„Og hvor længe vil I så blive?“

Den 2. juni 1946, kort efter broder Knorrs besøg, ankom de to andre missionærer der havde fået til opgave at tjene i Venezuela. Det var Donald Baxter og Walter Wan. Den unge Rubén Araujo tog imod dem i Caracas. Med et mistænksomt blik, og uden tvivl med den foregående missionærs forsvinden i frisk erindring, spurgte Rubén på sit gebrokne engelsk: „Og hvor længe vil I så blive?“

Rubén havde arrangeret et vagttårnsstudium, og det blev holdt samme dag som missionærerne ankom. Han prøvede efter bedste evne at følge de instruktioner broder Franz havde givet ham, men det blev et enkeltmandsstudium. Rubén læste spørgsmålet, så svarede han, og derefter læste han paragraffen. Han vidste at studiet kun måtte vare en time, så han afsluttede lydigt til tiden, selv om han kun havde nået 17 paragraffer, hvilket ikke var hele pensummet! Det kræver tid og tålmodighed at opnå erfaring.

Når Rubén Araujo i dag tænker tilbage på den første missionærs pludselige forsvinden, tilføjer han: „Det tomrum han efterlod, blev snart fyldt ud af de to nye gileadmissionærer. Hvor var vi glade for den gave Jehovas organisation havde skænket os i form af disse missionærers hjælp i det venezuelanske Makedonien!“ (Jævnfør Apostelgerninger 16:9, 10.) Broder Knorr havde tidligere sagt til broder Baxter: „Bliv i dette distrikt, om det så skal koste dig livet!“ Det har det nu ikke gjort. Skønt der er gået næsten 50 år, tjener broder Baxter stadig i Venezuela.

Tilpasning til nye omgivelser

Det første missionærhjem i Caracas lå på Bucares Avenue nr. 32, i en bydel der hed El Cementerio. Her blev der den 1. september 1946 også oprettet et afdelingskontor, med Donald Baxter som afdelingstilsynsmand. Forholdene var langtfra ideelle. Vejen var ikke asfalteret, og der var intet rindende vand. Det var derfor en stor forbedring for missionærerne da afdelingskontoret og missionærhjemmet i 1949 blev flyttet fra El Cementerio (kirkegården) til El Paraíso (Paradiset), til et hus med rindende vand.

Broder Baxter mindes missionærernes begyndervanskeligheder og frustration med hensyn til at lære sproget. De var ivrige efter at bruge det de havde lært på Gileadskolen, til gavn for andre, men da de kom kunne de ikke gøre sig forståelige. Dette midlertidige problem blev dog mere end opvejet af de gode resultater de havde i forkyndelsen. Broder Baxter fortæller om den første gang de var på gadearbejde: „Vi besluttede os for at tage ind til et område i byens centrum der hed El Silencio og se hvad der ville ske. Min makker, Walter Wan, stod på ét gadehjørne og jeg på et andet. Folk var meget nysgerrige. De havde aldrig set noget lignende. Vi behøvede næsten ikke at sige noget. Folk stillede sig ligefrem op i kø for at få blade, og vi spredte alle dem vi havde med på 10-15 minutter. Det var noget helt andet end det vi havde været vant til i Staterne!“ Walter Wan siger: „Da jeg gjorde status, fandt jeg til min overraskelse ud af at jeg, i løbet af fire begivenhedsrige dage hvor jeg ligesom Jesus og apostlene havde lovprist Jehova på gader og markedspladser, havde spredt 178 bøger og bibler.“

Den første rapport fra afdelingskontoret til hovedkontoret i Brooklyn oplyste at der var 19 forkyndere i alt, deriblandt de to missionærer og fire pionerer. Disse pionerer var Eduardo Blackwood, Rubén Araujo, Efraín Mier y Terán og Gerardo Jessurun. Eduardo Blackwood var begyndt som pioner i samme måned som broder Knorr var på besøg, og de tre andre begyndte kort efter. Ni forkyndte i det indre af landet. Winston og Eduardo Blackwood, som boede i El Tigre, nåede helt ned til Ciudad Bolívar i syd og til olielejrene ved Punta de Mata og Maturín i øst. Pedro Morales og flere andre forkyndte i Maracaibo. På den østlige side af Maracaibosøen, i olielejrene ved byerne Cabimas og Lagunillas, forkyndte Gerardo Jessurun, Nathaniel Walcott og David Scott. De fik senere følgeskab af Hugo Taylor, der endnu i 1995 tjente som specialpioner. I fællesskab gennemarbejdede alle disse forkyndere således en stor del af landet. Broder Baxter og broder Wan skulle snart, ved egen erfaring, lære hvad det virkelig gjaldt.

På besøg i alle grupper

I oktober og november 1947 rejste de to missionærer til de vestligste og østligste egne af landet for at se hvad der kunne gøres for at hjælpe de små grupper. Deres hensigt var at organisere disse grupper til menigheder. „Vi rejste med bus, og det var faktisk noget af en oplevelse i Venezuela,“ siger broder Baxter med et smil, mens han tænker på den mindeværdige ekspedition. „Sæderne i busserne var små og der var ikke ret stor afstand imellem dem, eftersom de fleste venezuelanere er små; så vi to nordamerikanere kunne næsten ikke få plads til vores ben. Oven på busserne var der ofte både senge, symaskiner, borde, kyllinger, kalkuner og bananer foruden passagerernes øvrige bagage. Hvis én kun skulle køre med et kort stykke vej, gad han ikke have mas med at få kyllinger eller andre ting anbragt oven på bussen, men tog dem blot med ind og stablede dem i midtergangen mellem sæderne. På et tidspunkt brød bussen sammen, så midt ude i ødemarken, hvor der kun fandtes geder og kaktusser, måtte vi vente på en anden bus i flere timer. Senere løb vi tør for benzin.“

Missionærerne besøgte fire områder, og alle fire steder fandt de en gruppe på omkring ti der mødtes i et privat hjem. De viste dem hvordan de kunne lede møder, regelmæssigt rapportere deres forkyndelse til afdelingskontoret og bestille publikationer til brug i forkyndelsen.

I El Tigre bemærkede broder Baxter at Alejandro Mitchell, en af de nye brødre dér, havde taget opfordringen i Mattæus 10:27 om at forkynde fra tagene, helt bogstaveligt. Han havde opstillet en højttaler på taget af sit hus, og læste hver dag højt en halv times tid fra udvalgte passager af bøgerne Børn og The New World samt andre af Vagttårnsselskabets publikationer. Han skruede så højt op for lyden at han kunne høres adskillige husblokke væk! Det var selvsagt ikke noget naboerne brød sig om. Man fortalte ham derfor at han nok gjorde bedre i at lade højttaleren være og i stedet forkynde fra hus til hus.

Disse besøg i de forskellige små grupper var meget udbytterige. På de to måneder rejsen varede, kunne brødrene døbe 16 nye.

Der kommer missionærer til Maracaibo

Maracaibo i den nordvestlige del af landet er Venezuelas næststørste by. To ting der især kendetegner denne by er varme og høj luftfugtighed. Det er desuden Venezuelas største olieby. Den nye bydel står i slående kontrast til den gamle by ved dokkerne. Her i den gamle bydel findes der smalle gader og huse af soltørrede lersten bygget i kolonistil, som næsten ikke har forandret sig siden det forrige århundrede.

Den 25. december 1948 ankom der seks missionærer til Maracaibo med fragtskib. De kom direkte fra det kolde New York og havde derfor kufferterne fulde af tykt vintertøj. Gruppen bestod af Ragna Ingwaldsen, der var blevet døbt i 1918 og som stadig er pioner i Californien, Bernice Greisen (der nu hedder „Bun“ Henschel og er medlem af betelfamilien på hovedkontoret), Charles og Maye Vaile, Esther Rydell (Ragnas halvsøster) og Joyce McCully. De blev modtaget af et ungt ægtepar der kort forinden havde sluttet sig til Jehovas Vidner. I dette ægtepars beskedne hjem fik de svedende missionærer, så godt som det nu kunne lade sig gøre, anbragt deres 15 store kufferter og 40 kasser med publikationer. Fire sov i hængekøjer og to sov på litteraturkasserne, indtil de fandt et hus de kunne leje og bruge som missionærhjem.

Ragna fortæller at de alle så meget fremmedartede ud for los Maracuchos, som indbyggerne i Maracaibo populært kaldes. Flere af missionærerne var høje og lyse. Hun fortsætter: „Når vi gik fra hus til hus, skete det ofte at vi havde op til ti små nøgne børn rendende i hælene på os for at lytte til den mærkelige måde vi talte deres sprog på. Ingen af os kendte mere end nogle få spanske gloser. Men når de lo ad os, lo vi bare med.“ Da disse missionærer ankom, var der kun fire forkyndere i Maracaibo, men i begyndelsen af 1995 var der 51 menigheder med i alt 4271 forkyndere.

Hans bøn blev hørt

Det par der så venligt havde modtaget de seks missionærer i deres hjem var Benito og Victoria Rivero. Benito havde fået bogen „Riget er nær“ af Juan Maldonado, en pioner fra Caracas. Da Pedro Morales senere besøgte Benito for at tilbyde ham et studium, blev han meget begejstret; han begyndte ikke alene at studere, men overværede også straks møderne hos den lille gruppe. Han opfordrede også sin kone til at komme med, og eftersom hun godt kunne lide at synge, sagde han til hende at de sange der blev sunget var meget smukke. Hun indvilligede i at tage med ham, men forstod ikke så meget af det der blev sagt, så hun faldt tit i søvn.

En aften hjemme hos dem selv, da Benito troede at hans kone havde lagt sig til at sove, bad han højt til Jehova om at give hende forståelse. Hun hørte hans bøn og blev meget rørt. Efter Benitos død i 1955 blev Victoria pioner og siden hen specialpioner.

Der forkyndes på landet omkring Maracaibo

En af dem der tog imod sandheden i Maracaibos omegn var faderen til Rebeca (nu Rebeca Barreto). Hun var kun fem år gammel da Gerardo Jessurun begyndte at studere Bibelen med hendes far, som blev døbt i 1954. Hun har mange gode minder om sin deltagelse i forkyndelsesarbejdet som helt ung. „Vi plejede at leje en bus, så hele menigheden kunne tage ud til landområderne. Folk på landet havde ikke mange penge, men de værdsatte litteraturen. Det var noget af et syn når brødrene og søstrene ved dagens slutning steg på bussen med både æg, squash, majs og levende kyllinger som de havde fået i bytte for bøger og blade.“

Det var dog ikke alle der brød sig om at se dem. Søster Barreto husker en episode der fandt sted i landsbyen Mene de Mauroa. Hun fortæller: „Mens vi gik fra dør til dør, fulgte den lokale katolske præst efter os for at rive det læsestof i stykker som folk havde fået, og han formanede folk til ikke at høre på Jehovas vidner. Han formåede endda at ophidse en stor gruppe unge så meget at de kastede sten efter os. Flere brødre og søstre blev ramt.“ Forkynderne løb hen til byens såkaldte prefecto for at få hjælp. Han var venligt indstillet over for Vidnerne og sagde til præsten at han var nødt til at tilbageholde ham på sit kontor et par timer ’for at beskytte ham mod disse prædikanter’. Pøbelsværmen, der nu ikke havde nogen leder, blev spredt, og forkynderne aflagde med glæde og uden forstyrrelser et grundigt vidnesbyrd i byen de følgende par timer.

Flere hjælpere kommer til

Det var et umådelig stort distrikt, og der var brug for yderligere hjælp til at gennemgå det. I september 1949 ankom der flere hjælpere til det åndelige høstarbejde, i form af nyligt uddannede gileadmissionærer. At de var villige og meget ivrige efter at tage fat, betød ikke at det var let for dem. Da Rachel Burnham gennem koøjet i sin kahyt, om bord på skibet Santa Rosa, fik øje på lysene i havnen, syntes hun at det var det skønneste hun havde set i hele sit liv. Hun havde været søsyg lige siden skibet havde forladt havnen i New York. Selv om klokken kun var tre om natten, skyndte hun sig at vække de tre andre piger. Hendes søster Inez og Dixie Dodd, samt hendes søster Ruby (nu Baxter), havde nydt turen, men var også glade for at være nået frem til deres nye distrikt.

Donald Baxter samt Bill og Elsa Hanna, missionærer som var ankommet det foregående år, og Gonzalo Mier y Terán stod parat til at tage imod dem. De steg alle på en bus der kørte dem fra havnen til Caracas. Det virkede som om chaufføren ville give de nyankomne en særlig hårrejsende tur, og det lykkedes. I det ene hårnålesving efter det andet kørte han med en tilsyneladende alt for høj fart, og ofte helt ud til kanten. Søstrene glemte aldrig denne rejse.

De skulle bo på afdelingskontoret og missionærhjemmet i El Paraíso. Rachel og Inez tjente trofast i deres missionærdistrikt til deres død i henholdsvis 1981 og 1991. De to andre tjener stadig loyalt Jehova.

Med hensyn til de første måneder i deres missionærdistrikt fortæller Dixie Dodd: „Vi havde en frygtelig hjemve. Men selv om vi havde villet, kunne vi ikke engang være taget ud til lufthavnen. Så mange penge havde vi ikke.“ I stedet holdt de sig for øje at Jehovas organisation havde betroet dem en opgave som missionærer i et fremmed land. Med tiden holdt de op med at drømme om at rejse hjem og koncentrerede sig om arbejdet.

Misforstået

De fleste nye missionærer havde sprogproblemer — i det mindste i en periode.

Dixie Dodd husker at en af de første ting de fik at vide, var at de skulle sige „Mucho gusto“ når de blev præsenteret for nogen. Samme dag skulle de med til et menighedsbogstudium. På vejen derhen i bussen sad de og gentog udtrykket „Mucho gusto. Mucho gusto“ igen og igen. „Men da vi blev præsenteret havde vi glemt det,“ siger Dixie. De fik det dog lært med tiden.

Bill og Elsa Hanna, der tjente som missionærer fra 1948 til 1954, kunne længe efter mindes hvordan de havde kludret i det. Engang da broder Hanna ville købe nogle hvide æg, bad han om huesos blancos (hvide knogler) i stedet for huevos blancos. En anden gang skulle han købe en kost. Da han var bange for at han var blevet misforstået, prøvede han at være mere specifik og tilføjede: „Til at feje ’el cielo’ (himmelen) med,“ i stedet for el suelo (gulvet). Med et anstrøg af humor svarede ekspedienten: „De har sandelig ambitioner, hr.“

Da Bills hustru, Elsa, var på ambassaden, bad hun dem om at remover (fjerne) hendes pas i stedet for at renovar (forny) det. „Hvad er der sket, frue,“ spurgte sekretæren, „har De slugt det?“

Genee Rogers, en missionær der ankom i 1967, blev til at begynde med lidt mismodig fordi den besøgte altid, når hun havde sagt det hun omhyggeligt havde øvet sig på, vendte sig om til hendes makker og spurgte: „¿Qué dijo?“ (Hvad siger hun?) Men søster Rogers gav ikke op, og i løbet af sine godt 28 år som missionær har hun hjulpet 40 personer til kundskab om sandheden så de kunne nå frem til dåb.

Willard Anderson, der ankom fra Gilead sammen med sin hustru, Elaine, i november 1965, indrømmer åbent at sprog aldrig har været hans stærke side. Han er altid parat til at le ad sine egne fejltrin, og siger: „Jeg gik til spansk i mellemskolen i et halvt år. Så fik min lærer mig til at love at jeg aldrig mere meldte mig til hans undervisning.“

Men med vedholdenhed, Jehovas ånds hjælp og en god portion humor blev missionærerne snart dus med deres nye sprog.

Selv husene har navne

Det var ikke kun sproget der var fremmed for missionærerne. De var også nødt til at bruge et andet system når de skulle føre notater over dem de ville genbesøge. I gamle dage havde mange huse i Caracas ingen numre. Husejeren gav sit hus et navn. De pænere huse kaldes quintas og er ofte opkaldt efter fruen i huset. En adresse kunne således være Quinta Clara. Navnet kunne også være en kombination af børnenes navne: Quinta Carosi (Carmen, Rosa og Simon). Den der ejede det første afdelingskontor og missionærhjem som Selskabet lejede, havde navngivet sit hus Quinta Savtepaul (Saint Vincent de Paul), og eftersom det lå i en hovedgade, blev det hurtigt kendt som det sted hvor Jehovas vidner holdt til.

I 1954 blev der imidlertid købt et helt nyt hus som skulle være afdelingskontor og missionærhjem, og det var derfor op til brødrene at bruge deres fantasi og finde et passende navn. Med tanke på Jesu befaling om at de skulle ’lade deres lys skinne for folk’, fik huset navnet Luz (Lys). (Matt. 5:16) Selv om afdelingskontoret senere blev flyttet til større lokaler, var Quinta Luz stadig i begyndelsen af 1995 hjemsted for 11 missionærer.

Caracas’ centrum har helt sit eget adressesystem. Hvis man spørger efter adressen på en bestemt forretning eller opgang, får man måske oplyst noget i retning af „La Fe a Esperanza“, der betyder „Tro til Håb“. ’Jamen, det lyder da ikke som en adresse!’ vil nogen måske indvende. Jo, for i Caracas’ bymidte har hvert vejkryds et navn. Så den adresse man søger, findes i husblokken mellem Tro og Håb.

Fra Venezuela til Gilead og tilbage igen

I årenes løb er 136 missionærer fra Gileadskolens forskellige afdelinger, deriblandt 7 som er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, kommet til Venezuela fra andre lande — fra De Forenede Stater, Canada, Tyskland, Sverige, New Zealand, England, Puerto Rico, Danmark, Uruguay og Italien. Mellem 1969 og 1984 kom der ikke nye gileadmissionærer til Venezuela, eftersom det ikke var muligt at få visa. I 1984 lykkedes det imidlertid ved fælles anstrengelser at få indrejsetilladelse til to ægtepar, og yderligere to missionærer ankom i 1988. Seks lokale forkyndere er desuden udgået fra Gileadskolen.

Da broder Knorr var på besøg i 1946, spurgte den unge broder Rubén Araujo om han en dag kunne kvalificere sig til at komme på Gilead. „Ja, hvis du forbedrer dit engelsk,“ lød svaret. „Det gjorde mig selvfølgelig utrolig glad,“ siger Rubén. „Tre år senere, i oktober 1949, modtog jeg et brev med en indbydelse fra broder Knorr til at være med i den 15. klasse, der skulle begynde om vinteren i begyndelsen af 1950.“

De øvrige fem brødre fra Venezuela der er udgået fra Gilead, er Eduardo Blackwood og Horacio Mier y Terán (som begge blev døbt i 1946 under broder Knorrs første besøg), Teodoro Griesinger (som vi skal høre mere om senere), Casimiro Zyto (som var emigreret fra Frankrig og havde fået venezuelansk statsborgerskab) og, noget senere, Rafael Longa (der har tjent som kredstilsynsmand).

[Illustration på side 199]

Inez Burnham, Ruby Dodd (nu Baxter), Dixie Dodd og Rachel Burnham da de forlod New York i 1949. Så længe båden lå i havnen havde alle det helt fint!

[Illustrationer på side 200, 201]

Nogle af de missionærer der længe har tjent i det venezuelanske distrikt: (1) Donald og Ruby Baxter, (2) Dixie Dodd, (3) Penny Gavette, (4) Leila Proctor, (5) Ragna Ingwaldsen, (6) Mervyn og Evelyn Ward samt (7) Vin og Pearl Chapman