Side 2

„Det ondskabsfulde, blodige møde mellem britiske og italienske fans . . . kostede mindst 38 livet og lemlæstede 350.“

„En pøbelsværm angreb politiet, kastede benzinbomber, plyndrede butikker og væltede biler.“

„Der opstod slagsmål på en bar. Der blev kastet med flasker og trukket knive, og det endte i et veritabelt slag.“

„Sammenstød med politiet, væltede biler, knuste vinduer, udlændinge gennemtævet og overspyttet.“

[Kildeangivelse på side 2]

Europapokalfinalen, Bruxelles, Belgien, 1985, Reuters/Bettmann Newsphotos

Hvad er der ved at ske med sportsverdenen?

Af Vågn op!-​korrespondent i Italien

TEKSTEN på foregående side er ikke en beskrivelse af det seneste statskup i et latinamerikansk land eller af en terroraktion et sted i Europa. Nej, disse rapporter skildrer, som et italiensk sportsblad udtrykker det, „en chokerende almindelig sportsdag“.

I vore dage synes sport og vold at gå hånd i hånd. For eksempel husker mange stadig den 29. maj 1985, da 39 mennesker mistede livet og 200 blev kvæstet under sammenstød mellem tilskuerne før mesterholdenes Europacupfinale i fodbold.

Volden blandt tilskuere og sportsudøvere begrænser sig dog ikke til én bestemt sportsgren, som for eksempel fodbold. Nej, den findes inden for alle mulige sportsgrene — baseball, boksning og ishockey.

Talemåderne: „Må den bedste mand vinde,“ og „det er vigtigere at deltage end at vinde,“ hører fortiden til. Hvorfor lader spillere og tilskuere deres laveste følelser komme til udbrud i ukontrollable voldsepisoder ved sportsbegivenheder? Hvad ligger der bag volden inden for sportsverdenen? Hvor alvorligt er problemet?

Hvorfor den øgede vold inden for sportsverdenen?

DE FLESTE er enige om at idræt er sundt. Også de græske læger i oldtiden slog til lyd for at moderat idrætsudøvelse var godt for helbredet.

I dag er der imidlertid mange sportskampe der hverken er sunde for udøverne eller tilskuerne. Volden inden for sportsverdenen har nået et sådant omfang at Europa-Parlamentet har vedtaget en omfattende resolution „vedrørende vandalisme og vold inden for sport“. Foruroliget over den vildskab der har præget sammenstødene før og efter sportsbegivenheder, både mellem spillere og mellem fangrupper, har Europa-Parlamentet undersøgt forskellige sider af fænomenet for at finde frem til voldens rod og hvad der kan gøres for at dæmme op for den. Hvad fandt man frem til, og hvilken form har volden inden for sportsverdenen antaget?

’Et udbredt fænomen’

Den populæreste sportsgren i verden, nemlig fodbold, møder den største kritik, men problemet findes inden for næsten alle sportsgrene. I 1988 blussede volden op under Europamesterskabet i fodbold, der blev afholdt i Vesttyskland. Efter en kamp hvor det engelske landshold havde spillet, gik britiske fans amok, hvilket resulterede i hærværk, i at politibetjente blev kvæstet og i at 300 blev arresteret. Efter at Italien havde vundet en kamp i samme turnering, mistede tre mennesker livet i sejrsrusen.

I England spreder de berygtede hooligans panik overalt hvor de viser sig, og „ødelægger forholdet til engelsk fodbold i både ind- og udland,“ siger The Guardian. Adskillige gange under en enkelt sæson har mandagsudgaverne af de italienske sportsaviser talt om „sorte“ søndage hvor sportsbegivenheder har udviklet sig til optøjer der har ført til at folk er blevet lemlæstet eller slået ihjel. Sportsfaciliteter er blevet til „guerilla-stadioner“, som et dagblad udtrykker det. Sådanne forhold er imidlertid ikke begrænset til England og Italien. Holland, Vesttyskland, Sovjetunionen, Spanien og mange andre lande kæmper med det samme problem.

„Krigen mellem tilhængerne“

Oppisket til aggressivitet af massemedierne har nogle fans givet efter for deres lave instinkter ved sportsbegivenheder. Når der er fodboldkamp samles de italienske ultrà eller de engelske hooligans bag bannere hvorpå der for eksempel kan stå „Den Røde Hær“ eller „Tigerkommandoet“. En hooligan har udtalt at fodboldtilhængeren „ønsker at kæmpe og erobre modstanderens territorium“. På tilskuerpladserne kan stemningen meget vel udvikle sig til noget der ligner den der herskede i de romerske arenaer i oldtiden, hvor tilskuerne ophidsede gladiatorerne til at dræbe deres modstander. Heppekorene råber desuden sjofelheder og racistiske slogans.

Tilhængerne bærer ofte farlige våben. Ved de visiteringer politiet har foretaget før visse kampe har man fundet rene våbenarsenaler — knive, signalpistoler og billardkugler. I England har byger af dartpile med stålspidser regnet ned over tilskuerpladserne.

Regeringsindgreb

Europa-Parlamentets resolution opfordrede de respektive landes regeringer til at skride kraftigt ind over for volden i sportsverdenen. Den engelske regering har for eksempel taget sådanne skridt under ledelse af premierminister Margaret Thatcher. Mrs. Thatcher har krævet indført strengere love, som for eksempel om tvungne identitetskort som adgangsbevis til landets stadioner. Hvis kortets indehaver gør sig skyldig i voldshandlinger, vil kortet blive inddraget. Desuden har man i England planer om at udstyre sportsfaciliteter med intern tv-overvågning af tilskuerne, at rejse barrierer mellem tilhængerne af de spillende hold, og at fjerne alt brændbart materiale fra området. Politiet har infiltreret bander af hooligans, der er de mest voldelige fans, for at finde frem til anførerne og arrestere dem.

Der bliver også taget forholdsregler i andre lande. De italienske sportsmyndigheder har i samarbejde med indenrigsministeren besluttet at opsætte pigtrådshegn og beskyttelsesnet på stadionerne, samt anvende helikoptere, store politiopbud og tv-overvågning. Man har endda overvejet at indsætte militær. Under forberedelserne til De Olympiske Lege i Seoul i 1988 sørgede myndighederne for at politiet blev trænet til at bekæmpe terroristangreb.

Hertil kommer volden mod dommerne. I en af de seneste fodboldsæsoner i Italien blev 690 dommere ofre for vold. En dommer blev under en boksekamp ved De Olympiske Lege i Seoul angrebet af trænere og politifolk som ikke var enige med ham i hans afgørelse.

Foruden den fare sportsvolden udgør for menneskers liv og lemmer, er den også forbundet med betydelige økonomiske omkostninger. Ikke alene udbetales der hundredtusinder af dollars i erstatning for tyverier, plyndringer og vandalisme, men der bruges også mange penge på forebyggelse. På en normal spilledag i engelsk fodbold ofres der cirka fem millioner kroner blot på politibeskyttelse.

Hvad skyldes denne dyriske aggressivitet?

Volden — en del af selve sportsudøvelsen

I dag er vold ofte forbundet med sportsbegivenheder. Interessant nok har den samme kommission som har udarbejdet den resolution der blev vedtaget i Europa-Parlamentet, også påpeget at „vold ikke er en grundbestanddel af sporten, men den er en del af selve sportsudøvelsen og forårsages af at spillets regler, hvis de kan kaldes sådan, ikke i tilstrækkelig grad kan afværge den“. Hvorfor ikke?

Ud over volden blandt tilskuerne har det noget at gøre med den ændring der er sket i den måde sporten udøves på. Som Europa-Parlamentet erkender, oplever man en „øget vold“ i selve samfundet. Sportsverdenen lægger heller ikke udelukkende vægt på selve sportsudøvelsen. For eksempel blev en gruppe engelske sportsfolk diskvalificeret ved de første nutidige Olympiske Lege i Athen i 1896, for at have trænet inden legene begyndte. Det at man trænede før en sportskamp, blev betragtet som uforeneligt med den amatørånd man dengang gik ind for. Hvis dette skete i dag ville de fleste trække på smilebåndet.

Efter den første og især efter den anden verdenskrig har folk der bor i de såkaldt industrialiserede lande, fået mere fritid til deres rådighed. Forlystelsesbranchen er blevet indbringende for forretningsverdenen. De økonomiske interesser har fundet deres plads ved siden af de nationale og sociale interesser. Vore dages sportsbegivenheder er „et skuespil der domineres af økonomiske, politiske og sociale faktorer“. Med andre ord: sport er blevet et „massefænomen“. Vinderne bliver ofte belønnet med millionbeløb! Fjernsynet har også bidraget til sportsbegivenhedernes popularitet og har måske endda bidraget til volden. Fjernsynskameraerne dvæler ofte ved det farlige spil frem for de episoder der dømmes mildt, og viser dem atter og atter i langsom gengivelse. På den måde forårsager tv, måske ubevidst, at volden overdimensioneres i fremtidens tilskueres og spilleres tankegang. Amatørsporten hører stort set fortiden til, idet der er fremkommet „professionelle amatører“, som et tidsskrift har kaldt de sportsfolk der i 1988 tjente titusinder af dollars under De Olympiske Lege i Seoul.

Nationalismen får sportsfolk, trænere, managere og tilskuere til at lægge overdreven vægt på det at vinde. Efter visse internationale sportsbegivenheder bliver vinderne triumferende hyldet med hædersbevisninger, nøjagtig som når fortidens sejrende hærførere vendte hjem. Dette har man i de senere år kunnet iagttage i Italien, Argentina og Holland, hvor sportsfolk bogstavelig talt skrupelløst har kæmpet til sidste åndedrag. Og deres fans efteraber dem ved at gå til yderligheder i deres loyalitetsfølelse over for deres hold eller deres land, idet de anstifter voldsomme slagsmål før, under og efter sportskampe.

Umiddelbart før Europamesterskabet i fodbold blev afviklet i 1988, skrev det vesttyske ugeblad Der Spiegel at man frygtede at denne begivenhed ville blive „en ideel yngleplads for en højeksplosiv blanding af aggressivitet, nationalisme og nyfascisme“.

En anden form for vold

Men volden inden for sportsverdenen har også et andet aspekt. Ved De Olympiske Lege i 1988 oplevede man „dopingskandalen“. Doping, brugen af ulovlige medikamenter der øger sportsudøvernes styrke og gør det muligt for dem at yde præstationer der ligger over deres normale fysiske formåen, øver vold mod sportsånden og skader idrætsfolkenes helbred.

Hvor udbredt er fænomenet?

[Tekstcitat på side 6]

Fjernsynskameraerne dvæler ofte ved det farlige spil og viser det atter og atter i langsom gengivelse

[Illustration på side 7]

Nationalismen er skyld i at der lægges overdreven vægt på det at vinde

[Kildeangivelse]

Nancie Battaglia