag ved stævnet i Club Las Fuentes i 1958

Herunder: Nathan Knorr (til venstre) med Teodoro Griesinger som tolk i 1962