IFØLGE et moderne opslagsværk kan man siges at have en høj moral hvis man handler og tænker på en måde „der anses for rigtig“. Før i tiden havde det været nærliggende at bruge ordet ’dyd’ i den forbindelse, men dette udtryk har i mange danskeres ører fået en gammeldags og lidt uheldig klang — selv om det dækker over en lang række gode egenskaber. Leksikografen Marvin. R. Vincent siger at den oprindelige klassiske betydning af det græske ord som gengives med „dyd“, var „fortræffelighed af enhver slags“. Det er derfor ikke så mærkeligt at egenskaber som dømmekraft, mod, selvbeherskelse, retfærdighed, medfølelse, udholdenhed, ærlighed, ydmyghed og loyalitet på et eller andet tidspunkt er blevet hyldet som dyder.

Dyd er også, ligesom moral, blevet defineret som det „at følge en norm for hvad der er ret“, og spørgsmålet må derfor være: Hvis normer skal man rette sig efter? „Ifølge den fremherskende retning inden for moralfilosofi har den skepticisme som oplysningstiden affødte, reduceret alle begreber om hvad der er rigtigt og forkert, til et spørgsmål om personlig smag, kulturelt valg og hvad man følelsesmæssigt foretrækker,“ skriver tidsskriftet Newsweek. Men er det at følge smag og behag en tilfredsstillende metode når man skal afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Nej. Hvis vi vil følge en høj moral, har vi brug for en målestok for hvad der er godt og ondt — en pålidelig rettesnor for hvordan man bedømmer handlinger, holdninger og egenskaber.

Hvem kan med rette opstille moralnormer?

Der findes kun én som med rette kan opstille normer for hvad der er moralsk rigtigt og forkert, og det er menneskets Skaber, Jehova Gud. Kort efter at Jehova havde skabt det første menneske, Adam, gav han ham dette påbud: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Når Jehova Gud kaldte træet for „træet til kundskab om godt og ondt“, var det for at vise at han var den eneste der havde ret til at afgøre hvad der var godt og ondt for hans skabninger. Guds normer for godt og ondt dannede således grundlag for bedømmelsen eller vurderingen af et menneskes handlinger, holdninger og karaktertræk. Uden sådanne normer kunne man ikke skelne mellem ret og uret.

Forbudet vedrørende træet til kundskab om godt og ondt stillede Adam og Eva over for et valg. De kunne vælge at adlyde eller at overtræde forbudet. Det ville være moralsk rigtigt at adlyde. Som tiden gik, gav Jehova flere oplysninger om hvad der glæder eller mishager ham, og lod det nedskrive i Bibelen. Konklusionen er at man tilegner sig en høj moral ved at rette sig efter Jehovas retfærdige normer.

At følge en høj moral vil ikke sige at forholde sig passiv og blot undlade at gøre det der er forkert. Nej, det at have en høj moral indebærer at man aktivt prøver at gøre godt. Om de gode egenskaber der under ét kunne betegnes som „dyd“, siger en professor at de „må læres med hjertet såvel som med hjernen“.