Goajiroerne tager imod budskabet

DEN ældre dame i den lange sorte kjole under træet var som fra en helt anden verden. Hun talte også et sprog der lød fremmedartet i vore ører. „Kom igen,“ sagde hun begejstret. Idet hun pegede rundt på 50 andre fra hendes folk, tilføjede hun: „Vi ønsker alle at I skal komme tilbage. Kom hver uge!“

Hvem var disse mennesker? Hvorfor var de så opsatte på at vi skulle komme igen, selv om de aldrig havde mødt os før? Lad mig fortælle om den dag vi tilbragte blandt goajiroerne, en indianerstamme som bor på Guajirahalvøen i det nordøstlige Colombia og det nordvestlige Venezuela.

Vore første indtryk

Vi kørte af sted fra Venezuelas hovedstad, Caracas, og gjorde det første holdt i Maracaibo. Da vi kørte ind i byen lagde vi mærke til tre unge kvinder som kom gående langs vejen iført lange, spraglede kjoler. De så anderledes ud end andre venezuelanere — de havde høje kindben, mørklødet hud og glat, sort hår. Vi iagttog deres lette, yndefulde gang og var betagede over dette første møde med goajiroerne.

Næste morgen skulle vi til Guajirahalvøen. Ved daggry tegnede vejret til at blive klart og stabilt. Før morgensolen fik for megen magt var 50 af os steget på en bus, glade over at kunne deltage i en særlig, landsdækkende kampagne for at udbrede Bibelens budskab i afsidesliggende egne af Venezuela. Vi kørte i retning mod landsbyen Paraguachón, på grænsen til Colombia.

Efter at have lagt Maracaibo bag os kørte vi igennem en række småbyer der hver havde sit marked og sine boder med vævede sandaler og lange, farvestrålende kjoler, de såkaldte mantaer. I hver landsby var der et hyggeligt torv og en kirke i pastelfarver, hvilket gjorde bybilledet meget malerisk. Alle indbyggerne havde indianske træk. De så fremmedartede ud i vore øjne, men vi mindede os selv om at dette var nogle af Venezuelas oprindelige indbyggere.

Landsbyboerne besøges

Til sidst nåede vi vort bestemmelsessted. Vi parkerede bussen i vejkanten, lige ved en lille mur i skyggen af et træ med en vældig krone. På den anden side af muren lå landsbyens skole — men den var lukket eftersom det var søndag.

Vi delte os op i to grupper og gik i hver sin retning for at finde de huse vi skulle besøge. Vi skulle invitere til et bibelsk foredrag der ville blive holdt på goajiro (det lokale sprog) i skolegården klokken tre om eftermiddagen. Vi havde Evelinda, en indfødt, med os. Vi håbede at dette ville lette vort arbejde, for selv om vi talte spansk kunne vi ikke et ord goajiro.

Uden for landsbyen var der temmelig langt mellem husene. Mens vi gik på en lang, lige vej med tæt buskads på begge sider, fik vi følgeskab af en tiårig dreng som nysgerrigt tog os i øjesyn. Evelinda smilede til ham og forklarede på goajiro hvorfor vi var på besøg i området. Drengen hed Omar og løb sin vej efter at vi havde inviteret ham til foredraget.

Vi forlod vejen og fulgte en sti som stadig var våd efter nylige regnskyl. Vi fandt ud af at stierne var blevet brugt til transport af smuglergods mellem Colombia og Venezuela. Luften var mættet af duften fra den frodige vegetation. Den fugtige varme var en anelse trykkende, men dette kølnede ikke vores iver. Ubehaget var snart glemt da stien gennem det tætte tropebuskads pludselig mundede ud i en stor lysning — et typisk goajirolandbrug.

Mødet med goajiroerne

Et dusin geder med smukke hvide, sorte og brune aftegninger lå veltilfredse i skyggen og gumlede. I en hængekøje som var udspændt mellem to træer lå en kvinde og ammede sit barn. I nærheden legede et par småbørn. Bag kvinden var der et ståltrådshegn som indkransede en stråtækt lerhytte. I nærheden stod nogle få åbne skure. Et af dem fungerede tydeligvis som køkken, for der brændte ild under nogle store gryder. I nærheden hang der gedeskind til tørre.

Da en mand som stod ved indgangen fik øje på os, løb han hen og hentede to stole til os og satte dem i nærheden af kvinden i hængekøjen. Evelinda hilste på manden og kvinden på deres eget sprog og forklarede Bibelens håb for fremtiden ved hjælp af den illustrerede brochure Evigt liv på jorden. De fredelige omgivelser sagde os at vi nok ikke skulle tale om internationale kriser eller storbyernes kriminalitet her. En forkynder havde forklaret at eftersom goajiroerne er noget reserverede af natur, er det vigtigt at udstråle varme og ægte personlig interesse når man kommer. „Vi spørger ofte til familiens sundhed, til høsten, eller til vejret — om der for nylig er faldet regn,“ forklarede hun. „Dette åbner mulighed for at fortælle dem om Guds rige og vise dem at Jehova snart vil fjerne al lidelse og udslette Satan Djævelen, som de især nærer stor frygt for.“

Mens Evelinda talte udtrykte hendes tilhørere sig anerkendende, og snart kom der en anden kvinde og adskillige børn til. Vi havde tidligere fundet ud af at goajiroloven tillader en mand at have mere end én kone. Måske havde denne mand også flere koner? Vi kom til at tænke på Yenny, en køn 21-årig goajirokvinde i Maracaibo. En rig goajiromand tilbød en stor brudekøbesum for hende. Men forældrene, der ikke er Jehovas vidner, kunne ikke blive enige. Moderen var for giftermålet, men faderen var imod. Frieren var i forvejen gift med Yennys søster!

Da Evelinda var færdig med sin fremholdelse, modtog manden en brochure. Kvinden bag ham bad også om en, og vi var glade for at kunne opfylde hendes ønske. På det tidspunkt var resten af forkynderne ved at gå videre. Vi inviterede familien til foredraget om eftermiddagen og drog videre, da vi ikke ønskede at fare vild i det ukendte landdistrikt.

En forkynder fra den anden gruppe berettede om sine oplevelser. En mand i en hængekøje havde lyttet opmærksomt mens hans kone hentede forfriskninger — to glas chicha, lavet af malet majs. Broderen takkede høfligt og drak det. Senere forklarede hans medforkynder, en goajirokvinde ved navn Magaly, hvordan drikken blev fremstillet. Sædvanligvis males majsen med tænderne! Hun kunne ikke lade være med at le da hun så ham blive hvid i ansigtet.

En anden indianer, der var synligt imponeret over broderens bestræbelser for at nå hans hjem med Bibelens budskab, svang sig ned fra sin hængekøje. Han trak i en skjorte og førte os hen til en skjult bebyggelse som var blevet overset.

Derefter fortsatte vi gennem endnu en lysning, hvor nogle af vore venner havde en samtale med de voksne i en familie. Her så vi en gruppe små, nøgne børn med udspilede maver stå under et træ. Vi fandt ud af at de led af underernæring og parasitangreb. Mange af disse mennesker har hverken rindende vand eller elektricitet. Og derfor har de naturligvis heller ikke køleskab, ventilation eller lys.

Et overvældende fremmøde

Formiddagen var gået meget hurtigt. Da vi kom tilbage til bussen for at spise frokost var vi spændt på hvor mange af de inviterede der ville komme til det bibelske foredrag om eftermiddagen.

Kvart i tre spekulerede vi på om vi fra bussen mon ville blive de eneste tilhørere vores goajirobroder fik. Han havde udarbejdet et 45-minutters foredrag på det lokale sprog. Men nej! Den første lille familie kom genert til skolegården. De må være blevet forbavsede, for alle fik dem til at føle sig velkomne. I løbet af de næste få minutter kom der mange flere til. Nogle havde tydeligvis gået langt. Familien der boede i lysningen med gederne var der også! Og hvor så kvinden fra hængekøjen forandret ud i sin flotte, sorte manta! Selv lille Omar, som vi havde talt med på vejen, var kommet, åbenbart helt alene. Et langt betontrin der blev brugt som bænk, fyldtes efterhånden med mennesker. Og vores venlige buschauffør begyndte at tage sæder ud af bussen for at folk kunne sidde ned under foredraget.

I alt sad 55 goajiroindianere og lyttede mens Eduardo holdt det bibelske foredrag. Af og til gav de deres besyv med. Hvis de var enige i det taleren sagde, mumlede de bifaldende. Da Eduardo talte om at ondskaben snart vil blive fjernet, gav den ældre dame der er omtalt i indledningen sin mening til kende. „Ja, der er meget ondskab,“ sagde hun så højt at alle kunne høre det. „Faktisk er der nogle onde mennesker som sidder her. Jeg håber at de lytter efter!“ Broder Eduardo takkede høfligt for kommentaren og fortsatte sit foredrag.

Efter foredraget tog en i vores gruppe et fotografi. Det syntes goajiroerne vældig godt om, og de spurgte om de skulle holde deres ’Evigt liv’-brochurer op når det næste billede skulle tages. Efterhånden begyndte nogle at gå, men halvdelen blev og så os stige på bussen. Vi måtte love at komme tilbage, og de stod derefter og vinkede indtil bussen var uden for synsvidde.

Vi følte det havde været en stor forret at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til disse mennesker. I mange tilfælde var det første gang de hørte den. Forkynderne i Maracaibo talte allerede om at skulle besøge dem igen. Ville der komme en fortsættelse på denne historie?

En positiv fortsættelse

To uger efter vendte brødrene tilbage. Der blev foretaget mange genbesøg, spredt mange publikationer, og oprettet hjemmebibelstudier. Det andet friluftsmøde blev overværet af 79 indianere. Ved den lejlighed fortalte brødrene at de først ville vende tilbage igen tre uger efter, i stedet for to uger, fordi der var kredsstævne. Indianerne var bestyrtede. „Måske dør vi inden da!“ sagde en af dem. De spurgte hvad et kredsstævne var for noget. Det lød så tiltalende at de også ønskede at være til stede! Det blev der truffet foranstaltninger til, og 34 af dem overværede stævnet i Maracaibo, hvor brødre der talte goajiro tolkede det spanske program for dem.

Det er Jehovas vilje at „alle slags mennesker skal . . . komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:3, 4) Hvor var det en stor glæde at se den positive reaktion hos de sandhedssøgende indianere på Guajirahalvøen!

[Ramme på side 26]

Sandheden beriger tilværelsen

Iris og Margarita, to teenagere blandt goajiroindianerne, var glade for at se brochuren Evigt liv på jorden. Men de havde et problem. De kunne ikke læse. Den forkynder der besøgte dem tilbød at lære dem det ved hjælp af brochuren Aprenda a leer y escribir. Pigerne var begejstrede da de hurtigt lærte at skrive og udtale navnet Jehova korrekt.

Efterhånden som de gjorde fremskridt blev de mere og mere betagede af Bibelens vidunderlige håb. De var især glade for løftet om at hele menneskeheden vil opnå frihed. „Vi teenagere her kan se frem til et meget glædesløst liv,“ forklarede de. „Vi bliver som regel bortgiftet meget tidligt, og er i konstant fare for at blive voldtaget.“

Det var en stor begivenhed for Iris og Margarita at overvære kredsstævnet i Maracaibo. På deres ansigter kunne man læse den glæde de følte i hjertet, især under sangene. De ventede altid ivrigt ved døren når forkynderen kom for at studere med dem, og de gik aldrig glip af det offentlige foredrag i deres landsby. Disse piger føler at deres liv er blevet beriget af kundskaben om Jehova Gud og hans hensigt.