Bibelen fraråder hævnlyst. Ordsprogene 24:29 giver dette råd: „Sig ikke: ’Som han har gjort mod mig, sådan vil jeg gøre mod ham.’“ Hvorfor ikke? Blandt andet fordi det er skadeligt, både mentalt og fysisk. Hævntanker berøver én sindsroen og sætter fornuften ud af spillet. Tænk over denne avisnotits: „To landmænd skød på hinanden fra deres biler på en parkeringsplads og dræbte hinanden som afslutning på 40 års fejde der begyndte da de var drenge.“ Forestil dig hvordan de to mænds tankegang hele livet igennem havde været forgiftet af deres nagende hævntørst. — Ordsprogene 14:29, 30.

En anden grund til ikke at gå og tænke på hævn, er at selv de der har begået grove forsyndelser kan vende om. Et eksempel: Apostelen Paulus „bifaldt mordet“ på Stefanus og „åndede trussel og mord imod Herrens disciple“. Men han forandrede sig. Mange år senere kaldte apostelen Peter, hvis liv Paulus dengang havde bragt i fare, sin medapostel for „vor elskede broder Paulus“. (Apostelgerninger 8:1; 9:1; 2 Peter 3:15) De kristne kunne have forsøgt at hævne sig på Paulus, især da han befandt sig i Damaskus og var blind. (Apostelgerninger 9:3-15) Det ville have været en tragisk fejltagelse!

Paulus kunne derfor give det velbegrundede råd i Romerbrevet 12:20: „Hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke.“ Hvorfor skulle man det? Jo, når man tager hævn vil ens fjende blot forhærde sig, og man vil derved befæste fjendskabet. Men hvis man gør godt imod den der fornærmer eller skader én, kan man måske formilde ham og gøre en fjende til en ven.

Hvis man erkender sine personlige svagheder vil det være lettere at overvinde den bitterhed der er grobund for hævntrang. Salmisten bad: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Vi har alle såret eller fornærmet andre. Var vi da ikke glade for det hvis de ikke gjorde gengæld? Bør vi da ikke også lægge bånd på os selv? Jesus gav følgende råd: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

Bibelen siger ganske rigtigt: „Had det onde.“ (Salme 97:10; Amos 5:15) Men den siger ikke at vi skal hade den der gør det onde. Faktisk befalede Jesus os: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:44) Hvis vi gengælder ondt med ondt, ligner vi den der har gjort os fortræd. Et gammelt ordsprog siger: „Sig ikke: ’Jeg vil gengælde med ondt!’ Sæt dit håb til Jehova, og han vil frelse dig.“ (Ordsprogene 20:22) Det er en forstandig holdning. Vi kan blive sejrvindere ved at bekæmpe fristelsen til at efterligne overtrædere. — Johannes 16:33; Romerne 12:17, 21.

Hvem tilkommer det at straffe?

Selvfølgelig er nogle handlinger alvorligere end personlig forurettelse. Hvis vi bliver ofre for en forbrydelse er det naturligt at man ønsker at retfærdigheden sker fyldest — men hvordan? I nogle samfund har det været skik at man tog retfærdigheden i sin egen hånd og hævnede sig; men ofte har blodfejdernes pris i menneskeliv været høj. I dag forbyder Guds lov og de fleste landes love at man griber til selvtægt, og dét med god grund. Vold avler som bekendt vold.

Bør man da blot passivt affinde sig med situationen hvis man kommer ud for en forbrydelse? Ikke nødvendigvis. Vi kan gå til myndighederne når nogen forbryder sig mod vor person eller ejendom. Man kan anmelde sagen til politiet, og i skolen eller på arbejdspladsen kan man henvende sig til inspektøren eller ens foresatte. De har blandt andet til opgave at håndhæve retten. Bibelen viser os at de offentlige myndigheder er „Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde“. (Romerne 13:4) Retfærdigheden kræver at myndighederne udøver deres magt, griber ind over for lovovertrædere og straffer dem.

Sandt nok er retfærdigheden nogle gange længe om at ske fyldest. En livstræt forfatter har sagt: „Retfærdigheden er desværre det tog, der næsten altid er forsinket.“ Og indimellem kommer toget slet ikke. Nogle gange har de der begår uretfærdigheder så stor indflydelse at myndighederne ikke kan røre dem. Alligevel er det klogt at beherske sig. „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste,“ siger Bibelen. — Ordsprogene 29:11.

Hvem tilkommer det at hævne?

At vi afholder os fra at tage hævn vil således gavne os, og vi kan slå os til ro i bevidstheden om at Gud nok skal sørge for at retfærdigheden sker fyldest til rette tid. Jehova ved at hvis det forkerte får lov at fortsætte uhindret, vil det medføre uretfærdigheder. (Prædikeren 8:11) Han vil ikke tillade de forhærdede onde at undertrykke andre for evigt. Af den grund giver apostelen Paulus dette råd: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:19) Bibelen taler faktisk om en hævnens dag fra Skaberen. Hvordan vil den forløbe? Og hvem vil Guds hævn være rettet imod? Det vil vi se på i næste artikel.

[Ramme på side 4]

Man kan undgå hævngerrighed ved at tænke på

◻ at Gud har retfærdighedssans

◻ at hævntørst skader én selv

◻ at venlighed ofte afhjælper gnidninger

◻ at vi selv er blevet tilgivet mange overtrædelser

◻ at de der forsynder sig kan ændre holdning

◻ at vi besejrer verden ved ikke at efterligne den

Hævnens dag fra Gud

SOM vi så i foregående artikel er der flere grunde til at vi ikke må hævne os. Det er forkert eftersom det ikke på længere sigt løser nogen problemer. Det er også forkert fordi det befæster et fjendskab i stedet for at knytte venskabsbånd. Og det er forkert eftersom det er skadeligt at ruge over hævnplaner.

Den vigtigste grund til at det er forkert at hævne sig, angives imidlertid i Moses’ ord til Israel: „Jehova din Gud er en barmhjertig Gud.“ (5 Mosebog 4:31) Da Gud er barmhjertig, bør vi også være barmhjertige. Jesus sagde til sine disciple: „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — Lukas 6:36.

Bibelen omtaler imidlertid også Jehova som en ’Gud som hævner grundigt’. (Salme 94:1) Profeten Esajas omtaler både „et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud“. (Esajas 61:2) Hvordan kan Gud både være barmhjertig og ønske hævn? Og hvis vi skal efterligne Guds barmhjertighed, hvorfor må vi da ikke efterligne ham i det at tage hævn?

Svaret på det første spørgsmål er: Gud er barmhjertig fordi han elsker menneskene, og han tilgiver så meget han kan, så længe han kan, for at give enkeltpersoner lejlighed til at rette deres adfærd. Mange har ligesom apostelen Paulus draget nytte af denne barmhjertighed. Men Gud ønsker også hævn i den forstand at han kræver retfærdighed. Han vil altså ikke vise barmhjertighed i det uendelige. Hvis nogle viser at de aldrig vil ændre adfærd, vil Gud fuldbyrde dommen på det der kaldes hans hævns dag.

Til det andet spørgsmål må vi svare at vi ikke har ret til at nære hævntørst blot fordi Gud kræver hævn. Jehova udøver fuldkommen ret. Det gør mennesker ikke. Gud ser alle sider af en sag og træffer altid en retfærdig afgørelse. Det kan vi ikke være sikre på at vi gør. Paulus tilrådede derfor: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:19) For vor egen skyld må vi overlade hævnen til Jehova.

Hvorfor må der komme en hævnens dag?

Men Bibelen anerkender mange steder nødvendigheden af at der bliver gjort op med forhærdede overtrædere. For eksempel forudsagde apostelen Paulus at Gud gennem Jesus ville ’bringe hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus’. (2 Thessaloniker 1:8) Vi har gode grunde til at tage disse ord alvorligt. Hvorfor?

For det første fordi flertallet i dag fremturer i trods mod Skaberens suverænitet og tilsidesætter hans retfærdige love. Hvad enten de hævder at de tror på Gud eller ej, viser deres adfærd tydeligt at de ikke mener at de skal stå Gud til regnskab. Salmistens ord siger træffende om sådanne: „Hvorfor har den ugudelige handlet respektløst over for Gud? Han har sagt i sit hjerte: ’Du kræver ikke til regnskab.’“ (Salme 10:13) Jehova vil afgjort ikke lade sig smæde på denne måde for evigt. Han er kærlighedens Gud, men han er også retfærdighedens Gud. Han vil efterkomme det de sande retfærdselskende råber på: „Stå frem, Jehova. Gud, løft din hånd. Glem ikke de nødstedte.“ — Salme 10:12.

Desuden ødelægger lovbryderne selve den jord vi lever på. De forurener luften, jorden og vandet; de fylder jorden med uretfærdighed og grusomhed. Og de oplagrer tilstrækkeligt med kemiske våben, kernevåben og andet dødbringende krigsmateriel til at bringe menneskehedens eksistens i fare. Det er bydende nødvendigt at Gud griber ind for at sikre lydige mennesker en tryg fremtid. (Åbenbaringen 11:18) Det er denne indgriben Esajas omtalte som en hævnens dag.

Hvad vil hævnens dag fra Gud udrette?

Ifølge Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words betyder det ord der i De Græske Skrifter er gengivet med hævn, bogstaveligt, i forbindelse med Gud, „’det der udgår af ret’, ikke, som det ofte er tilfældet med menneskers hævn, noget der sker som følge af en krænkelse eller af en simpel følelse af vrede.“ Når Gud tager hævn over sine fjender, vil det altså ikke ramme skyldige og uskyldige i flæng, som et personligt hævntogt. „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag,“ fortæller Bibelen os. — 2 Peter 2:9.

Guds tjenere ser frem til Guds hævns dag som det tidspunkt da den rette adfærd vil komme i højsædet og de retfærdige blive udfriet fra de ondes undertrykkelse. Det vil ikke sige at Guds tjenere er ondskabsfulde eller hævngerrige. Bibelen advarer: „Den der fryder sig over andres ulykke, vil ikke slippe for straf.“ (Ordsprogene 17:5) Tværtimod opdyrker de barmhjertighed og medfølelse, idet de lader Gud afgøre hvorvidt og hvordan noget skal hævnes.

Det er ganske vist svært at se sådan på det når man er vred. Men det kan lade sig gøre, og mange har gjort det. For eksempel havde Pedro en ulykkelig barndom og blev tit slået af sin storebroder. Som ung var han derfor voldelig og kom konstant på kant med politiet. Han lod sin vrede mod broderen gå ud over sin kone og sine børn. Men efter lang tid lyttede han til et Jehovas vidne og begyndte senere at studere Bibelen. „Med Jehovas hjælp har jeg forandret mig, og nu slås jeg ikke, men hjælper andre som en kristen ældste,“ beretter han. Med Bibelens og den hellige ånds hjælp har utallige andre aflagt had og hævntørst og er blevet kærlige og tålmodige over for andre.

Hvad vil du gøre?

Hvis vi hele tiden har hævnens dag fra Gud i tanke, vil det hjælpe os til at drage nytte af Jehovas tålmodighed. Men vi har ikke ubegrænset tid til det. Dagen oprinder snart. Apostelen Peter oplyser hvorfor den ikke allerede er indtruffet: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.

Det haster derfor med at berede sig på den dag da Gud vil gøre regnskabet op. Det gør man ved at studere Bibelen og efterleve dens råd. Dette vil hjælpe os til at følge salmistens ord: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare; bliv ikke optændt af vrede — det fører kun til at man handler ondt. De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ — Salme 37:8, 9.

[Illustration på side 7]

Efter Guds hævns dag ’skal de der håber på Jehova tage jorden i besiddelse